BOGANMELDELSE | Sofi Oksanen: Da duerne forsvandt. 368 sider. På dansk ved Birgita Bonde Hansen. Rosinante (2013). Pris 299.95. Anmeldt af Mette Christensen.
Den finske forfatter Sofi Oksanen har, siden hun debuterede med romanen Stalins køer, nydt stor anerkendelse i Nordeuropa, og især hendes tredje roman Renselse har været læst og anerkendt herhjemme, ligesom den også vandt Nordisk Råds Litteraturpris.
Oksanens nye roman Da duerne forsvandt er tredje roman i Oksanens tetralogi om Estlands nyere historie. Hun tager afsæt i en virkelig figur fra datidens Estland; en mand ved navn Edgar der under skiftende identiteter arbejdede for blandt andet KGB og den nazistiske besættelsesmagt.
Denne Edgar forstår, på grusomste vis, at spinde et spind af løgne omkring sig, at forråde sine nærmeste og på intelligent vis bedrage sine omgivelser. Uanset om man kan lide edderkoppen eller ej, får den således spundet et mesterligt spind omkring sig. Noget andet kan man sige om det spind, Sofi Oksanen får spundet.
Uheldig forudsigelighed
Historien om Edgar er en historie, der er gennemsyret af løgne og hemmeligheder – og det er muligvis derfor, at Oksanen prøver at have en masse hemmeligheder for læseren undervejs i romanen. Navne skjules og ændres, så man må gætte sig frem undervejs, og der skiftes hyppigt i både tid, sted og synsvinkel.En teknik som ofte kan underbygge spændingsopbyggelsen i en roman, men som i dette tilfælde mest ligner en teknik, der har til formål at forvirre fjenden og gøre en, i virkeligheden ret enkel, fortælling unødigt kompliceret.
Disse lidt klodsede fortællertekniske greb fra Oksanens side forhindrer dog ikke hendes plot i at være så gennemsigtigt som dugdråberne på Edgars spindelvæv og afhjælper således ikke en uheldig forudsigelighed i plottet. Kun ganske få gange lykkes det Oksanen at tilføre handlingen overraskende momenter, men de gange hun gør det, gør hun det godt.
Malplaceret trekantsdrama
Den største fejl Oksanen begår i denne roman er, at hun forsøger at tvinge et trekantsdrama ned over et egentlig allerede spændende og originalt plot. Det tager fokus fra Edgars hemmelighedsfyldte liv og grusomme bedrifter og forsøger at give hele situationen er skær af shakespearesk kærlighedstragedie, som ikke rigtig synes hverken at lykkes eller at passe til handlingen.
Trekantsdramaet har karakter af en opstillet kliche. Det får personerne til at virke karikerede og deres ræsonnementer til at virke urealistiske. Med andre ord; man kan ikke umiddelbart identificere sig med nogle af de personer, man præsenteres for i romanen, og følge deres handlinger. På trods af at nogle af personerne naturligvis er mere sympatiske end udgangspunktet, Edgar, virker de alle sammen utroværdige og overfladiske. Man kommer ikke ind under huden på dem.
Systemets altomfattende indsigt
Jeg kan ikke benægte, at Da duerne forsvandt ikke levede op til mine temmelig høje forventninger til Sofi Oksanens talent, primært fordi den er en opbygningsmæssig fadæse, hvor handlingen drukner i en uoverlagt omgang med fortælleteknik. En formildende omstændighed er dog, at der også er noget Sofi Oksanen gør eminent og overlegent i romanen.
”Historien morede ikke længere Parts. Han kunne hver dag i sit eget hjem se tegn på sindets skrøbelighed og dets uafvendelige forræderi. Alle har et bristepunkt, og hvis intet andet nedbrød sindet, så gjorde tiden det, fremkaldte minder fra tider, som man ikke ville mindes, fik en til at råbe på grevinder og tsarinaen…”
Det drejer sig om skildringen af, hvordan det påvirker mennesker at leve i den konstante frygt for systemet, som var så kendetegnende for datidens Østeuropa. Det er skildringerne af usikkerheden, paranoiaen, sindssygen, den dobbeltrettede mistænksomhed og uigennemskueligheden, der løfter romanen til et tåleligt og ligefrem interessant niveau.
”Måske sad der lige nu en og skrev rapport om ham. Nye fotografier blev klistret på pappet, hans personlige oplysninger nedfældet, mappen om ham voksede…”
Forvrængning af virkeligheden
Særligt Edgars manipulation med de to efterretningstjenester og skildringen af, hvordan han knuser sine tilbageværende familiemedlemmer og får andre dømt for sine egne forbrydelser, er bemærkelsesværdig. Sindssygen hos hans nærmeste står i disse passager som et sidste, desperat værn mod systemets altomfattende viden. Som man kan se i citatet nedenfor, bliver det umuligt af afkode, hvornår tingene er, hvad de ser ud til at være, og hvornår de er noget helt andet.
”Det måtte være et hemmeligt sprog, uden tvivl, og for at knække koden havde han brug for langt flere breve. Der var noget under opsejling, men hvad, og hvad var Kålhovedets rolle?”
Sofi Oksanen fører, om end ubehændigt, sine personer ind i en grusom verden, hvor man ser spøgelser overalt, og læseren ind i et klodset spundet spindelvæv i hvilket vi kan finde en delvist interessant og delvist kvalm (ulykkelig kærligheds)fortælling.
