INGEN AFTALE | Forberedelserne til topmødet i Vilnius og underskrivelsen af associeringsaftalen er sat i bero i 11. time og de afgørende reformer påkrævet for underskrivelse er ikke vedtaget i Radaen. Rusland skal nu involveres i nye trepartsforhandlinger om en associeringsaftale med EU, lyder det pludselig fra Kiev i en monumental kovending. Peter Zacho Søgaard analyserer.
Et ukrainsk mundheld lyder: Ukraine går aldrig glip af muligheden for at gå glip af en mulighed. Og det må siges at være tilfældet endnu en gang. EUs top og proeuropæiske ukrainere har tabt kæben over den lamslående ubeslutsomhed og inkompetence Ukraines regering og præsident har lagt for dagen. I tre år har sæbeoperaen om Ukraines mulige tiltræden til EUs østlige partnerskab kørt frem og tilbage, og igen og igen har Janukovitj forsikret om sine proeuropæiske ambitioner samtidig med, at han med den anden hånd har strammet grebet om økonomien, oppositionen og civilsamfundet.
EU har langt hen af vejen kigget den anden vej, og fortsat viftet med en associeringsaftale, men trak dog en streg i sandet ved fængslingen af Julia Timosjenko. – En historisk mulighed åbnede sig, da det lød som om hun ville blive frigivet, men nu falder det hele tilsyneladende på gulvet.
For nationens sikkerhed
Officielt er forklaringen, at det handler om Ukraines nationale sikkerhed. Ukraines største eksport går til Rusland, der truer med at lukke grænsen for ukrainske varer og det nationale ukrainske gasselskab Naftogaz, der skylder russiske Gazprom 1,3 milliarder dollars i ubetalte gasregninger. De regninger skal pludselig betales, hvis Ukraines vælger Europa. Putins brutale udenrigspolitik har virket.
Men det russiske pres er jo ikke noget nyt. Ukrainske oligarker, der stod til at tabe på associeringsaftalen, støttede den endnu mere indædt, efter at Putin chikanerede deres virksomheder. Putin har raslet med sablen siden august.
En kynisk analyse ville lyde, at Janukovitj i virkeligheden aldrig har haft reelle intentioner om at underskrive en aftale, og at hans udmeldinger til EU kun havde til hensigt at få Rusland til at give et bedre tilbud, uden at skulle frigive Timosjenko. Den eneste grund til at Ukraine kom så tæt på en underskrift, var pga af russisk pres, ikke på trods af det. Hvis Rusland var en for hård forhandler (og det har Putin været indtil nu) var plan B at få EU til at godkende en aftale, men uden at Ukraine ville løslade Timosjenko.
Skeptisk over for Rusland
Ifl. avisen The Economist rejste Janukovitj til Moskva d. 9. november og holdt et fire timers hemmeligt møde med Vladimir Putin. Her skulle Janukovitj have forlangt økonomisk støtte for ikke at vælge EU. Putin forlangte til gengæld Ukraines tiltrædelse til den russiske toldunion med Kazakhstan og Hviderusland – så ville Janukovitj både få penge, billigere gas, og samtidig være sikret imod russisk indblanding imod ham under Ukraines næste præsidentvalg i 2015.
Den prorussiske oligark og parlamentsmedlem Viktor Medvedtjuk er Putins mand i Kiev, og kan kunne blive en sten i skoen i 2015, hvis Putin smider alle kræfter ind på at få ham valgt. Janukovitj tøvede. En tiltrædelse til toldunionen med Rusland kunne reducere ham fra præsident i Ukraine til manager af et russisk franchise kaldet Ukraine på få år.
Et spørgmål om penge
Problemet for Janukovitj er, at EU aftalen kun tilbyder goder på det lange sigt. På kort sigt er der kun omkostninger og risici frem imod det kritiske præsidentvalg i 2015. Ukraines økonomiske situation er akut, og man har brug for en aftale med IMF nu. Eller endnu bedre et nødlån uden krav om modydelse fra Rusland. De internationale lånemarkeder er ikke længere en mulighed for Ukraines kapitalbehov. Og Janukovitj vil for alt i verden gerne undgå at løslade Timosjenko, hans største fjende og rival til præsidentposten i 2015.
Ukraine har løbende i november forsøgt at presse EU til at komme med kontante garantier. Ukraines ambassadør til EU, Kostiantin Jelisiejev, skrev d. 14. november et svar på en kritisk artikel i Financial Times. Heri lå en “indkøbsseddel” af konkrete tiltag, EU burde tilbyde Ukraine for at understøtte Ukraines “klare europæiske valg” og modstå truslen fra Rusland om lukkede markeder.
Lang ukrainsk ønskeseddel
Jelisiejevs forslag var bl.a. EUs hjælp til en genstart af forhandlinger mellem Ukraine og IMF, en direkte makroøkonomisk hjælpepakke, en øjeblikkelig åbning af EUs fællesmarked for ukrainske varer, samt garantier om en langsigtet europæisk investering i en modernisering af det ukrainske gastransitsystem. Premierminister Azarov har tilsvarende nævnt beløb i størrelsesordenen 150 mia euro, som Ukraine skal have af EU for at bringe den ukrainske økonomi op på europæisk standard.
Udvidelseskommissær Stefan Fuele udtalte til Kiev Post, at disse tal om tilpasningsomkostninger ikke er realistiske. Ukraine påstår reelt at tiltrædelse til aftalen vil koste 10 % af ukrainsk BNP i 10 år, siger Fuele.
“Dette afspejler ikke forløbet i de andre associeringslande (…) De eneste omkostninger, jeg kan se, er omkostningerne ved [ikke at underskrive],” tilføjede han.
EUs forhandlere må være dødtrætte af denne dans.
EUs fejl
Men kritikken falder også delvist tilbage på EU. Grundlæggende må man sige, at EU i sine tilbud til Ukraine ikke har forstået, hvordan Ukraines ledere tænker. Man har handlet som om, at man havde at gøre med en rationel stat, med en fast defineret national interesse med kapacitet til at træffe beslutninger, der på den lange bane er gavnlige for landets udvikling. Det er ikke tilfældet i Ukraine.
Ukrainske ledere som Janukovitj deler ikke europæiske værdier som demokrati og retsstat, men tænker i magt og rigdom til sig selv og deres familier. Det gør det svært at forhandle med dem, fordi det europæiske projekt grundlæggende handler om at sprede europæiske værdier som liberalt demokrati, retsstat og fri markedsøkonomi. Hvis disse værdier ikke er tiltrækkende nok i sig selv, bliver det hurtigt et spørgsmål om, hvem der kommer med den største pose penge og stiller færrest spørgsmål.
Putin forstår denne mentalitet og handler derefter med massivt økonomisk pres. I et lækket strategipapir fra Kreml om den russiske ukrainepolitik fremgik det, at de ukrainske lederes privatøkonomi for så vidt muligt skulle gøres afhængig af “russiske strukturer”.
EU forstår ikke spillet
Herudover praktiserer ukrainske politikere et orweliansk doublethink, hvor de siger ét, men med deres handlinger viser de det modsatte synspunkt. Fx. at man agter at frigive Timosjenko samtidig med, at man forbereder flere retssager imod hende. Eller fortæller vidt og bredt om at vælge Europa, mens man tager til Moskva og forhandler med Putin om ikke at vælge Europa. Det er svært at håndtere for EU.
Et eksempel på hvad Janukovitj i virkeligheden tænker, er underskrivelsen af en revision af skattelovgivningen, vedtaget i Radaen i oktober og underskrevet af præsidenten. I en sideparagraf ændres lovgivningen, så ukrainske borgere med permanent opholdstilladelse i udlandet ikke kan stille op til præsidentposten. Det rammer Vitali Klitschko, ex-bokseren og leder af oppositionspartiet UDAR, fordi han til daglig bor i Tyskland. På den måde ønsker Janukovitj at udmanøvrere sine modstandere frem mod valget i 2015.
Uanset om der kommer en aftale med EU eller ej, er den trevl af tillid, der var til Janukovitj, nu endegyldigt væk. EU siger, døren stadig er åben, men indtil videre tyder intet på, at Janukovitj vælger Europa, med mindre kravene om Timosjenkos løsladelse droppes, og der følger en pose penge med.
Underskriv eller brænd i helvede!
EU kan spille det geopolitiske spil Rusland spiller og sige OK, I kommer med uden at leve op til reglerne, for vi kan ikke leve med, at I går imod Rusland. Men det ville være at gå imod de værdier, hele unionen bygger på, og kunne blive en dyrt købt aftale. Mulighederne for svindel med europæiske støttekroner synes uendelige i det korrupte Ukraine, og intet tyder på at samarbejdsformen med de ukrainske myndigheder ville blive bedre, med mindre der skete et regimeskifte i Kiev.
Janukovitj har spillet penduldiplomatiet mellem Rusland og EU til den yderste grænse, og måske over den. Han har stadig ikke en aftale med Rusland, og EU står indtil videre fast på ikke at give Ukraine en aftale, uden at landet overholder betingelserne.
Samtidig har fadæsen galvaniseret oppositionen imod ham derhjemme og mobiliseret 100.000 vrede ukrainske borgere i de større byer imod regeringen. “Sign the treaty or burn in hell” stod der på et af skiltene demonstranterne holdt i vejret på Maidan Pladsen i Kiev, nu omdøbt “Euromaidan”. Måske har Janukovitj fået en ny massebevægelse på halsen.
Sikkert er, at Ukraine har brug for en ny Orange Revolution.
