ANALYSE| Rusland har optrappet sin offensiv imod Ukraine forud for en aftale om tættere økonomisk tilknytning til EU, hvilket er ved at udvikle sig til en diplomatisk krise. Peter Zacho Søgaard har set på Ukraines udenrigspolitiske dilemma.
Natten mellem tirsdag og onsdag i sidste uge gik grænsebommen pludselig ned i mellem Rusland og Ukraine. Russiske toldofficerer forlangte med ét, at ukrainske lastbiler med varer til det russiske marked skulle aflæsses, og lasten inspiceres stykke for stykke, hvilket skabte lange køer af lastbiler ved grænseovergangene. Ifølge uofficielle kommentarer fra de russiske toldmyndigheder havde ukrainske varer fået mærkatet “høj risiko” fra højeste sted, og skulle derfor underlægges en grundig kontrol. Denne udlægning blev efterfølgende afvist af Kreml, men en officiel forklaring fra de russiske toldmyndigheder på den udvidede grænsekontrol mangler stadig.
Russisk politisk pres
Grænsestriden mellem Ukraine og Rusland er blot den seneste i en længere række af stridigheder. D. 29 juli forbød de russiske myndigheder for forbrugerbeskyttelse import af den populære ukrainske chokoladefabrikant Roshens produkter til Rusland, på mistanke om, at de fyldte chokolader skulle indeholde det kræftfremkaldende stof Benzopyren. Men selvom fødevaremyndigheder fra Moldova, Tajikistan og Kirgisistan efterfølgende frikendte chokoladerne for stoffet står forbuddet stadig ved magt i Rusland.
Striden har da heller ikke med chokolade at gøre, men politik – hvilket er klart hvis man ser på baggrunden for “chokoladekrigen” og de lukkede grænser. Rusland ønsker at lægge maksimalt pres på Ukraine frem imod d. 29. november, hvor EU’s tredje topmøde for det østeuropæiske partnerskab finder sted i Litauens hovedstad, Vilnius. Her bliver det endeligt afgjort om Ukraine skal underskrive den for længst underskriftsparate frihandelsaftale med EU, eller om landet skal vælge Rusland som sin langsigtede partner.
EU-venlig chokoladefabrikant
Chokoladefabrikanten Roshen er i den forbindelse en del af det proeuropæske hold i Ukraine og derfor ikke en af Kremls venner. Fabrikken er ejet af den ukrainske oligark, tidligere udenrigsminister i daværende præsident Viktor Jusjtjenkos regering, Petro Porosjenko. Porosjenkos EU-venlige politik tilskrives en stor del af æren for at Ukraine overhovedet er blevet tilbudt en udvidet partnerskabsaftale. Konstantin Zatulin, direktør ved SNG-instituttet i Moskva, udlægger overfor Radio Free Europe, at Roshen og Porosjenko blev udvalgt som Putins offer pga. sin rolle i Ukraines europapolitik: “Du kan ikke agitere imod økonomisk samarbejde med Rusland, samtidig med at du tjener penge på det russiske marked”.
Moskva er dybt bekymret for Ukraines indlæmmelse i den europæiske økonomiske zone. Rusland står uden for EU og ønsker Ukraine som en del af sin Eurasiske union, et centralasiatisk økonomisk samarbejde sat i søen i 2007 med Hviderusland og Kazakhstan. Samarbejdet er indtil videre kun en toldunionen, men skulle efter planen blive en rigtig politisk union fra 2015. Uden Ukraine bliver det en institution uden international tyngde.
Janukovitjs svære valg
For Janukovitj regimet repræsentere frihandelsaftalen med EU et dilemma: Afvise Rusland og leve med konsekvenserne af et tilfrosset forhold til sin største handelspartner, eller opgive integration med Europa, uden udsigt til nogensinde at få et så godt tilbud igen. Aftalen med EU er ikke en triviel samarbejdsaftale men en meget omfattende traktat, der skal afløse den falmede “european neighborhood policy”.
På EU-sprog hedder traktaten på engelsk “EU-Ukrainian association agreement and Deep and Comprehensive Free Trade Area” og er med udvidelseskommisær Stefan Füles, ord “den mest omfattende traktat nogensinde udformet imellem EU og et tredjeland”. Så tæt man kan komme på EU medlemskab, uden rent faktisk at blive det og potentielt et kæmpe boost for Ukraines skrantende økonomi.
Men Janukovitj har ikke råd til at ignorere Rusland fuldstændigt. Kommer Ukraine med i partnerskabet kan Janukovitj blive tvunget til at give Putin en stor luns kød, for at genoprette forholdet. Dette kunne være det salg af gas-infrastruktur i Ukraine, Gazprom så længe har haft øverst på ønskesedlen, men det ville samtidig være et afgørende slag mod Ukraines suverænitet.
Sidste tilbud fra EU
Problemet for Janukovitj er, at han på den anden side heller ikke ønsker at have et EU åndende i nakken med formaninger om reformer af det juridiske system og korruptionsbekæmpelse. Et reformarbejde Janukovitj ikke har nogen som helst interesse i at påbegynde eller færdiggøre fordi det ødelægger hans ambitioner om at genvinde præsidentposten i 2015. EU ved dette og har tilkendegivet at man ikke længere tilbyder frihandelsaftalen uden videre, men vil lade den afhænge af om Ukraine har taget det afgørende skridt på tre områder: Bedre retssikkerhed, lovhåndhævelse og frie valg. Er der ingen afgørende fremgang sket, er der ingen underskrift til november og efter Vilnius er der ikke flere tilbud på bordet. Det er nu eller aldrig hvis Ukraine skal med.
Det russiske alternativ med en eurasisk toldunion (ECU) er bestemt en mulighed for Ukraine. Her stilles der ingen krav om demokrati eller korruptionsbekæmpelse. Og i modsætning til hvad kritikere har forventet har samarbejdet udviklet sig til en regelbaseret toldregime og ikke en klub, hvor Rusland bestemmer alt. Siden 2011 har ECU institutionen baseret sit regelsæt på WTO’s standarder og det gør den mere attraktiv for Ukraine, der indtil nu kun har observatørstatus, af frygt for russisk dominans i unionen.
Dårlig stemning på statslederniveau
Men så er der jo lige det dårlige forhold mellem Putin og Janukovitj som mellemregning: Putin besøgte Kiev d. 27.-28. juli for at fejre 1025 årsdagen for den ortodokse kristendoms indførelse i middelalderstaten Kiev Rus. I løbet af de to dage besøget varede brugte de to ledere kun 15 minutter i samme rum og det var så det. Putin talte i floskler om Ukraine og Ruslands fælles rødder, og at man burde stå sammen imod konkurrencen fra verdensmarkedet, mens Janukovitj for sin del anerkendte fælles interesser, men ellers havde slået tonen an den foregående dag forinden (d. 26.), hvor han i en tale kritiserede at bruge en religiøs fest til at promovere politiske interesser. En slet skjult henvisning til Rusland, der med festivitasen i Kiev forsøger at promovere ideen om Russkiy Mir, en russisk civilisation og verdensorden adskilt fra vesten, som Ukraine er en del af.
At fejringen af kirkejubilæet var en festligholdelse af russisk civilisation frem for en religiøs fest for ortodoks kristendom blev understreget af, at den ukrainsk ortodokse kirkes ledere ikke var inviteret, og derfor holdt deres egen mindehøjtidelighed samme sted dagen efter.
Uheldig russisk strategi
Hertil kommer de nedladende signaler Putin sender i sin kommunikation med Ukraine. Historieprofessor og Ukraine-ekspert David Marples taler på sin blog om, at der sker sammenbrud i Putins ellers så kalkulerede udenrigspolitik når det gælder Ukraine. Overfor Ukraine bliver Putin til en belærende skolemester, der skal bringe civilisationen til de uvorne elever og det risikere at fornærme ukrainerne og drive dem i armene på EU. Putin brugte f.eks. mere tid på at besøge konferencen med den mildt nedladende titel “Ortodoks-Slaviske værdier: Grundlaget for Ukraines civiliserede valg”, end han gjorde sammen med præsident Janukovitj.
Konferencen var arrangeret af den prorussiske oligark og partileder Viktor Medvetjuk, der åbent er modstander af EU-traktaten og en potentiel modkandidat til Janukovitj ved præsidentvalget i 2015.
Presidentens private interesse
Putin der i 2008 beskrev Ukraine som en “abnormalitet” og “ikke engang en rigtig stat”, søger at få maksimal indflydelse i landet frem mod præsidentvalget. Skulle associeringsaftalen gå igennem ved EU topmødet har Rusland stadig kort på hånden til at forhindre de 28 EU lande i at ratificere den, men Ukraine ville være tabt for den Eurasiske Union. Derfor er handelsstriden formentlig ikke det sidste træk fra Putin før november.
Præsident Janukovitj eneste dagsorden er at konsolidere sit forretningsimperium og blive genvalgt som præsident i 2015 efter den putinske model. I denne process har han været villig til at gå langt for at tække Rusland og ignorere krav fra EU om at sikre retssikkerhed og frie valg. Men han vil kun gå så langt som hans personlige interesser rækker, og deltager ikke frivilligt i Putins neoimperiale drømme om at opsluge Ukraine. Spøgsmålet er om EU overhovedet kan give ham et valg d. 28. november i Vilnius.
