DEBAT | Finanskrisen, stigende desintegration og massive folkevandringer indenfor EU har ramt de central- og østeuropæiske lande hårdt. I den forbindelse er der opåstået en voksende pessimisme omkring EU’s eksistens. Stine Lykkebo rapporterer fra foreningen Nyt Europas debatmøde med lektor Søren Riishøj.

Vil den stigende pessimisme og desintegration i EU føre til et regulært sammenbrud af unionen? Det spørgsmål stillede Central- og Østeuropa-kenderen Søren Riishøj, da han under overskriften “Er Europa stadig et delt kontinent?” holdt foredrag 12. juni. Han talte om de udfordringer, EU står overfor i forhold til medlemslandenes indbyrdes integration. Riishøjs foredrag var det sjette i en række under temaet “Europa – Hvad nu?”, der arrangeres af Nyt Europa.

Riishøj anbefaler, at EU ændrer fokus væk fra nationalstaterne. På baggrund af store økonomiske og kulturelle forskelle, også internt i mange lande, mener han, at det kan blive nødvendigt at få fokus over på en opdeling af EU-landene i regioner og styringsformerne heraf.

EU-skepsis og desintegration
Riishøj, der selv tilhører skolen af euro-realister, har registreret en stigende pessimisme omkring EU-projektet i Central- og Østeuropa. Han oplever, at EU bliver sammenlignet med Sovjetunionen, Østrig-Ungarn, Det Osmanniske Rige og Jugoslavien, der alle endte med at bryde sammen. Spørgsmålet er om det også vil ske for EU?

Fra at EU-medlemsskab blev set som noget meget positivt i 1990’erne i de central- og østeuropæiske lande, er opfattelsen gradvist blevet mere og mere negativ. Denne udvikling tog især fart efter 2000 og endnu mere efter finanskrisen. Riishøj mener, at denne stigende euro-pessimisme skyldes, at der regionalt sker en desintegration indenfor EU. Som eksempel peger han på, at Ungarns forhold til de omkringliggende nabostater er blevet værre efter EU-medlemsskabet.

Til trods for, at den ungarske regering udadtil støtter EU-projektet, er de på hjemmefronten på vej ud af den europæiske tænkning. Tjekkiet tangerer også det euro-skeptiske, og i de baltiske lande har man et skizofrent forhold til EU, der blandt andet skyldes landets store udvandring på grund af de store lønforskelle internt i EU. I Bulgarien er det negative fokus rettet mod Tyrkiet, og EU går dermed indtil videre fri. Når det gælder Balkan, er der til gengæld stadig begejstring at finde, for at komme med i EU.

I Polen er der ligeledes stadig optimisme at finde omkring EU. Med sloganet: “Intet om Polen uden Polen” – mener de, at de skal være med, dér hvor beslutningerne om deres fremtid skal tages. Det har de tidligere ofte i haft mulighed for, men den franske præsident Francois Hollande har en mere åben politik end de tidligere franske præsidenter havde, i forhold til EU, hvilket således styrker Polens position og holdning til EU’s ledelse.

Folkevandringer
Folkevandringer indenfor Europas grænser er ikke noget nyt fænomen, og vi har forskellige erfaringer på dette område. Portugiserne, der siden 1960’erne udvandrede for at få job i Luxembourg, blev i vid udstrækning boende i Luxembourg. Til gengæld tog italienerne, der udvandrede til Tyskland i 1950’erne og 60’erne, tilbage til Italien, da landet kom på fode igen sidst i 1970’erne.

Et tegn på folkevandringerne indenfor Europa er, at der nogle steder i England rent faktisk er begyndt at komme vejskilte på polsk. Flere lande i Central- og Østeuropa har mistet omkring 10% af befolkningen. Folk udvandrer, primært for at få job i andre EU-lande. Tallene kan, ifølge Riishøj, hurtigt nå op på 20%, hvis udviklingen fortsætter.

Tendensen er indtil videre, at folk der er udvandret fra Central- og Østeuropa, de også bliver i de lande de er udvandret til. Problemet er her, at det oftest er de veluddannede, der udvandrer og de kan altså komme til at mangle på de lokale arbejdsmarkeder.

Finanskrise og reformerFinanskrisen har ramt Central- og Østeuropa hårdere end Vesteurpa. Flere lande alligevel formået at føre en stram økonomisk politik. Det er blandt andet tilfældet i Bulgarien og i de baltiske lande.

I Kroatien er der stadig en meget stærk nationalisme, korruption og indenfor det retslige område ser det heller ikke for godt ud. Uagtet Kroatiens kraftige recession med minus-vækst og stor arbejdsløshed, så har de ligeledes gennemført gennemgribende politiske og økonomiske reformer og landet er nu på nippet af et EU-medlemskab pr 1. juli 2013.

I 2009 var Polen faktisk det eneste land i Europa med økonomisk vækst, og landet har sådan set klaret sig ret fint igennem finanskrisen. Det skyldes til dels at Polen står udenfor euroen og således har haft mulighed for at devaluere. Derudover har landet fået massive EU-tilskud. Udviklingen er dog vendt og det er gået så stærkt ned af bakke de sidste 4 år. Man frygter nu en decideret recession, som det er set i mange af de øvrige central- og østeuropæiske lande i de foregående år. Polen mangler desuden stadig at gennemføre nødvendige strukturreformer, for at komme med i euro’en.

Slovakiet er et lyspunkt. Landet er med i Euroen, men har alligevel haft positiv vækst. Slovakiet er faktisk det land, der har klaret sig bedst fra 2007 til 2010 med hensyn til den økonomiske vækst.

Alt ialt er der ikke udsigt til en økonomisk udligning, som mange tidligere regnede med ville ske i Central- og Østeuropa i forhold til Vesteuropa. Lønforskellene er cirka 1 til 10 mellem Danmark og Bulgarien, og 1 til 6 mellem Danmark og Baltikum. Til gengæld har Prag by en større gennemsnitsindkomst end vi har i København, og både Prag og Bratislava ligger cirka 20% højere end København i købekraft. Så der er altså store forskelle internt i staterne – især også med henblik på land og by.

Løsningen på problemerne?
Det er tydeligt at mobilitet af arbejdskraften i EU fungerer. Til gengæld er det også tydeligt at der mangler politik på EU-plan, der følger denne udvikling, så ingen lande for alvor kommer i klemme.

Det kan, ifølge Riishøj, blive nødvendigt, at EU må finde en anden form for styring gennem regioner. I stedet for at tænke i nationalstater, så skal der altså tænkes mere i nye styringsformer. Spørgsmålet er om EU kan formå at skabe nødvendige resultater, der kan vende medlemslandenes pessimisme og dermed sikre unionens eksistensberettigelse fremover.

Søren Riishøj er cand.mag i samfundsfag og religionshistorie. Han er ekstern lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og har specialiseret sig i de politiske og økonomiske reformer i de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa.

Stine Lykkebo, cand.mag i Østeuropastudier

 

Af Stine Lykkebo