LEDER | En lav fødselsrate og høj dødsrate samt massive udvandringer truer med at lægge Østeuropa øde. Men nu er det nok. Politiske initiativer skal sikre flere børn og lokke de landflygtige hjem igen.
Hele Europa lider under befolkningstab. EU’s samlede fødselsrate ligger på ca. 1,6 børn pr. kvinde, hvilket er for lidt til at opretholde befolkningstallet. Det kræver en rate på 2,1.
Værst ser det dog ud i Sydeuropa, samt områder af den tidligere østblok. Trods undtagelser, som Albanien og Kosovo, der har en høj fødselsrate og Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien, der har haft en mere stabil økonomi end deres naboer mod øst, er faldet i befolkningen i de østeuropæiske lande forværret af store udvandringer mod Vesteuropa, USA og Australien. Siden 2000 anslås det, at næsten ti procent af Litauens befolkning har forladt landet. I Ukraine er befolkningstallet faldet fra over 52 mio. i midten af 90’erne til godt 45 mio. sidste år.
Ingen garanti for job
Der er selvfølgelig flere forklaringer på, at det er gået så galt i et område, der dækker mere end 20 forskellige lande.
Under den kolde krig havde befolkningerne i regionen meget ringe muligheder for at rejse og slå sig ned andet steds (bortset fra hvis myndighederne havde en interesse i det, som eksempelvis under tvangsdeportationerne i Sovjet). Efter Murens fald skrumpede de allestedsnærværende kommunistiske administrationer, der hidtil havde garanteret alle job og forsørgelse, til en nyliberal samfundsstruktur med lave skatter og ofte dårlige forhold i den offentlige sektor. Man var ikke længere garanteret job og det offentlige sundhedsapparatet var ofte nedslidt og korrupt.
Murens faldt åbnede til gengæld muligheden for at flytte derhen, hvor der fandtes arbejde, og folk begyndte at udvandre. Medlemskabet for en lang række af de gældende lande i EU, intensiverede udvandringen. Polens udenrigsministerium anslår, at over to mio. mennesker har forladt landet siden EU-medlemskabet i 2004. Og at forlade hjemlandet for at prøve noget nyt, har været overkommeligt for stadigt flere, da næsten alle har familie eller venner i udlandet, som kan hjælpe med at finde et værelse i London eller et job i Melbourne eller Stockholm.
Udflytningerne er gået ud over den i forvejen lave fødselsrate, da det i høj grad er de unge, der flytter efter bedre arbejdsmuligheder, og efter bedre steder at stifte familie. Fødselsraten i Estland og Letland lå i 2011 på blot 1,3, mens den i Rumænien var helt nede på godt 1,2.
Kom hjem!
Hidtil har man været tilbageholdende med at gøre en indsats imod folkevandringen. I mange lande som Serbien, Rumænien og Bulgarien er der i den politiske elite mere fokus på at holde sig på taburetterne og på politisk mudderkastning end på at løse de langsigtede problemer. Samtidig har behovet for at holde på udvandrerne været minimalt, især under krisen, da det sjældent var de borgere, som overvejede at forlade landet, der bidrog mest til samfundet.
Tværtimod var en stor del af dem arbejdsløse. I stedet for at belaste de skrøbelige statsbudgetter ved at forbruge sociale ydelser fandt de job i udlandet, og havde nu mulighed for at sende penge til familien hjemlandet i stedet. Andre udvandrere var minoriteter, man ikke havde noget imod forlod landet, som eksempelvis romaerne i Sydøsteuropa eller russerne i Estland og Letland.
Investerer i diaspora
Flere steder er man dog ved at vågne op. Krisens værste år er ved at være ovre, og i flere lande er man begyndt at mangle den arbejdskraft, der er udvandret. I Polen har man, ifølge en undersøgelse af Rockwoolfonden, kunnet se en betydelig lønstigning i de sektorer, som har oplevet størst mandefald – særligt de mellemuddannede, så som tømrerne og andre håndværkere.
Polen er klar over tabet til udlandet og potentialet i den store diaspora. Derfor er der oprettet en særlig pulje i udenrigsministeriet, som hvert år sætter næsten 100 mio. kr af til projekter, der holder den polske identitet ved lige hos diasporaen og skaber incitamenter for dem til at vende tilbage som investorer eller entreprenører.
I Baltikum, særligt Estland og Litauen men også i Ukraine, har man i stedet fokuseret på sociale ydelser. For at holde på de unge indtil de stifter familie har man presset de sociale ydelser for forældre i vejret. I Litauen er barselsperioden netop blevet fordoblet fra et til to år og understøttelsen på barsel er nu noget højere end i Storbritannien, hvor mange unge litauere er flyttet til. ”Kom hjem og vi vil sørge godt for jer,” er budskabet.
I Ungarn har man prøvet en anden strategi. Frem for at lokke de unge til at blive, tvinger man dem. I Budapest har vrede studerende demonstreret, da de er utilfredse med, at regeringen med den nye grundlov skal betale studieunderstøttelsen tilbage, hvis de får arbejde i udlandet inden de første tre år efter dimission. Dette er blot en af flere stramninger over for de studerende, der skal få dem til at blive i landet.
Knækker kurven?
Spørger man befolkningerne i de østeuropæiske lande om de er nervøse over affolkningen, er billedet noget mindre skræmmende end statistikken. Den værste økonomiske krise ser ud til at være ovre, hvilket giver optimisme mange steder. Man får generelt børn noget senere i livet end under kommunismen, da man vil være sikker på en fast indkomst og ordentlige forhold, før man stifter familie. Men ønsket om at få børn findes stadig. Den nedadgående kurve i befolkningstallet ser også ud til at flade ud. Selv i det hårdt ramte Ukraine er der nu igen flere til- end fraflyttere.
Til gengæld belastes Ukraine – alt imens landet har en af verdens laveste fødselsrater – ved at have en høj dødsrate. Ifølge den ukrainske demograf, Iryna Kurylo, er dette den største udfordring for landet. Særligt livsstilssygdomme forårsaget af alkoholmisbrug og dårlige arbejdsforhold i eksempelvis kulminerne er med til at øge dødsraten.
Løsningen på den ukrainske befolkningskrise handler ifølge Kuryla hverken om at få diasporaen hjem eller at få folk til at føde flere børn. Først og fremmest skal ukrainerne ændre deres ”selvdestruktive livsstil” både på individuelt og kollektivt niveau. ”Ifølge undersøgelser bekymrer ukrainerne sig mest over deres sundhed, men de handler fuldstændig modsat,” fortalte Kuryla for nyligt til Ukrainian Week. Desuden er der problemer med en nedslidt offentlig sundhedssektor, forurenet drikkevand og flere andre forhold, der gør, at gennemsnitslevealderen mange steder i Østeuropa er lavere end i vest.
Gæstearbejdere i Polen?
Der er diskussioner om, hvordan man ellers skal udfylde det tomrum, som udvandrerne har efterladt. Mange steder ved man godt, at chancen for at få folk tilbage ikke er så stor. Polen, der klarede krisen bedre end mange andre lande i 2008-2009, oplevede, at folk begyndte at flytte tilbage igen, da de økonomiske forhold blev bedre i hjemlandet. Men omfanget af de tilbagevendte var langt mindre, end man havde håbet på og stod heller ikke mål med den opmærksomhed, som tilbageflytningerne fik.
Situationen er forværret, da de store årgange født i 60’erne er ved at forlade arbejdsmarkedet og øger behovet i omsorgssektoren. Spørgsmålet er, om man skal importere arbejdskraft eller åbne arbejdsmarkedet for gæstearbejdere fra Ukraine og Hviderusland. I Rusland, der har udsigt til at tabe 25 pct af befolkningen inden 2050, er det allerede blevet den nødvendige strategi og hundredetusinder af gæstearbejdere fra de såkaldt stan-lande mod syd udgør nu en stor del af Ruslands byggesektor. I Baltikum og Polen er debatten om importeret arbejdskraft fra øst atter blevet aktuel.
Kamp imod statistikken
Ud over den baltiske model for øget forældre-bistand er der også andre, der har forsøgt sig med politiske initiativer for at øge fødselsraten. Dog har initiativerne været meget sporadiske, da man mange steder ikke anerkender problemet, og da de nationale statistikker ofte er tvivlsomme.
I Rusland forsøger Vladimir Putin at skabe et familieideal, som kan bruges som forbillede (hvilket dog bliver truet af hans nylige skilsmisse). Desuden har midlerne været at benytte sig af symbolske begivenheder, som at give en bus til en 15-børnsfamilie i Novosjakhtinsk, og at indføre den årlige konkurrence ”Fød en patriot” i Uljanovsk i Volga-provinsen. Hver 12. september får folk fri fra arbejde, for at gå hjem og ”bidrage til befolkningstilvæksten”. Hvis man rammer rigtigt med fødslen af en spæd russisk patriot på nationaldagen 12. juni året efter, kan man vinde en bil, et køleskab eller andre attraktive gevinster.
Ser man på statistikken virker det. Fødselsraten er på den sikre side af 2,1 og befolkningen vokser. Til gengæld viser statistikken også, at etniske russer blot udgør 55 pct. af befolkningen, og det er generelt de øvrige befolkningsgrupper, der får mange børn.
Tidligere tiders politiske passivitet overfor befolkningstabet i Østeuropa er som vist ovenfor af nødvendighed ved at ændre sig. Det bliver en svær kamp imod høj dødelighed, lave fødselstale og udvandring, som mange ser ud til at være umulig. Men sammenlignet med andre dele af Europa, hvor det er nedskæringer, der står øverst på listen, har flere af de østeuropæiske lande måske større grad forstået problemets alvor. Hvor meget bliver der gjort for at sikre befolkningstilvæksten i Vest- og Nordeuropa? Lave fødselstal plager hele Europa.
For hjælp til baggrund, tak til:
Vladimir Fesenko, Kiev
Rose Griffin, Moskva
Adrian Grzebinoga, Krakow
Jovita Bagdonaite, Vilnius/London
Søren Riishøj
Anna Gurzhiy
Kristian Foss Brandt
Ismar Dedovic
Michael Lauritsen
