INTERVIEW | Kosovos vicepremierminister Edita Tahiri og EU diplomaten Robert Cooper var centrale i forhandlingerne mellem Kosovo og Serbien i 2011-2012. For nylig var de i København i anledning af verdenspremieren på den danske dokumentarfilm Forhandleren, som skildrer den nervepirrende vej til en aftale. Magasinet rØST talte ved den lejlighed med dem begge om forhandlingerne og udviklingen sidenhen.
Da Forhandleren i fredags havde verdenspremiere på den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX, sad Kosovos premierminister Edita Tahiri og den britiske EU diplomat Robert Cooper – i deres egenskab af hovedrolleindehavere – på første parket sammen med instruktør Karen Stokkendal Poulsen. Forud for premiere, applaus og pindemadder talte Magasinet rØST med dem begge. Filmens tredje hovedperson, den serbiske forhandler Borko Stefanovic, havde desværre ikke mulighed for at deltage ved premieren i København.
Forhandleren får premiere på et tidspunkt, hvor forholdet mellem de to tidligere krigsfjender, Serbien og Kosovo, udvikler sig sjældent hurtigt – og vel at mærke i en positiv retning, selvom de stadig har lang vej endnu. De forhandlinger, som skildres i filmen, var de afsluttende runder af den såkaldt tekniske dialog, der blev gennemført på embedsmandsniveau fra marts 2011 til marts 2012 i Bruxelles.
Dialogen dannede rammen om de første direkte forhandlinger mellem de to parter siden afslutningen af krigen i 1999, og alene det, at de sad i samme rum og talte direkte med hinanden var historisk.
Fra embedsmandsniveau til politisk niveau
I efteråret 2012 rykkede forhandlingerne op på højeste politiske niveau, hvor de blev ført mellem de to premierministre og tidligere svorne krigsfjender, Serbiens Ivica Dacic, som var Slobodan Milosevic’ højre hånd i 1990’erne, og Kosovos Hashim Thaci, forhenværende leder i Kosovos Befrielseshær.
De to indgik den 19. april i år, med EU’s udenrigschef Catherine Ashton som mægler, en politisk aftale om principper for en normalisering af forholdet. Aftalen indebærer blandt andet afvikling af alle Serbiens parallelstrukturer i de fire kommuner i Nordkosovo, som har en overvejende serbisk befolkning. Implementeringen af denne aftale finder sted i skrivende stund.
Robert Cooper forklarer overgangen fra forhandlinger på embedsmandsmandsniveau til politisk niveau i 2012 med, at man havde opnået alt, hvad der var muligt på det hidtidige niveau: ”… alle de problemer, der var tilbage, involverede Nordkosovo”, fortæller han. Hvis EU skulle åbne forhandlinger med Serbien, ville det ikke være muligt ”med et land, der opretholder illegale institutioner i en nabostat.”
”Så parallelstrukturerne i nord skulle nødvendigvis håndteres, og det kan ikke gøres på embedsmandsniveau. Eller det kan det, men så har man ti minutters forhandlinger efterfulgt af en tre timers samtale mellem embedsmændene og Beograd. Så i bund og grund var måden at gøre det på, det som Cathy Ashton gjorde, nemlig at bringe de to premierministre sammen. Og det er gået bemærkelsesværdigt godt”, siger han.
Man behøver ikke elske hinanden for at skabe resultater
Robert Cooper deltog ikke under de seneste forhandlingsrunder på politisk niveau, men forstår på sine kontakter, at Thaci og Dacic endte med at komme ganske godt ud af det med hinanden. ”Når man har topfolkene ved forhandlingsbordet, kan de på en måde slappe af”, fortæller han. ”Jeg ved ikke, om de stoler på hinanden, men de kender bestemt hinanden ganske godt. De har haft 14 middage sammen indtil nu, tror jeg. Det startede ganske besværligt, og blev gradvist ganske uformelt. Og der tror jeg, at Cathy Ashton sikkert spillede en rolle i at skabe den atmosfære.”
Forhandlingerne mellem Edita Tahiri og Borko Stefanovic, som han selv sad for bordenden ved, var anderledes anspændte: ”Da vi kørte forhandlinger, kiggede både Stefanovic og Tahiri sig altid over skulderen til deres hovedstæder – ville de nu blive beskyldt for forræderi”, fortæller han. Stefanovic og Tahiri udviklede ingen større sympati for hinanden under forhandlingerne, ”men det er heller ikke det vigtige”, siger Robert Cooper, og understreger den pragmatisme, der kendetegner de spæde relationer mellem Serbien og Kosovo: ”Man behøver ikke elske folk for at skabe resultater med dem.”
Det, at forhandlingerne rykkede fra embedsmandsniveau til politisk niveau, betyder dog ikke, at de forudgående forhandlinger mellem Tahiri og Stefanovic var apolitiske, tværtimod: ”Alt var politisk!” siger Robert Cooper. ”Emnerne var tekniske, men beslutningerne var alle politiske.”
De er ikke så fornuftige, som de burde være
På spørgsmålet om, hvorvidt det at omtale dialogen som ’teknisk’ var et diplomatisk trick for at gøre den lettere for de to parter at goutere, svarer han, at man faktisk aldrig fra EU’s side kaldte dialogen teknisk: ”De kaldte det en teknisk dialog. Kosovarerne i særdeleshed ønskede at understrege, at dialogen var teknisk, fordi de gerne ville sige, at ingen nogensinde ville komme til at diskutere noget, der kunne knyttes til Kosovos politiske status.”
Han fortæller, at kosovarerne frygtede, at det ville være ”en fornærmelse af statens værdighed”, hvis de accepterede de praktiske arrangementer, som for eksempel at afstå fra at skrive ”Republikken Kosovo” på toldstemplet: ”Vi havde forfærdelige tider omkring brugen af toldstempler. Og vi troede, at det ville blive let! Vi troede, det kunne være ordnet på en uge”, siger han og understreger, at parternes optagethed af teknikaliteter i det hele taget trak forhandlingerne meget mere i langdrag, end han havde regnet med.
”Det har altid forekommet mig fornuftigt at indgå en aftale”, siger han. ”Men på nogen måder var det sværere, end jeg havde regnet med. For de er ikke så fornuftige, som de burde være. Og fordi det ikke altid handler om fornuft, bliver begge parter overdrevet optaget af forskellige ting. Den serbiske side bliver overdrevet optaget af, om de, hvis de bruger det forkerte ord, så måske har anerkendt Kosovo. Det er komplet nonsens! Man kan gøre, som man vil. Jeg blev ved med at fortælle dem, at Forbundsrepublikken Tyskland aldrig anerkendte DDR, men de havde Honecker på statsbesøg”, forklarer han.
Og hvis man kommer til at bruge ordet anerkendelse ved et uheld? ”Så siger man: ’Nej, det mente jeg ikke! Vi har ikke anerkendt Kosovo’” slår Robert Cooper fast. Mere besværligt behøver det ikke at være.
Ikke nok at udarbejde papirer
Skønt Robert Cooper ikke vil tage ejerskab over ordvalget ’teknisk dialog’ om de forhandlinger, han ledte, understreger Kosovos forhandler, vicepremierminister Edita Tahiri dog, at han og EU var omhyggelige med at fremstille forhandlingerne som netop det: ”… den måde, hvorpå forhandlingerne var udformet, var pragmatiske”, forklarer hun. ”Og under forhandlingerne var ingen parter tilladt at anvende politiske eller juridiske argumenter. Alt blev funderet på en form for praktisk anvendelighed, og dette koncept lod til at virke.”
Edita Tahiri er naturligvis glad for de aftaler, Kosovo har indgået med Serbien under begge forhandlingsrunder, men ”på Balkan er vi meget dygtige til at udarbejde papirer”, som hun siger. Papirer er bare ikke nok, og hun vil se normaliseringsaftalen fra den 19. april om afvikling af Serbiens parallelstrukturer i Nordkosovo implementeret fuldt ud, før hun er tilfreds.
Særligt mener hun, at afviklingen af parallelstrukturerne på rets- og sikkerhedsområdet går for langsomt: ”I sikkerhedssektoren er de illegale politikontorer lukket, men der er en anden paramilitær struktur – det såkaldte civilforsvar – som stadig fungerer, og den serbiske side har været meget tilbageholdende med at adressere det. Så i og med at der stadig er sådanne strukturer på plads, som er illegale, og som kan skabe spændinger, betragter jeg ikke arbejdet som færdigt”, siger hun.
Lokalvalgene den 3. november
En afgørende test for 19. april aftalen var afholdelsen af lokalvalg i Kosovo den 3. november. Det serbiske mindretal i Nordkosovo boykottede det sidste lokalvalg i 2009 med regeringen i Beograds åbenlyse opbakning og velsignelse. Men med 19. april aftalen forpligtede Serbien sig til at anerkende, og ikke opfordre til at boykotte, lokalvalgene i Nordkosovo, og Beograd har åbent opfordret det serbiske mindretal til at stemme denne gang.
Alligevel var valgdeltagelsen ualmindeligt lav, Edita Tahiri antager et sted mellem 8 og 20 %. Flere steder i Nordkosovo stormede maskerede personer valgstederne og forhindrede folk i at stemme samt ødelagde stemmeboksene. Disse steder skal der nu afholdes omvalg.
Robert Cooper er ikke overrasket over, at der var tilfælde af vold og hærværk på valgdagen: ”… det var at forvente, for der er nogle mennesker, der har bestemt i Nordkosovo i nogen tid, og de har sikkert noget at tabe. De ønsker ikke forandring. Men de er fjender af folket, og at erstatte dem med officielle repræsentanter er derfor i alles interesse”, siger han.
Realistisk optimist
Edita Tahiri mener, at valget – trods lav deltagelse og voldsepisoder – ”viste, at der er bevægelse i tingene. Og jeg tror også, at Serbien spillede en rolle i forhold til at implementere Bruxelles-aftalen, fordi de opfordrede disse mennesker til at deltage”, siger hun.
”Men hvad der yderligere bør gøres fra Serbiens side er, at når de har opfordret folk til at deltage i valget, bør de også fortælle dem, at de stemmer på grundlag af Kosovos lovgivning, og at i det øjeblik de nyvalgte byråd træder sammen (i december red.), er de under Kosovos paraply. Men Serbien er nødt til at forklare dette. Hvis de prøver at manipulere, vil det være et brud på Bruxelles-aftalen, og det vil forvirre folk.”
Edita Tahiri kalder sig selv realistisk optimist. Når hun ser ud i fremtiden, ser hun et selvstændigt Kosovo med et konsolideret demokrati, en fungerende økonomi baseret på udvinding af mineralske råstoffer, landbrug og turisme. Hun ser en nation, der er forenet med de andre albanere i regionen, ikke inden for samme landegrænser, men under de euro-atlantiske strukturer. Og hun ser et land, hvis uafhængighed det kun er et spørgsmål om tid, før Serbien vil være nødt til at anerkende.
Og selvom Kosovo umiddelbart ser ud til at være vinderen i de aftaler, der indtil nu er indgået, så fastholder Robert Cooper, at Serbien også har vundet ved ”at de ikke for evigt skal sidde fast i forestillingen om, at de ejer dette stykke land, som de ikke kontrollerer.”
”Vil de faktisk gerne have Kosovo tilbage? Nej! De ved ganske udmærket, at det ville være et mareridt. Det er umuligt! Så de er nødt til at leve med virkeligheden”, siger han. ”Vi har alle mistet. I plejede at eje Norge og Sverige, vi plejede at eje halvdelen af verden. Man vænner sig til det med tiden”, konkluderer han.
Læs også interviewet med instruktøren bag Forhandleren, Karen Stokkendal Poulsen: https://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=1128
