INTERVIEW | Magasinet rØST har mødt den bulgarske journalist Anthony Georgieff til en snak om et Bulgarien i økonomisk, politisk og moralsk krise – om et demokrati, der endnu ikke har slået rødder, en desperat befolkning og en afgået premierminister med en lyssky fortid og hang til tennis i arbejdstiden.
Magasinet rØST mødte i midten af oktober den bulgarske journalist Anthony Georgieff på PH Cafeen i København til en snak om bulgarsk politik arrangeret af Nyt Europa og Balkangruppen.
Bulgarien har siden starten af 2013 været præget af massiv politisk uro. Store folkelige protester mod den daværende regering tog deres begyndelse i februar og udviklede sig hurtigt i omfang og intensitet. Som reaktion udskrev daværende premierminister Bojko Borisov lynvalg til afholdelse i maj måned.
På trods af at Borisovs parti, GERB, kom ud af valget som det største, dannedes den nye regering som en koalition af de tre øvrige partier i parlamentet. Den nye koalitionsregering kæmper i øjeblikket for at finde fodfæste i et særdeles vanskeligt politisk klima og over for en befolkning, der ikke er meget mildere stemt over for de nye magthavere, og som fortsat protesterer.
For at forstå den nuværende situation i Bulgarien, må man forstå, hvem der sad ved magten, da de første protester startede tilbage i februar. Georgieff karakteriserer tidligere premierminister Bojko Borisov, der var regeringsleder fra 2009 og altså frem til maj i år, som en af de mest eksotiske premierministre, Bulgarien nogensinde har haft.
”Han er en mand, som mange bulgarere finder karismatisk”, fortæller han, ”og med det mener jeg den typiske machotype uden hår, mørk, som spiller fodbold og tennis hele tiden, gerne i arbejdstiden, og som taler som manden på gaden. Hvilket var, hvad der fascinerede det store flertal af bulgarere.”
En Berlusconi uden kvindetække
Borisov startede karrieren i 1990 som chef for et sikkerhedsfirma. Georgieff fortæller, at sikkerhedsbranchen på den tid blot var et andet ord for organiseret kriminalitet: ”For det, de gjorde, var at kræve penge af firmaer for at give dem beskyttelse. Hvis ikke de betalte, ville grimme ting ske for dem”, fortæller han.
”Men Borisov skabte sig en god karriere. Han fik til opgave at stå for beskyttelsen af forskellige højtstående embedsmænd, inklusive den tidligere konge, Simeon, der var premierminister fra 2001-2005. Og faktisk blev Borisovs karriere kickstartet af Simeon, da han udpegede ham til et højtstående job i det bulgarske indenrigsministerium.”
Simeon selv opnåede ikke genvalg, og en trepartikoalition tog magten fra 2005-2009. Dengang i 2005 vandt Borisov en jordskredssejr, der kun lige akkurat ikke var stor nok til at sikre ham et absolut flertal i det bulgarske parlament. Dette opnåede han til gengæld fire år efter, i 2009.
Georgieff beskriver årene fra 2009-2013, hvor Borisovs regering havde magten, som kendetegnet ved næsten komplet inaktivitet og stilstand. Bulgarien var allerede medlem af EU og NATO, og Borisov var vellidt af en række vestlige regeringer, hovedsagligt på grund af hans retorik, som var udtrykkelig pro-vestlig. Han pralede ofte med, at han havde tætte forbindelser til Angela Merkel, David Cameron og Silvio Berlusconi. Georgieff påpeger, at Berlusconi nok er den type, Borisov bedst kan sammenlignes med. Bortset fra at Berlusconi har kvindetække. Det har Borisov ikke.
Masseprotester og selvafbrændinger
Georgieff kritiserer Borisov og hans regering for at gøre så godt som ingenting ved den økonomiske krises indvirkning på Bulgarien: ”Dette var den eneste økonomiske krise, som ikke var hjemmegroet. Bulgarien har haft mange økonomiske kriser, både under og efter kommunismen, men de var alle selvskabte”, fortæller han.
”Regeringen anede ikke, hvad den skulle stille op, for den slags var aldrig sket før. Så hvad de gjorde var, at de ingenting gjorde. De ventede på, at krisen gik over, hvilket er det forkerte at gøre. Vestlige lande gennemlever alle cykliske kriser, men så ved både regeringen og de individuelle borgere, hvordan de skal agere. At de ikke skal spilde tiden, men uddanne sig og tilegne sig nye færdigheder. Men noget sådant skete desværre ikke i Bulgarien.”
Som konsekvens af regeringens manglende ageren på den økonomiske krise, stigende energipriser og øget fattigdom, opstod altså de store gadeprotester i begyndelsen af 2013. Nogle var ganske voldelige, fortæller Georgieff: ”Der var ca. 10 tilfælde af selvafbrændinger, hvilket er en forfærdelig ting at gøre.” Selvafbrændingerne skyldtes ifølge Georgieff desperation.
”Under tidligere regeringer har flertallet af bulgarere kunnet ane et håb”, fortæller han. ”Verden var lettere at forstå. I 1990’erne var det kommunisme mod vestligt demokrati, Vesten mod russerne, kapitalisme mod socialisme. Tingene er ikke så enkle længere”, forklarer Georgieff. Først kunne bulgarerne se NATO-medlemskab som et nationalt mål, derefter var det EU-medlemskab. Men som Georgieff konstaterer: ”Nu er der ingenting. Nu er de nødt til at leve med en meget meget dårlig og meget meget vanskelig økonomisk virkelighed, som ikke viser nogen tegn på forbedring.”
Den mest absurde regering i Bulgariens historie
Borisov så, hvor det hele var på vej hen med masseprotester og selvafbrændinger, så han tog hurtigt konsekvensen og udskrev lynvalg til maj 2013. Hans parti kom ud af valget som det største, men den nye sammensætning i parlamentet var sådan, at intet enkeltstående parti havde flertal. Da ingen ønsker at samarbejde med Borisov og hans parti, har de øvrige partier dannet en treparti-koalitionsregering.
Georgieff fortæller, at hvor Borisov nok er den mest excentriske premierminister, Bulgarien nogensinde har haft, så vil den nuværende regering blive husket som den mest absurde regering, landet nogensinde har haft. Den består af Socialistpartiet, altså de tidligere kommunister, et parti ved navn Bevægelsen for Rettigheder og Frihed, der er domineret af etniske tyrkere, og endelig det nationalistiske parti, ATAKA, som er inspireret af Le Pens Front Nationale i Frankrig og Frihedspartiet i Østrig. ”Hvordan kan et ekstremt nationalistisk parti være i samme regering som det muslimske parti?” spørger Georgieff retorisk.
Efter valget og tiltrædelsen af, hvad Georgieff kalder den ”absurde nye regering”, var der igen gadeprotester, som med varierende intensitet er fortsat til i dag. Men når nu den forrige regering er afsat, og en ny er indsat, hvad er det så, folk protesterer imod?
Georgieff forklarer det således: ”En meget vigtig ting at vide om Bulgarien, i stærk kontrast til Danmark og Nordvesteuropa, er, at hvis man spørger nogen, der for eksempel protesterer foran Christiansborg, hvorfor de protesterer, så vil de svare: Vi vil have højere skatter, eller vi vil have lavere skatter, men i Bulgarien er det ikke det rigtige spørgsmål at stille. Det rigtige spørgsmål er: Hvem sendte jer? Hvem betaler jer for at protestere?”
Hvis ikke denne regering, hvilken så?
Han forklarer, at de, der nu er på gaderne i Sofia, har fået tilladelse til at demonstrere dagligt af byens borgmester – som er udnævnt af Borisov – på trods af, at den offentlige transport i Sofia ikke fungerer på grund af protesterne, og mange mennesker derfor ikke kan komme til og fra arbejde.
Georgieff understreger, at han som menneske og borger mener, at protester er sunde og rusker op i tingene, men at de nuværende protester ikke længere har hans fulde opbakning: ”Demonstranterne siger, at de aldrig vil give op. De vil have regeringen til at gå af og udskrive nyvalg med det samme. Demonstranterne bliver dog ikke stillet – og vil ikke besvare – to spørgsmål: 1) Hvis ikke denne regering, hvilken vil I så have? Og 2) Hvis ikke disse partier, hvilke vil i så have? De vil ikke besvare disse spørgsmål! Dette er det absurde ved protesterne. Det absurde ved regeringen er, at den lader som om, der ingenting sker ude på gaderne”, siger han. ”Deres vigtigste mål lige nu er, hvordan de skal forblive ved magten så længe som muligt.”
”Det parti, der har direkte fordel af protesterne, er hans (Borisovs, red.) parti, fordi hans parti er mammut-partiet i Bulgarsk politik”, forklarer Georgieff. ”Jeg siger parti, men det er ikke et parti i vestlig forstand. Det har aldrig haft en partikongres for eksempel. De fleste partier i et demokrati lytter til medlemmerne, har forsamlinger, nationale og lokale, spørger medlemmerne, hvad de ønsker, og hvilke forslag de har. Men det har aldrig fundet sted i dette parti. Det var Borisov, der egenhændigt udnævnte personer, tog vigtige beslutninger og implementerede dem. Uden at konsultere nogen. Dette er ganske simpelt ikke det rette at gøre i et demokrati”, siger Georgieff
Putins model
Som forklaring på de mere grundlæggende problemer bag Bulgariens nuværende situation fortæller Georgieff, at demokratiet aldrig har været særligt stabilt i Bulgarien: ”Det er meget nyt”, siger han. ”Demokrati tager tid, det tager tid at opbygge institutioner og at sikre, at alle kontrolmekanismer er på plads for at sikre uafhængighed af de forskellige statsorganer. Bulgarien var mere eller mindre på rette vej. Men da Borisov kom til, bemægtigede han sig alt. Efter min mening var den model, som han indførte, meget lig Putins model i Rusland. Han udnævnte personligt den nuværende præsident. Selvfølgelig var der valg, men Borisov sagde efter valget, at hvem end, han havde foreslået, ville være blevet valgt. Hvilket var sandt! Så udnævnte han nøglefigurer ikke bare i statsadministrationen, men i hele den offentlige sektor, hvilket er endnu vigtigere, fordi alle niveauer i forvaltningen dermed er loyale over for ham”.
Som resultat af alt dette, mener Georgieff, at Bulgarien for øjeblikket gennemlever tre forskellig kriser: Den økonomiske krise, som nok vil blive værre, før det bliver bedre, en politisk krise og en moralsk krise. Hvad angår den politiske krise ser han et optimistisk og et pessimistisk scenarie. Det optimistiske er, at om ti år, efter et årti med kreativ politisk ustabilitet, vil nye ansigter være dukket op, og nye partier måske være opstået.
Som Georgieff ser det, er der ”ingen måde at ændre ved et parlamentarisk demokrati uden gennem politiske partier og valg. Der er ingen anden måde. Så for at ændre situationen er der brug for enten nye politiske partier eller reformbevægelser, som kan vælges til parlamentet og begynde at udrette noget dér. Man kan ikke implementere forandringer fra gaden – det er ikke den franske revolution”, siger han. ”Det pessimistiske scenarie er tyve års ukreativ ustabilitet og så tilbage til udgangspunktet, og jeg vil virkelig helst ikke tænke på dette, fordi forhåbentlig vil tingene blive bedre hurtigere end det.”
Følelsen af desperation
Hvad angår den moralsk krise, mener Georgieff, at den vil være den mest vanskelige at overkomme: ”Vi har ikke tiden nu til at gå ind i alle detaljer og forstå den følelse af desperation, som mange bulgarere, især de, der bor uden for de store byer, føler nu”, forklarer han.
”Man er virkelig nødt til at se på almindelige menneskers liv. Folk som ikke deltager i det politiske liv, som ikke er i medierne, som ikke er kreative – folk som går på arbejde hver dag. De har to bekymringer. Den ene er at sikre god uddannelse til deres børn, og den anden er at være i stand til at brødføde deres familier. De vil være sikre på at få deres løn. Og dette er det overvejende flertal af bulgarere, som politikerne ikke ofrer megen opmærksomhed – bortset fra når der er valg”, siger han.
”Den moralske krise har skabt en følelse af desperation og en følelse af at være havnet i en blindgyde. At der ikke er nogen vej at gå herfra. Som jeg nævnte før, kunne flertallet af bulgarere tidligere se et mål, at der var noget positivt, der ventede dem i fremtiden. Nu kan de ingenting se. Hvad sker der så? Der er umiddelbart tre-fire ting at være bekymret for”, forklarer han.
“For det første øget intolerance mod minoriteter, først og fremmest sigøjnere, men også muslimer. For det andet migration, især af yngre mennesker. De vil gerne rejse ud for at læse i udlandet og aldrig vende tilbage. For det tredje: Intolerance derhjemme, intolerance mod naboen”, fortæller han, ”denne intolerance over for mennesker, som er lige ved siden af dig, og som er forskellige fra dig – ikke nødvendigvis i deres hårfarve, men fx i deres indkomstniveau, uddannelsesniveau og andre sociale indikatorer – øges lige nu i Bulgarien.”
Anthony Georgieff er journalist og forfatter og kom første gang til Danmark i 1989. Han har arbejdet for BBC World Service i London i de tidlige 1990’ere og for Radio Free Europe i Munchen i de sene 1990’ere. I slut-1990’erne vendte han tilbage til Danmark, hvor han arbejdede for det nu hedengangne Aktuelt og Kristeligt Dagblad. Siden 2003 har han bedrevet forlagsvirksomhed i Bulgarien og skrevet bøger om blandt andet etniske minoriteter i Bulgarien, særligt tyrkere og jøder.
