ANALYSE | 350.000 mennesker på gaden i Kiev og voldelige sammenstød med politiet. Alligevel er der intet der tyder på succes for ukrainernes oprør. Kun oligarkerne eller økonomiens kollaps kan vælte Janukovitj inden næste valg, hvor han efter dette ikke vil kunne vinde uden snyd. Peter Zacho Søgaard analyserer.
Ukrainerne er vågnet op til et andet land end det, som de kendte. Sidste weekends protester har været de voldsomste i landets moderne historie med over 350.000 mennesker på gaden i protest mod Janukovitjregimet. Det er især indenrigsministeriets specialstyrker “Berkut”, der gør demonstranterne rasende, efter at de tidligt lørdag morgen gik amok på fredelige demonstranter, som sov på Uafhængighedspladsen i Kiev.
Vold fra begge fløje
Pladsen blev ryddet med kniplerne forrest, og flere end 100 demonstranter kom på hospitalet. Det fortæller alt om situationen, at Kievs politi ikke er blevet brugt i brændpunkterne, men har overladt scenen til specialstyrker kørt ind fra de østlige provinser. Kievs politichef, der havde beordret rydningen af pladsen, måtte efterfølgende træde tilbage, efter at både præsidenten og premierminister Azarov havde kritiseret indgrebet.
Volden kommer dog fra begge fløje. De voldsomste sammenstød fandt sted i Bankovagaden, hvor præsidentens administration hører til. Her forsøgte demonstranter i weekenden at bryde igennem barrikaderne med en gummiged og angreb desuden politiet med gas, metalkæder og køller. Mere end 200 myndighedspersoner er kommet til skade under sammenstødene skriver Kyiv Post.
Oppositionens leder, Arsenji Jatsenjuk, formand for Julia Timosjenkos Batkivshchina parti (Vort Fædreland) har anklaget Janukovitjregimet for at arrangere provokatører, der med vold kunne give myndighederne et tiltrængt påskud til at lukke protesterne helt ned. Men de voldelige aktivister, der selv havde gasmasker på for at kunne klare politiets tåregas, kommer angiveligt fra Bratsvo, (Brødreskabet), en højreekstrem organisation fra vestukraine, med forbindelser til Nationalistpartiet Svoboda. De rød-sorte nationalistflag har været talrige under protesterne. Oppositionen er ikke en samlet flok – men har vidt forskellige dagsordner.
Revolutionen lader vente på sig
Her fem dage efter ser det ud som om protesterne er blevet meget mindre. Torsdag morgen var der 2500-3000 demonstranter tilbage på Uafhænighedspladsen i Kiev. Der er beskidt på pladsen, og stemningen er faldet en hel del. Rådhuset er stadig besat af aktivister, men bortset fra nogle ældre mennesker og en del teenagere, der har overnattet, er der ikke meget at stå i mod med, skulle politiet komme forbi og prøve at rydde stedet, skriver Kyiv Post.
Pladsen vil formentlig være besat et godt stykke tid endnu, men uden flere kæmpe demonstrationer (og mere vold) kan Janukovitj sagtens ignorere protesterne.
Den parlamentariske side af sagen har også været en skuffelse. Janukovitjs regering overlevede som ventet mistillidsafstemningen imod den i parlamentet. Oppositionen, der råder over 170 mandater ud af 450, skulle bruge 225 stemmer for at vælte regeringen, men kunne kun mønstre 186. Fem medlemmer af Regionernes parti har forladt partiet, men altså slet ikke nok til at vælte regeringen.
Janukovitj på charmetur i Kina
Janukovitj ser derfor ud til at have redet stormen af indtil videre. Mens protester har belejret Kiev, er han taget til Kina på et tre-dages besøg for at skaffe kinesisk kapital til den ukrainske økonomi. Kineserne er angiveligt interesserede i ukrainsk landbrugsjord. Senere venter møder med Putin, og der foregår løbende forhandlinger på ministerniveau med Rusland. Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov har været på besøg i Kiev, og Ukraines energiminister har været på besøg hos premierminister Medvedev i Moskva.
Skulle presset blive for stort, kan Janukovitj altid fyre premierminister Azarov og regeringen eller lave en ministerrokade – vicepremierminister Sergej Abusov, (sønnen Oleksander Janukovitj’ forretningspartner fra Donetsk), står klar i kulissen til at tage over.
Janukovitj må opgive et fair genvalg
Efter protesterne og volden må enhver tanke hos Janukovitj om at genvinde præsidentposten i 2015 uden snyd være fordampet. Fra at være foragtet af et flertal, er han nu forhadt. Men det er lige meget. Han ved, at hvis han taber næste valg, mister han alt. Så er der kun flugt til udlandet og pengene i skattely tilbage.
Valgsnyd i den størrelsesorden Janukovitj skal ud i kan være svært at gennemføre elegant – så måske er det bedre at ændre forfatningen og blive direkte genvalgt af parlamentet? Muligheden er til stede. Skal Janukovitj gå før tid, kan det være nødvendigt med et amnesti og frit lejde til ham og hans familie.
Oligarkernes mediemagt
Selvom Janukovitj har forsøgt at gøre sin familie til den centrale akse i Ukraines korrupte økonomi, er han stadig afhængig af støtte fra sit bagland af rige forretningsmænd i øst, og der er små tegn på, at der er revner i samarbejdet. Janukovitj stabschef Sergej Livotsjkin har sagt op, i protest mod politivolden. Han ejer sammen med milliardæren Dmitro Firtasj den private TV station Inter, der ellers hidtil har været regeringsvenlig, men nu har brugt meget tid på oppositionen.
Stationen har i sin dækning sendt live fra protesterne, og taler fra oppositionspolitikere er blevet transmitteret. Det står i kontrast til fredagen før volden, hvor et talkshow, Shuster Live, på kanalen blev afbrudt, da tre oppositionsledere forsøgte at komme i studiet og udtale sig. Teknisk uheld hed det sig.
Ifølge Katarina Wolczuk, professor i østeuropastudier ved Birmingham Universitet, afhænger den fortsatte støtte fra oligarkerne til Janukovitj af et fælles ønske om at undgå vold.
“Spørgsmålet er, om [oligarkerne] tror, at Janukovitj fortsat kan levere det, de har brug for. Og det afhænger i høj grad af protesterne og opfattelsen af, at ukrainerne er frustrerede og stålsatte på at fjerne Janukovitj fra magten”. Altså: Bliver protesterne for voldsomme, kan oligarkerne ikke længere stå bag Janukovitj.
Men det er der ikke meget, der tyder på lige nu. Masseprotesten på gaden er ved at miste pusten, men har tilgengæld skiftet form. Nu opfordres der til boykot af alle firmaer ejet af Janukovitj’ støtter.
Folket er den store taber
I sidste ende er ukrainerne de store tabere her. De betaler prisen for, at en kriminel økonomisk elite har kidnappet landet, dets politiske institutioner, dets ressourcer og dets fremtid. De kan gå på gaden og demonstrere, men i sidste ende afhænger et regimeskifte af skifte i alliancerne mellem de oligarker, der støtter præsidenten. Hvis økonomien kollapser, kan alt dog ske.
EU bør ikke være passiv over for Ukraine. Man kan ikke forhandle med Janukovitj, men man kan gå efter de milliarder af dollars, regimet og dets støtter har gemt væk i europæiske bankkonti. Samtidig skal man gøre mere for at hjælpe almindelige ukrainere med at integrere sig i Europa uden om Janukovitj. EU kunne fx give nemmere adgang til turist og studievisum for ukrainere, støtte til skole/universitetsophold for ukrainske studerende og lignende. Vi skal vise ukrainerne, at vi ikke har glemt dem. At deres dør til Europa ikke er lukket i.
