KOMMENTAR | Bulgariens studerende har protesteret i månedsvis. De er utilfredse med landets nyvalgte regering, med korruption, klientilisme og med den oligarkiske magtelite. Dobrin Stanev skriver i denne kommentar, at protesterne vil fortsætte, så længe regeringen ikke forstår befolkningens krav.
Det begyndte den 14. juni.
Den bulgarske nationalforsamling udnævnte den kontroversielle mediemogul Delyan Peevski til chef for den vigtigste sikkerhedsinstitution i Bulgarien – Det Nationale Bureau for Statssikkerhed. Hurtigt fyldtes gaderne i massive protester imod denne kontroversielle beslutning.
Selvom parlamentet omgjorde beslutningen og afskedigede Peevski tre dage senere, var det for sent. Toget var kørt. Protesterne handlede ikke kun om folks utilfredshed med Peevski, men stak langt dybere.
Bulgarerne er trætte af den korrupte regering, og de ønsker forandring. Det er derfor, folk bliver ved med at komme til Uafhængighedspladsen foran parlamentet hver aften. Demonstranterne råber: ”Træd af!” til magthaverne. Der er gået mere end fem måneder nu.
Studerende besatte universiteterne
Først var protesterne enorme – titusindvis af mennesker var med. Lidt efter lidt har de mistet momentum. Men de er aldrig forsvundet, de har bare ændret sig. Da undervisningsåret begyndte, besatte studerende ved Sofia Universitet, såvel som på andre universiteter i landet, deres auditorier og krævede regeringens afgang.
Dråben, der fik de studerendes bæger til at flyde over, var igen Delyan Peevski. Efter en kontroversiel afgørelse fra forfatningsdomstolen kunne Peevski genindtræde som medlem af parlamentet, selvom det var et brud på forfatningen. Loven siger tydeligt, at hvis et medlem af parlamentet tager en stilling i den civile sektor, kan personen ikke fortsætte i parlamentet.
Som følge af dette afbrød de studerende på Sofia Universitet en forelæsning af professor Dimitar Tokushev – som også er leder af forfatningsdomstolen – og erklærede auditoriet for besat. Snart havde de besat hele universitetsbygningen, og andre universiteter fulgte trop. Universitetet i Sofia var besat af de studerende i næsten en måned. De iværksætter ofte protester mod parlamentet, som ligger lige ved siden af universitetet
Politikerne er døve over for folkets protester
De studerende har ofte ændret protesternes udtryk. De har opsat små teaterstykker, malet på stålhegnet, som omkranser Nationalforsamlingen, sunget sange. De har endda prøvet at omringe bygningen, så parlamentsmedlemmerne ikke kunne forlade den.
Da parlamentsmedlemmerne skulle ud, sørgede de for et ekstraordinært stort politiopbud, som brugte unødvendig magt for at rydde demonstranterne af vejen. Nogle kom til skade, andre blev anholdt. Og politikerne vedblev at være døve over for folkets protester.
En komiker sagde det ret præcist: ”Sofias centrum er blevet til en lille stat. Den har sit eget parlament omkranset af en national grænse, der er lavet af et stort stålhegn og er politibevogtet. Det grænser op til Bulgarien, men er isoleret fuldstændig fra det.”
Hvad betyder denne protest? Når alt kommer til alt, er mere end 150 dages protest en enorm bedrift. Bulgarerne har fået nok. Folk vil gerne ændre situationen i landet, men kan ikke se, hvorfra redningen skal komme. Nye folkevalgte har ikke ændret situationen synderligt, alle partierne er blevet vejet og fundet for lette.
Det er folkets pligt at demonstrere
I Bulgariens nyere demokratiske historie, har ingen regering formået at blive genvalgt. Bulgarerne kan ikke se, at parlamentet skulle kunne ændre denne status quo, og det er derfor, mange har besluttet, at det er folkets pligt at være i konstant protest imod al politisk korruption. Dét er netop, hvad et aktivt civilsamfund handler om.
Hvordan kan det være, at politikerne undervurderede disse nationale spændinger? Den socialistiske regering troede, at det var nok at sikre ny, hurtig velfærd for at få civilsamfundet til at slappe af. Kabinettet lovede at hæve minimumslønnen. De hævede også børnepengene, skolehjælpen og standsede privatiseringen af de statslige jernbaners fragtselskab, ligesom de lovede at redde et skrantende militæranlæg. Til sidst foreslog regeringen at gøre elektricitet billigere og lovede endda at eftergive skat til de fattigste bulgarere.
Men intet af dette kunne stoppe befolkningens utilfredshed. Regeringen havde nemlig ikke taget fat om problemets rod. Den troede, protesterne bundede i økonomisk afsavn. Men det bulgarske folk er vredt over lovløshed, klientilisme og korruption. Folk er trætte af uærlighed.
Borgerne vil ikke regeres af en lille oligarkisk elite, som fastholder landets fattige i økonomisk afhængighed. Bulgarerne ønsker ikke at emigrere, men at bygge et ærligt samfund med velfungerende samfundsinstitutioner og ditto økonomi for dem selv og deres børn. Regeringen har stadig intet forstået, og så længe de ikke bliver klogere, vil folket fortsætte med at samles i protest.
Dobrin Stanev er chefredaktør på “Eurofocus” – et bulgarsk akademisk tidsskift om Europa. Dobrin er PhD-studerende i europæiske studier ved Sofia Universitet (St. Kliment Ohridski)
Oversat af Mia Tarp Hansen
