BOGANMELDELSE | Witold Gombrowicz: Kosmos. 212 sider. Oversat fra polsk af Rune Brandt Larsen. Forlaget Sisyfos (2012). Pris: 249. kr.
Anmeldt af Jens Geisler
Hverken omfangsmæssigt eller handlingsmæssigt er Witold Gombrowicz’ Kosmos nogen stor sag. På lige omkring 200 sider omfatter to unge mænds ophold på et pensionat nær Zakopane i det sydlige Polen et ubetydeligt, uløst spørgsmål omkring en hængt gråspurv (hvem? hvorfor?), en banal tiltrækning af en af pensionatets piger, og en fælles udflugt for de logerende til bjergene. Det kan man mildest talt ikke kalde et stort drama.
Nej, romanens storhed ligger et helt andet sted – nemlig i sproget og den skarpe og eftertænksomme facon, som opleves gennem fortællerstemmens øjne. Hans rastløse kedsomhed i den tunge polske sommerhede splintres på fascinerende vis op i bittesmå brudstykker gennem en staccato opremsning af synsindtrykkene, hvilket bevirker at tiden virker som om den nærmest står stille. Som et mikroskops tyste dvælen ved det ene, så det andet punkt.
På fin og finurlig vis bibringer det læseren en kælen fornemmelse af selve øjeblikket, der emmer af sanselighed. De itu-sprængte brudstykker af varm kedsommelighed er en sproglig oplevelse sjældent oplevet, og en intens fascination af hushjælpen Lenas let deforme læbe forstærker indtrykket af det sanselige.
Skær af komik
Et ikke ubetydeligt skær af komik bl.a gennem Leons, pensionatets forpagter, herlige og morsomme småvrøvlen (”En åbenbaring rent ud sagt, i pagt med naturens guirlander, et drømmesyn af yndige græstotter og blomster og træer og et poetisk rislende vandløb sammen med de allerbjergeste og allerdaleste bjergning i en mørkegrøn ånd, men med et enestående ophøjet højdedrag, åh min gud, tutti frutti, slikkum fingrum!”) præger også romanen, hvilket ikke formindskes af de legesyge og af kedsomhed tyngede hovedpersoners selvopfundne krimimysterium, der, som nævnt, starter med fundet af en hængt gråspurv.
Drevet af associationer forbindes alt med hinanden, sprækker og aftegninger i loftet bliver til øhave og lande, hænder på dugen ligger ”tilfældigt” parallelt med hinanden, og jagten på mysteriet om den hængte gråspurv som følges op med fundet af en hængende korkprop. Spøjst.
Er det rene tilfælde eller planlagte spor i et mysterium? Det filosofisk tænksomme element, hvor alt er flydende og først bliver til virkelighed når man beslutter sig for det – og hvad ville det så være blevet til hvis man havde besluttet noget andet? – er også markant, og derfor vil romanen nok mest tiltale et litterært feinschmecker segment – selvom kombinationen af opvakt sproglighed, let erotisk ladning, og et godt stænk humor burde appellere til en bredere læserskare.
Apropos kategorisering; de besættende staccato billeder af øjeblikkene, naturen, situationerne i pensionatets stue m.v. giver mindelser om Bruno Schultz’ stil, som den udfoldes i den fantastiske kortprosaroman Kanelbutikkerne. Begge forfattere tilskrives en position inden for den polske højmodernisme – ja, som radikale fornyere indenfor denne genre.
