ANALYSE | Historien vælger til tider besynderlige hovedpersoner – undseelige præsident Janukovitj fra Donetsk kan blive manden, der bringer Ukraine ud af Ruslands skygge. Peter Zacho Søgaard analyserer.
Da Viktor Janukovitj tilbage i 2010 blev valgt til Præsident i Ukraine spåede alle, at det nu var endegyldigt slut med Ukraines europæiske ambitioner. Den tidligere præsident Viktor Jusjtjenko (2004-2010) havde snakket om Europa i én uendelighed, men intet gjort der realiserede målet og med valget af hans rival Janukovitj, der havde en fortid som guvernør for Ukraines aller østligste og mest russiskvenlige provins, Donetsk, ville Ukraine vende sig endegyldigt mod Rusland, troede mange.
De havde også noget at have det i ganske længe. Janukovitj skrinlagde ideen om ukrainsk NATO medlemskab og forlængede lejeaftalen af den ukrainske havneby Sevastopol til den russiske sortehavsflåde til 2042 til gengæld for en billigere gaspris fra Rusland i en periode. Det skabte ramaskrig blandt ukrainske nationalister. Han støttede ligeledes en kontroversiel sproglov, der ligestiller minoritetssprog (læs russisk), med det ukrainske, så længe mindst 10 pct. af befolkningen i en region udgør et sprogligt mindretal. På den måde kan russisktalende ukrainere slippe for nogensinde at lære ukrainsk, mener kritikere. Tilsammen tegnede der sig et billede af en Janukovitj, der så mod Rusland, ikke kun som forbillede politisk, men også i modstand imod en ukrainsk nationalidentitet han ikke havde noget varmt forhold til.
Derfor er det lidt af et chok, at præsident Viktor Janukovitj nu ser ud til at blive manden der kan føre Ukraine et stort skridt ud af Ruslands skygge og ind i den europæiske familie med underskrivelsen af den europæiske associeringsaftale til november i Vilnius. Hvordan kan det gå til?
Vladimir Putin spænder ben for sig selv
Det korte svar er: Vladimir Putin. På to måneder har Putin gjort mere for Ukraines tilnærmelse til det europæiske fællesskab end ukrainske politikeres samlede bestræbelser de foregående 20 år. Kremls måde at lægge pres på Ukraine har været voldsomt uraffineret, og er ikke gået hverken EU eller den ukrainske elites næse forbi. Associeringsaftalen er blevet et spørgsmål om geopolitik, og så står Janukovitj pludselig med bedre kort på hånden.
Først var der den russiske handelsblokade af ukrainske chokoladeprodukter produceret af den proeuropæisk oligark og tidligere minister Petro Porosjenkos firma Roshen. Så var det de ekstra toldinspektioner, der ud af det blå blokerede grænsen til Rusland i dagevis. Så var det stålrør til gasledninger, produceret af den ukrainske oligark Viktor Pintjuk, der måtte vente ved grænsen som ”vink med toldbommen” om, hvilken vej vinden ville blæse fremover, hvis man afviste det russiske tilbud om samarbejde.
EUs realisme en fordel
Hvis Putins trampen rundt i manegen skulle bringe Ukraine tilbage i folden, har det haft den modsatte effekt. Både Ukraines økonomiske elite, bestående af stenrige erhvervsfolk i parlamentet, Janukovitj selv og EUs repræsentanter er med forskellige begrundelser kommet frem til, at et Ukraine udenfor døren til Europa ville være noget skidt. Denne erkendelse har intet med Ukraines ”drømme” om at realisere sin “europæiske identitet” at gøre, som Ukraines EU-ambassadør, Konstantin Jelisjejev under sit besøg i København, ellers artigt forklarede rØSTs udsendte. Det handler om geopolitiske interesser.
Ukraine kan meget vel være et korrupt oligarki, men EU ønsker ikke at give Rusland frit spil overfor en så stor partner som Ukraine. Janukovitj bliver ikke en tøddel mere demokratisk og Julia Timosjenko kommer ikke en tomme tættere på udgangen til fængslet, ved at lade landet sejle sin egen sø ind i favnen på Rusland. Derfor er forhandlingssporet med EU heller aldrig døet helt, selvom det godt nok har lugtet sådan i lange perioder.
Turbo på reformer
Reformpresset fra EU ser nu ud til at virke. Janukovitj har de seneste måneder været katalysator for at sætte turbo på de lovgivningsændringer EU forlanger, før man kan underskrive traktaten. Siden Radaens efterårssession gik i gang 3. september er alt med overskriften ”europæisk” blevet vedtaget med komfortable flertal. Det gælder ændringer til valgloven, forbedring af den offentlige anklagemyndighed, og retssystemet generelt. Nu er lovgivning i Ukraine en ting, og implementering af den noget ganske andet – men Venedig-kommissionen (Europarådets rådgivende organ for forfatningsreform red.), der overvåger processen, har givet udtryk for tilfredshed med den grad af samarbejdsvilje, man har mødt. Selvom man langt fra er i mål endnu.
For at nå så langt har Janukovitj haft travlt med at banke modstandere af EU-traktaten på plads i sit eget regeringsparti, Regionernes Parti, samt forhindre oppositionen i at lægge hindringer i vejen.
Prorussiske Viktor Medvedtjuks parti, Det Ukrainske Valg, og Kommunisterne, der er modstandere af EU fik således forbud mod at registrere deres indsamling af underskrifter for en folkeafstemning om traktaten hos den centrale valgkommission. Det sørgede en lokal domstol i Kiev for.
Samtidig har den proeuropæsiske kurs den fordel for Janukovitj, at den er med til at tage brødet ud af munden på den pro-europæiske del af oppositionen. Det gælder UDAR, eks-bokseren Vitali Klitskos parti, og Julia Timosjenkos Vort Fædreland. Janukovitj Parti, Regionernes parti, hvis vælgeropbakning svigtede i hjemstavnen Donetsk ved sidste valg, har brug for at appellere bredere frem mod præsidentvalget i 2015.
Oligarker frygter Janukovitj og konkurrence fra Rusland
For Ukraines økonomiske elite er der tabere og vindere ved aftalen. De der eksportere udelukkende til Rusland, går en usikker fremtid i møde, men på den lange bane er der kun fordele ved en aftale med EU. Ukraines samhandel med omverdenen står ved et vendepunkt. Eksporten til Rusland og Europa er næsten lige store, hhv. €12,3 imod €12,9 mia. i 2012, men tendensen er imod vækst i den europæiske eksport og fald i den russiske. Potentielt er Europa et langt større marked for ukrainske varer. Samtidig er der andre og mere håndgribelige fordele for Ukraines rigeste ved at blive lukket ind i Europa: Retssikkerhed.
Ukraines oligarker har for størstedelens vedkommende bygget forretningen op på formuer opnået igennem lysky handler med statslig ejendom i de lovløse 90ere. Det korrupte og uigennemskuelige politiske system var dengang en fordel, fordi man kunne stjæle som man ville, bare de rigtige lommer blev fyldt. Nu hvor deres forretningsimperier er vokset og blevet reelle firmaer, der producere varer, og ikke kun handler med råmaterialer som gas og stål, gør deres lovløse rødder dem sårbare over for afpresning. De har set, hvordan Julia Timosjenkos fortid som gashandler er blevet brugt imod hende.
Nu er de interesseret i at legitimere deres formuer og position i retsvæsenets og i omverdenens øjne. Nok ville konkurrencen fra Europa blive større med associeringsaftalen, men i modsætning til konkurrencen fra de russiske oligarker med stærke politiske forbindelser ville den spille efter reglerne.
Samtidig vil Europa kunne beskytte dem fra Janukovitj. Som man så i Rusland med Khodorkovsky og i Ukraine med Julia Timosjenko kan penge ikke beskytte dig imod retsforfølgelse og fængsel, hvis præsidenten i en stat med et korrumperet retsvæsen nu engang har besluttet sig for, at du er skyldig. Det kan EU traktaten ændre på.
Timosjenko har ikke spillet sin trumf
Netop Timosjenko synes at være sidste mulige stopklods for underskrivelse af en aftale. Timosjenko har accepteret et forslag om at flyve til Tyskland for at modtage behandling for sin ryglidelse, et tilbud Janukovitj netop har accepteret efter en uges overvejelser. Som det lovforslag der er på vej igennem Radaen ser ud nu, bliver hun ikke benådet for sin dom, men skal i fængsel igen efter endt behandling. Sovjetloven om embedsmisbrug hun blev dømt efter, står ligeledes ved magt, og bøden på 190 mio $ og forbuddet mod at kandidere til politiske hverv ligeså.
Hvis hun accepterer at tage til Tyskland uden benådning, er det en overraskende drejning, da hun i så fald ikke har udnyttet den magtposition hun fik tildelt af EU, som stopklods for underskrivelsen af EU traktaten. Hun alene kan give Janukovitj associeringsaftalen på et sølvfad. Hun ville omgående kunne søge om politisk asyl i Tyskland, og sikkert også få det, men tilværelsen som politisk eneboer der ville passe hende dårligt. Hun går efter benådning og en genindtræden i Ukraines politiske liv. Hun burde kunne få en bedre handel ud af Janukovitj, men tør han slippe hende fri, hvis der er blot den mindste chance for, at hun kan stille op i 2015?
I den kommende uge vil de to EU udsendinge, irske Pat Cox og tidligere polske præsident Alexander Kwasnjewski diskutere lovforslaget med regeringen i Kiev.
Putins rolle er udspillet
For Putin er situationen ude af kontrol – efter at have pustet sig op overfor Ukraine i august og september og truet med handelsblokade, udsmidning af SNG-frihandelzonen og bål og brand hvis EU aftalen blev underskrevet, lød der pludselig blide toner d. 8. oktober: Gazprom skulle med Putins velsignelse have givet Ukraine en enorm gasrabat på 120 $ pr. 1000 m3 til efterårets opfyldning af de underjordiske gaslagre til vinteren. En reduktion af gasprisen fra 380 til 260 dollars pr. 1000 m3. En rabat Ukraine har forsøgt at opnå i årevis uden held.
Too little too late. Janukovitj regering står med en økonomi på randen af kollaps og prisen for at blive reddet af Rusland er alt for høj. Økonomien skrumpede i 2. kvartal 2013 med 1,3 %, valutareserverne er decimeret i det seneste år, og betalingsbalancen vil komme yderligere under pres, når/hvis der lukkes op for import at europæiske varer uden told. Et samtidigt stop for eksport til Rusland pga. truslen om russiske handelssanktioner ville kunne skubbe betalingsbalancen ud over afgrunden. Derfor har Janukovitj øjnene stift rettet mod et nødlån fra IMF eller EU, så snart associeringsaftalen er underskrevet – men regn ikke med noget før blækket er tørt – alt plejer at kunne ske i ukrainsk politik.
