INTERVIEW | Dette års kulturbudget i Serbien er det laveste nogensinde, og fra alle kulturinstitutioner og –producenter protesteres der højlydt. Men hvad er situationen for de mindre kulturelle organisationer, der allerede længe – både økonomisk og politisk – har været under pres? Tine Møller Sørensen har mødt Marko Miletić fra det Beograd-baserede Kontekst Kolektiv.
Marko Miletić har bedt mig møde ham ”på kontoret” og forsynet med adressen – absolut midt i Beograd, i nabobygningen til Kunstakademiet på byens hovedstrøg – finder jeg vej ind ad en dør. Som det så ofte gælder i Beograd, er regel nummer et aldrig at skue hunden på hårene, og selvom synet af en umiddelbart anonym betontrappe, der tilsyneladende ikke fører nogen steder hen, til at starte med giver mig trang til at søge tilbage mod gaden og tjekke husnummeret igen, prøver jeg alligevel at gå længere op. Og på anden sal møder jeg en dør, hvor der ganske rigtig står ”office”.
Efter at have banket på et par gange og taget i den låste dør sætter jeg mig til at vente på trappen, og efter ti minutter dukker Marko Miletić også op. Det viser sig, at ”kontoret” rent faktisk ikke bare er kontor, men også en bar! Han forklarer, at de er blevet nødt til at finde på konceptet, da de ingen penge har til husleje. Det hele er meget hjemligt indrettet med slidte sofaer, gamle malerier og såmænd også en huskat, der jubler ved vores ankomst og gennem hele interviewet smyger sig om os.
Alternativ tilgang til serbisk kultur
Kontekst Kolektiv er en kulturproducerende og –diskuterende organisation, der arrangerer udstillinger, performances, seminarer, happenings, bogudgivelser m.m. Med deres altid kritiske og undersøgende position står de for en noget anderledes tilgang til det kulturliv, som adskillelige vestlige organisationer allerede har udset til at skulle genrejse Beograds image.
Siden deres galleri, Kontekst Galerija, i 2010 blev lukket, har de holdt til i disse lokaler. Marko Miletić forklarer, at det dengang var det Liberale Demokratiske Parti, der sad tungt på kulturpolitikken i Beograd. De ønskede meget tydeligt at støtte og implementere den officielle europæiske kulturpolitik, der ønsker tættere samarbejde mellem kultur og erhvervsliv, noget Miletić beskriver som en ”kommercialisering”, der skal gøre kulturen mere profitabel.
Presset til at lukke
Kontekst Galerija lå fra 2006 i Centar za Kulturu Stari Grad, en institution etableret i 1960’erne som et slags folkeuniversitet, der senere blev til et kulturcenter, men hele tiden under en socialistisk kulturpolitik, der meget nært forbinder uddannelse og kultur.
Netop kvarteret Stari Grad – beliggende langs Donaus bred – gennemgår for tiden en voldsom renovering, hvor bl.a. den svenske ambassade og tyske Goethe Institut har investeret massivt i diverse kulturelle programmer i området, og hvor der også findes en lang række hippe barer, gallerier, hostels mv. Det var som led i denne proces, at den nye liberal-demokratiske ledelse i 2010 overtog kulturcentret og her fremsatte en række krav til Kontekst, der oplevede slet ikke kunne få dem i tale, for at høre hvordan de evt. kunne arbejde videre der. Det var derfor et spørgsmål om, at der på én gang var et pres på dem om, at de skulle forlade lokalerne, men Kontekst besluttede også selv, at de ikke ønskede at være en del af det og dermed være repræsentanter for den type langt mere kommercielle programmer, der begyndte at dukke op – “big fun for a lot of people”, som Miletić kalder det.
Lukket for støtten
Om selve processen omkring lukningen af galleriet siger Miletić: ” De smed os ikke ud som sådan, men de var umulige at få i tale og bad os bare om at gå. Samtidig er denne slags politik baseret på en præmis om, at der findes “god” og “dårlig” kultur; i deres program for kulturpolitik står der rent faktisk: gode mennesker vil skabe middelmådig kultur, men de bedste folk vil skabe endnu bedre kultur, sådan den slags afvejninger. Det var ikke en ramme, vi ønskede at være i – på en eller anden måde kunne vi nok godt være fortsat med at arbejde der, men vi ville blive opslugt i det; hvordan skulle vi kunne arbejde der og samtidig sige, at vi ikke er en del af det. Så vi besluttede derfor at stoppe med den del af vores projekt, der hed “Kontekst Galerija” og forlade stedet.”
I år har Kontekst Kolektiv ikke fået en eneste krone i støtte til deres projekter, og deres samlede budget sidste år var på 6.700 kr. Det må selvfølgelig ses i lyset af den generelt utroligt pauvre kulturstøtte i Serbien – kulturbudgettet udgør i år kun 0,6 % af det samlede statsbudget, men det er for Miletić og Kontekst samtidig tydeligt, at de større fonde og organisationer – som de statslige kulturinstitutioner i Serbien også bliver mere og mere afhængige af – i stadig højere grad satser på projekter, der ”kan betale sig”.
Ikke nationalismens skyld
Selvom de liberale demokrater ikke længere har magten, sker der dog ingen ændringer i kulturpolitikken; de neoliberales krav til kulturproduktion omkring finansiering og samarbejdsaftaler er det samme. ”De her er endda værre, men de følger op på et fundament skabt af de liberale. Derfor virker de liberales kritik af, hvad der foregår nu, kun morsom; det var dem selv, der skabte situationen, de gjorde det muligt,” siger han.
Fra hans synspunkt er det største problem derfor den omfattende privatisering, der finder sted over alt i Europa og således også i Serbien. Men det er vigtigt for ham at pointere, at en lang række af de problemer, de kæmper med, ikke er spor eksklusive for hverken Serbien eller Balkan, heller ikke nationalismen:
”Faktisk kan man sige, at taler man om nationalisme og Serbien, er situationen faktisk ret europæisk lige nu… Vi er en del af Europa, hvis man taler nationalisme. Der vil selvfølgelig altid være særlige lokale problematikker, og dette land har nyligt været i krig, og der sker stadig ting her, så det slutter ikke lige straks, men nationalismen i dag vil ikke føre til nye krige. Det genereres qua de sociale problemer, som der ikke tilbydes andre løsninger på end dette. Folk har brug for noget at samle styrke fra, at forme et kollektiv ud fra, og da der ikke findes alternativer, er det eneste mulige kollektiv det serbiske nationalistiske etniske.
Det eneste, de tilbydes, er at gå med ind i nationalismen, og her er det altid “nogle andres” skyld: større magter, vores naboer (kroatere, albanere) – det ser man i hele regionen, faktisk i hele Europa, siden finanskrisens start. Faktisk er der mange andre steder i Europa, hvor problemet er en del større, hvor højrefløjen har fået en reel magt i parlamenterne.”
Sociale problemer vigtigere
Den nationalisme, der findes i Serbien nu, er ifølge Miletić en ny type af nationalisme, der ikke er forbundet med “etniske problematikker”.
”Den politiske situation er utrolig kompleks og vil ikke være overstået i morgen, men folk har så store sociale problemer, at de godt ved, at kampen for Kosovo vil ikke hjælpe dem. Folk har ikke noget arbejde, de har ikke penge til mad og regninger, uddannelse er meget dyrt, og der bliver færre og færre studerende fra lavere klasser, så der foregår en kæmpe segregering indenfor Serbiens grænser – dét er problemerne, og folk ved godt, at “Kosovo er Serbien” ikke er svaret. Men der findes ikke et politisk alternativ, der vil sige noget andet. Der er dog ikke nogle af de politiske partier, der er skøre nok til endnu engang at spille kortet med etnisk nationalisme og had og starte en krig – om ikke andet, så fordi der ikke er ressourcer til det, Serbien er fuldstændig ødelagt land. De her mennesker kan ikke få magten nu, for folk har andre problemer.”
Det handler ikke specielt om Serbien
Men, pointerer han, antinationalismen er også en form for nationalisme – de taler ikke om noget, der er udenfor nationalismen, men siger at netop denne her nationalisme er dårlig: de er grimme, de er fattige osv. ”De har en idé om et bedre nationalistisk Serbien med gode veluddannede serbere, der vil støtte en privat kapital og den “nye elite”, de hele tiden taler om. Når disse antinationalister siger, at nationalisterne ikke er kulturelle eller kultiverede nok, er det stadig ud fra en forestilling, der bunder i et nationalistisk Serbien – hvad enten du ser landet som fuldt af vanvittige bønder eller som übercool”.
”De her mærkater sætter man på folk, når man har brug for det”, forklarer han. ”Serbien befinder sig i periferien af den europæiske kapitalisme, og magtrelationerne gør, at man opretholder de her diskurser omkring Balkan, de skøre stammefolk, der slår hinanden ihjel hele tiden og ikke er i stand til at lave demokratiske ændringer. Det handler ikke specielt om Serbien, det er sådan politikken fungerer, folk vil bruge de værktøjer, de har – det sker hele tiden, man generer de her mærkater og skaber politik ud fra dem.”
