ANMELDELSE | Itching-Scratching Festivalen i Aarhus slår i eftermiddag dørene op til to dage med bosniske og danske kort- og dokumentarfilm. I morgen kl. 15 kan du se den bosniske instruktør Elvir Muminovic’s kortfilm Neverending Story. Annemarie Majlund Jensen anmelder.

Egentlig har vi hørt historien før. Det er arketyperne, der er på spil i Elvir Muminovic’sNeverending Story fra 2012, som først nu har fået premiere i Danmark i forbindelse med Itching-Scratching-filmfestivalen den 1.-2. november i Aarhus.

Når Neverending Story alligevel fortjener at blive mere end blot bemærket, er det således ikke fordi, den i sig selv opstiller hverken originale problemstillinger eller løsninger, men netop fordi den sikkert og på yderst vedkommende vis fortæller en historie, vi har hørt flere gange før, men som vi både bør og skal forholde os til.

Ikke blot fordi den handler om efterveerne af en krig, som de fleste europæere husker med gru, men fordi dens budskab rækker langt ud over Europas grænser, og, om vi vil stå ved det eller ej, sætter vores egne forestillinger om ”historiens endeligt” til forhandling.

Det gør den så glimrende, at selv den mest optimistiske fredsaktivist må holde sig for både ører og øjne. Ikke nok med at der er skruet op for volumen i såvel symbolsk som i helt konkret forstand: Med stemningsmættede skildringer af forholdet mellem Kirsten (Selma Alispahić) og Emir (Mirsad Turka) portrætteres, hvordan de voksnes egne uafklarede – eller måske lidt for afklarede? – forestillinger om deres egen traumatiske fortid rækker langt ind i nutiden, og hvordan disse forestillinger således sætter dybe aftryk i den verden, som den nye generation vokser op i.

Den gode historie: Efter krig kommer forsoning
Kirsten og Emir er nemlig i første omgang eksemplet på den gode historie: historien om at ”efter krig, kommer forsoning”. De bor i Tyskland, hvor Kirsten kommer fra, og hvor de arbejder og lever sammen som et fortroligt og tillidsfuldt ægtepar. Efter Emir og Kirsten mister deres ufødte barn i en sen graviditet, beslutter de at adoptere et barn fra Bosnien.

Netop som de skal til at have barnet, Jasmina, på prøve, finder Emir ud af, at barnet er af serbisk nationalitet. Emir, der selv er krigsveteran, og som derfor blandt andet har mistet sit ene ben i konfrontation med serberne, kan ikke se bort fra barnets oprindelse. Kirsten står uforstående heroverfor.

Efterhånden forvandler modsætningen mellem Emirs modstand og Kirstens uforståenhed sig til en afgrundsdyb kløft imellem dem, og vi får indblik i, hvordan positionerne trækkes op, mens beskyldningerne om den enes ret og den andens hykleri flyver gennem luften.

Neverending Story er en film, der på blot 15 minutter får fortalt os, at vi langt ude i de menneskelige kringelkroge ikke er helt så viderekomne og afklarede, som vi går og tror. Nok er det måske lettere at være rummende og åben i et velstående og demokratisk samfund som det tyske, hvor krigen ligger 60 år tilbage, end det er at være det i et blot 20 år gammelt Bosnien-Hercegovina, der mindre end en generation tilbage var skueplads for nogle af de værste krigshandlinger i Europa siden netop Anden Verdenskrig.

Retten til at definere fortiden
Som tilskuer til dette drama er det dog ikke helt givet, hvor ens sympati ligger – et faktum, der måske afspejler spørgsmålet om de mildest talt problematiske sider ved internationale forsøg på at skabe og implementere forsoning gennem fredsbevarende internationale missioner. Hvis man har blot et minimum kendskab til krigen i det tidligere Jugoslavien og dens daglige tilstedeværelse i Bosnisk politik i dag – inklusive det internationale samfunds rolle, der til stadighed gør sig gældende ikke bare i dag-til-dag politikske spørgsmål, men også som en de facto udøvende magt, som er indskrevet i Dayton fredsaftalen – ja, så er det svært ikke at se paralleller i dynamikkerne mellem hhv. filmens hovedpersoner, Kirsten, Emir og Jasmina og efterkrigstidens hovedpersoner: Det internationale samfunds ”fredsopbygning”, de traumatiserede bosniske samfund og så det, der egentlig burde være i centrum, nemlig den nye generations fremtid i et sikkert og fredeligt Bosnien. Alt dette drukner i kampen om retten til at definere fortiden, og dermed hvilken vej det moderne Bosnien skal gå i fremtiden.

Det er arketypisk fortalt, og symbolikken er tyk. Første gang undertegnede stiftede bekendtskab med fortællingen, var det svært ikke at læse det internationale samfunds egen selvretfærdighed ind i tyske Kirsten, det (i bogstaveligste forstand) afstumpede, krigshærgede Bosnien-Hercegovina ind i bosniske Emir, mens den person det hele faktisk drejer sig om: Jasmina, den lille pige, som ingen rigtigt ved, hvordan de skal kategorisere: er hun bosniak? Eller er hun serber? Er hun begge dele? Og frem for alt: betyder det noget?

For at vende tilbage til filmens hovedtema, så er det klart, at alle disse spørgsmål – om de opfattes som væsentlige eller ej – er dem, der afgør hele sagen. Jasmina får lov at sidde alene tilbage på børnehjemmet, indtil de (måske) kommende forældre har taget stilling til, om deres egen fortid kan rumme et barn som hende. Deres hadefulde ord svæver rundt i natten og ind i børneværelserne, hvor den nye generation ligger og prøver at falde i søvn. Det store spørgsmål er, hvilken verden de vågner op til.

Med dette spørgsmål hængende i luften formår Muminovic at skildre en nok så væsentlig pointe, der ikke bare gør indtryk, de 15 minutter filmen varer. Til tonerne af Maja Petrovnas smukke kompositioner panoreres ud over skudhullerne i Sarajevo’s boligblokke. ”Sin querer, no puedo vivir” synger hun. Det gør indtryk. Tag det med.

 

Neverending Story vises på Itching Scratching-festivalen i Aarhus lørdag d. 2. november kl 15:00

Filmen kan også ses via Youtube

Annemarie Majlund Jensen er specialestuderende ved Europastudier på AU og har gennem de seneste tre år beskæftiget sig med Bosnien, hvor hun også har boet af flere omgange.

Af Annemarie Majlund Jensen