KOMMENTAR | Bestyrelsen i Bosnisk Ungdomsforbund (BUF), der er en landsdækkende forening for unge dansk-bosniere, giver her et bud på, hvorfor markeringen af Bosnien-Hercegovinas Statsdag stadig betyder noget for landets fremtid.
For 70 år siden, den 25. november 1943, var den lille bosniske by Mrkonjic Grad scene for en af de betydeligste begivenheder i Bosnien-Hercegovinas historie. På denne kolde novemberdag forsamledes topfolkene i det bosniske samfund, anført af Bosnien-Hercegovinas kommunistparti, til et rådsmøde hvori de skulle afgøre hvilken fremtid dette land skulle have. Mens Anden Verdenskrig rasede omkring dem og det bosniske område var vidne til enorme blodsudgydelser, besluttede rådet, under navnet Folkebefrielsens Antifascistiske Råd i Bosnien-Hercegovina (eller ZAVNOBiH), sig for, at tage afstand fra de foregående årtiers forsøg på at dele BiH eller indlemme det i Kroatien eller Serbien og erklærede i stedet, at Bosnien-Hercegovina skulle være en republik på lige fod med alle andre i Jugoslavien og, at denne republik ”hverken er serbisk eller kroatisk eller muslimsk, men serbisk og kroatisk og muslimsk” samt at disse folk skulle have lige rettigheder og pligter til landet og i landet.
Lige siden er denne dag blevet fejret som Bosnien-Hercegovinas Statsdag.
Bosnien-Hercegovina i førersædet.
Gennem det meste af sin historie har Bosnien-Hercegovina, ligesom Danmark og resten af det jugoslaviske område, været bagud i forhold til hovedudviklingen i verdenshistorien. Alt kom dertil lidt senere end andre steder. Fra industri og modernisering til kunst og litterære strømninger.
Dog er der en enkelt periode i BiHs historie hvor landet, takket være en lille gruppe menneskers indsats, ikke alene fulgte trop med udviklingen, men endda kom lidt på forkant med denne. Det Jugoslaviske Kommunistpartis (KPJ) beslutning i 1941 om at tage kampen om mod nazisterne markerede, at de jugoslaviske folk var villige til at kaste sig ind i kampen på antifascistisk side og det på et tidspunkt hvor det ikke så ud til at denne side havde en stor chance for at sejre.
Rådsmødet i Mrkonjic Grad var et resultat af denne beslutning og signalerede ligeledes en vilje til at satse på antifascismen og folkenes sameksistens på trods af, at dette virkede utopisk i vinteren 1943.
Læren fra ZAVNOBiH har været skubbet til side.
I dag er der mere end nogensinde grund til at mindes denne beslutning og måske især dens idealisme og utopisme. For den lære vi kan uddrage af denne beslutning har i nogen grad gået i glemmebogen, især som følge af de uhyggelige krigsår i 1990’erne, hvor fascismen endnu engang så ud til at få overtaget. Tvivlen på en multinational stat har vel haft et greb i alle og måske især de af os, der ikke længere er i BiH.
Bosniske politikere har også bevidst pustet til ilden for at skabe skel. Derfor har de også på forskellige måder søgt at undertrykke denne Statsdag og dens betydning til fordel for andre skabelsesmyter, der enten skal støtte opdeling af staten eller markere, at det ene eller det andet folk i virkeligheden ”ejer” Bosnien mere end de andre. Derved har de dog ikke alene undergravet Bosnien-Hercegovina som stat og forsoningen mellem folkene, men de har bevidst smidt denne stats tilknytning til antifascismen over bord fordi dette ikke passer ind i de politiske kampe, der i dag præger BiH.
Det er dog ikke alle, der har opgivet tilknytningen til antifascismen i Bosnien-Hercegovina og markeringen af 70-årsdagen for ZAVNOBiH-beslutningen bør give os lejlighed til at tænke over disse processer og problematikker igen. Dette gælder både for dem, der stadig bor i BiH, men også alle os andre i diasporaen. Vi skal overveje hvordan vi igen kan knytte Bosnien til antifascismen. Denne dag bør altså få os til ikke blot at mindes fortiden, men til at genoverveje fremtiden for det land vi har så stor en tilknytning til.
Danske erfaringer.
Som unge, der er bosat i Danmark, har vi dog et lidt særligt forhold til disse overvejelser og diskussioner. Vi skal passe meget på ikke at blive moraliserende og bedrevidende i forhold til vore landsmænd i BiH. Det sidste de og vi har brug for er, at vi fra Vesten skal belære dem om noget. Det vil kortslutte al dialog og ikke føre nogen vegne.
Men vi er dog, her i Danmark, tilstrækkeligt langt fra dagligdagen i BiH og fra den politiske mudderkastning til, at vi kan bidrage med perspektiver og ideer, der vil kunne støtte Bosniens vej mod det europæiske fællesskab og en demokratisk udvikling. Her kan vores kendskab til den danske samtaledemokratiske tradition samt vor indsigt i europæiske værdier faktisk blive en hjælp. Danmark og Bosnien-Hercegovina har, trods alle deres forskelle, også nok ligheder til at vi kan få frugtbar nytte af danske erfaringer i Bosnien også.
Antifascismen er første skridt.
Første skridt på vejen må dog indebære en fornyet tilknytning til antifascismen for kun sådan kan BiH igen følge med tiden. Dette bliver ikke let for modstanden er stor fra mange sider. Men det var den nu også for de mænd og kvinder, der mødtes i Mrkonjic Grad den novemberaften i 1943. I det mindste har vi ikke nu nazister stående i baghaven.
Vi håber derfor, at nogle af disse overvejelser vil blive del af de markeringer af Statsdagen, som i den følgende uge vil finde sted i både BiH og Danmark. Og vi håber, at vi i år kan få startet den samtale om fremtiden, som ifølge Danmarks store antifascist Hal Koch, er grundlaget for al demokrati og for alle virkeligt succesfulde samfund.
