Det kroatiske parlament har vedtaget at holde en folkeafstemning i Kroatien den 1.december, der kan skabe et de facto forbud mod ægteskab mellem mennesker af samme køn. Det sker efter at mere end 700.000 kroater angiveligt satte sit navn på en nylig underskriftsindsamling fremsat af en katolsk gruppe, hvis formål er at ændre grundloven til at definere ægteskabet som ”en livslang forening mellem mand og kvinde”.
Folkeafstemningen er blevet en realitet efter at parlamentet den 8. november stemte for med 104 stemmer mod 13 (ud af 151).
Kroatiens premierminister Zoran Milanovic, der leder den venstreorienterede, socialdemokratiske regering, har udtalt, at han er imod folkeafstemningen og vil stemme “nej”, da han ser ”en mangel på tolerance” over for en minoritetsgruppe, mens politikere hos den konservative opposition har ytret, at de er bange for, at ægteskaber mellem samme køn kan blive en realitet, og ser folkeafstemningen som en foranstaltning mod dette.
Spørgsmålet har de seneste mange måneder været genstand for diskussion i det kroatiske samfund og er blevet mødt med kritik fra flere menneskerettighedsgrupper for at forværre de homoseksuelles rettigheder. Desuden vil folkeafstemningen angiveligt også koste skatteyderne 47 millioner kuna (cirka 47 millioner danske kroner), hvilket har ført til spekulationer om korruption i de kroatiske medier.
Protiv
Den kroatiske singer-songwriter Sara Renar er en af dem, som ikke forstår, hvordan spørgsmålet er kommet til en folkeafstemning. Jeg møder hende søndag eftermiddag foran klubben ”Katran”, hvor hun sammen med andre kroatiske tv-personligheder, musikere og skuespillere er i gang med at indspille en kort film, der sætter fokus på folkeafstemningen og vigtigheden af rettigheder for mennesker generelt..
”Jeg tror, at en folkeafstemning som denne blot er med til at splitte os endnu mere. Jeg havde aldrig troet, at vi skulle diskutere det her emne, da landet har så mange andre alvorlige problemer, som vi bliver nødt til at løse. Økonomien er dårlig, folk mangler job og korruptionen er stadigvæk alle steder. Det er de rigtige problemer,” siger Sara Renar.
Ligesom mange andre, der vil stemme imod forslaget, har hun angivet et ”Protiv”, som hendes profilbillede på Facebook. Ordet, der direkte oversat betyder ”imod”, angiver, at hun er imod folkeafstemningen den 1. december. Hun mener, at afstemningen er et faresignal, der kan vise sig at skade demokratiet i Kroatien.
”Det handler jo i bund og grund om basale rettigheder for homoseksuelle, men det handler i højere grad også om, at sådan en afstemning skaber endnu mere splid og had mellem folk i Kroatien. Denne afstemning er langt større end spørgsmålet og passagen i grundloven. Den handler om, hvor vi gerne vil hen, og hvor vidt vi har lyst til at deltage i demokratiet. Desværre samler den nok folk på den forkerte side,” siger Sara Renar.
I sidste ende er det kirken, som står bag en meget anti-homoseksuel retorik, der beskylder de homoseksuelle for at ødelægge ægteskaber og for at være dårlige forældre, mener hun.
”Jeg begriber ikke, hvordan kirken kan føre en anti-homoseksuel retorik, der argumenterer for, at homoseksuelle kan være en fare for kroaternes børn. De homoseksuelle har jo intet at gøre med, hvordan man opdrager sine børn, og hvorfor folk bliver skilt. Jeg tror dog desværre, at kirken vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at overbevise folk om, at det er tilfældet. Folkeafstemningen finder også sted på en søndag, hvor rigtig mange folk vil være til søndagsmesse, inden de går ud, og giver deres stemme. Jeg kan godt gætte på, hvad der bliver sagt i kirken inden,” siger Sara Renar.
Samler folk
Det er dog ikke alt i folkeafstemningen, man skal blæse ude af proportioner, mener 27-årige Ivan Popukec, der er uddannet teolog og underviser i religion på en kroatisk skole lidt uden for Zagreb. Ligesom hovedparten af kroaterne er han troende katolik, gift i en katolsk kirke, og vil stemme for, da et ægteskab er mellem gud, mand og kvinde.
”Fra et perspektiv som ung, veluddannet katolik tror jeg på, at ægteskabet er noget, som er mellem gud, mand og kvinde. Det er noget helligt. I dag er skilsmisse jo næsten mere reglen end undtagelsen og finder sted både blandt homoseksuelle og heteroseksuelle. Men jeg anerkender ikke, at man kan føre en livsstil, hvor man blot betragter ægteskabet som noget, man kan slippe ud af, hvis tiderne bliver for svære,” siger Ivan Popukec.
Han er 80 procent lam i sine ben og fortæller, at han som handicappet har oplevet, hvordan det er at tilhøre en minoritet i et land, hvor man hele tiden skal kæmpe for sine rettigheder. Derfor anerkender han også, at homoseksuelle skal have lige rettigheder inden for lovens rammer ligesom alle andre. For ham skal det bare ikke foregå til begivenheder som Gay Pride Parade, som han mener er en ”fjollet” ting, som man gør, for at gøre opmærksom på sig selv.
”Jeg ønsker også, at de homoseksuelle får lige rettigheder. Men det her spørgsmål vil ikke betyde noget for homoseksuelle mennesker i deres hverdag. Tværtimod tror jeg, at spørgsmålet skaber grobund for en debat. Og hvis forkæmperne for de homoseksuelles rettigheder tager det seriøst nok, kan det skabe et talerør for deres rettigheder i fremtiden med den store mediebevågenhed, som det har skabt,” siger Ivan Popukec.
Selve passagen i grundloven om, hvorvidt man definerer et ægteskab, er for ham det sekundære spørgsmål i debatten. Folkeafstemningen ser ud til at yde mere tilslutning end da landet skulle stemme om EU-medlemsskab, og det er for ham det vigtigste.
”For mig handler det her om, at folk skal op af stolene og tage stilling til noget for første gang i lang tid. Det er klart, at emnet for den her folkeafstemning kan synes irrelevant for nogle, men det er også første gang i lang tid, at vi ser unge mennesker taget stilling til noget i Kroatien. Når det er sagt, så synes jeg, at det er blevet et modefænomen at være liberal og verbalt yde støtte til homoseksuelle. Det er jo nemt at sætte et nyt profilbillede op på Facebook uden at inddrage sig selv i diskussionen. Når det kommer til stykket handler det også om, at vi skal være mere aktive i det har land,” siger Ivan Popukec.