DEBAT | Den serbiske præsident, Tomislav Nikolics, nylige undskyldning for Serbiens ansvar for folkemordet i Srebrenica samt Serbiens positive signaler overfor Kosovo og Kroatien har sendt, primært positive, rystelser i regionen og synes at have skabt en ny dynamik i serbisk udenrigspolitik. Denne dynamik og dens betydninger for regionen og især for forholdet mellem Beograd og Republika Srpska er emnet dagens tekst.

Teksten er en oversættelse af et interview i det bosniske radioprogram ”Most”, der sendes på Radio Slobodna Evropas (Radio Frit Europa). Dette er anden del af interviewet, som også blev bragt på netavisen Pescanik den 19.05, hvorfra rØST har fået adgang til teksten. Første del blev bragt på rØS den 23.05.

Karabeg: Den nye ledelse i Serbien har et helt anderledes forhold til Dodik end den tidligere regering anført af Boris Tadic. Der er ikke de samme scener med kys og kram, Dodik mødes ikke med repræsentanter for det officielle Beograd hvert andet øjeblik og tabloidavisen Kurir, der har tætte bånd til regeringen i Beograd, har nu i to omgange anklaget Dodik for at have forbindelser til cigaretsmugling og til narko-bossen Naser Keljmendi, der blev arresteret for nylig. Begge anklager har Dodik energisk afvist. Alt dette vidner dog om en ny stemning i Beograd når det gælder forholdet til lederen af Republika Srpska.

Aleksandar Popov: Jeg tror, at man kan mærke, at der nu er en køligere stemning mellem ledelsen i Serbien og Milorad Dodik. Dodiks nærmeste partnere var jo Kostunicas hold (premierminister i Serbien fra 2004-2008, red.), men det var ikke meget anderledes da det Demokratiske Parti (DS) var ved magten. Her var den daværende udenrigsminister, Vuk Jeremic, toneangivende i forholdet til Dodik og han deltog endda, ganske upassende, i Dodiks partis valgkamp. På denne måde blandede Serbien, via sin officielle repræsentant, sig i et andet lands (Bosnien-Hercegovinas, red.) interne forhold. Jeg tror, at dette er grunden til, at den tidligere regering ikke tog et eneste seriøst skridt for at normalisere forholdet mellem Beograd og Sarajevo. Der var mest tale om symbolske tiltag i den retning, selvom de nu heller ikke er ubetydelige. Man bør huske på, at det var i denne periode, at Serbien fik vedtaget en resolution om Srebrenica, at Tadic mødtes med Silajdzic (bosniakkisk medlem af Bosnien-Hercegovinas Præsidentråd 2006-2010, red.) og at dette blev efterfulgt af møder med samtlige medlemmer af Bosniens Præsidentråd. Det var en form for optøning i forholdet, men denne blev også efterfulgt af overdrevent nære forhold mellem Beograd og Banja Luka, hvilket skadede normaliseringen af forholdet til BiH. Jeg tror, at disse relationer nu bevæger sig ind i mere normale rammer undtagen når der sker en eller anden smutter og en officiel repræsentant for Serbien kalder Republika Srpska for en stat. Overordnet set mener jeg, at der nu åbner sig en mulighed for at rette op på alle disse ting og for, at Serbien kan hjælpe Bosnien-Hercegovina med at blive en funktionel stat. Denne lejlighed bør ikke forspildes for det er nok sidste chance for at få det gjort. Sidste gang vi havde en lignende mulighed var med Aprilpakken (en række foreslåede forfatningsreformer for BiH, der blev forsøgt forhandlet på plads i april 2006, red.) der desværre faldt fra hinanden. Men der er dog stadig håb om, at Bosnien-Hercegovina kan blive en funktionel stat, hvilket dog ikke kan lade sig gøre uden hjælp fra landets nabostater.

Vehid Sehic: Den nuværende regering har helt sikkert et anderledes syn på Dodik, hvilket også skyldes hans deltagelse i den serbiske valgkamp på Tadics side. Dog ønsker jeg, som borger i Bosnien-Hercegovina, at Beograd først og fremmest har gode forhold til hovedstaden i denne stat, Sarajevo, men også til Banja Luka. Hvis ikke forholdet til Banja Luka er godt så bliver forholdet til Bosnien som helhed heller ikke godt for mange politikere fra Republika Srpska er jo også medlemmer af såvel Præsidentrådet som Ministerrådet (regeringen i BiH, red.) og parlamentet. Jeg forventer, at Zagreb, Beograd og Podgorica har venskabelige forhold til hele Bosnien-Hercegovina inklusive Sarajevo, Tuzla, Banja Luka og Mostar.

Karabeg: Indebærer denne holdningsændring overfor Dodik, at Republika Srpska fremover heller ikke ved ”smuttere” vil blive omtalt som en selvstændig stat, men som en del af Bosnien-Hercegovina?

Aleksandar Popov: Det er nødvendigt at betragte denne sag i lyset af det faktum, at regeringen i Serbien har kastet sig over dens største udfordring, hvilket er at løse Kosovoproblemet indenfor de rammer som EU har opsat. Hvad angår Bosnien-Hercegovina så vil jeg tro, at der eksisterer to mulige scenarier i den videre udvikling. I det ene scenarie, der i øvrigt advokeres af dem, der mener, at aftalen mellem Beograd og Pristina betyder det endegyldige tab af Kosovo, er der en forestilling om, at tabet af Kosovo skal kompenseres med Republika Srpska.

Det andet scenarie, der for tiden ser ud til at være det mest realistiske, bygger på erkendelsen af, at Serbien ikke har kræfter til at lægge sig ud med hele verden og, at landet bliver nødt til at acceptere den politiske virkelighed. Jeg tror, at denne regering vil have en pragmatisk tilgang til Bosnien-Hercegovina hvilket den også havde i forhold til Kosovoproblematikken. Det vil på sin side betyde, at man erkender, at Bosnien-Hercegovina er en internationalt anerkendt stat og, at det er i vores bedste interesse, at denne stat bliver stabiliseret snarere end at vi hver andet øjeblik skal høre om en mulig løsrivelse af Republika Srpska og slet skjulte hentydninger om, at en forening mellem Serbien og Srpska derefter kan finde sted.

Karabeg: Skal det forstås sådan, at I mener, at denne nye regering vil skrinlægge tanken om Republika Srpska som kompensation for Kosovo?

Aleksandar Popov: Som sagt så mener jeg, at der er to mulige scenarier. Jeg håber, at denne regering vil have modet til at tage de samme beslutninger i forhold til Bosnien-Hercegovina som overfor Kosovo og til at vise, at Serbien ikke har aspirationer mod Bosnien-Hercegovina. Man bør glemme enhver tanke om et Storserbien eller et Storalbanien eller nogen form for ”storstat” i denne region. I sidste ende er vi jo alle på vej mod EU hvor grænser er noget mindre vigtige end her hos os.

Vehid Sehic: Jeg vurderer, at aspirationerne mod Bosnien-Hercegovina ligeså stille vil gå i sig selv. For vi må være klar over, at der ikke længere vil være mulighed for at ændre på grænsedragningerne. Dette er også den officielle holdning i Bruxelles så enhver der fremover vil beskæftige sig med dette, vil simpelthen bruge energi på noget der ikke kan lade sig gøre. Jeg kan ikke se hvorfor nogen skulle lege med ilden på denne måde i et forsøg på at opnå noget, der ikke vil få støtte fra nogen som helst. Jeg vil lige sige en ting til: Vi må alle sammen forstå, at alle tre folk – bosniakker, kroatere og serbere – har samme rettigheder på hele Bosnien-Hercegovinas territorium og i såvel Fødrationen som i Republika Srpska. Ingen har ret til at betragte dele af landets territorium som udelukkende tilhørende sig selv og ”sit” folk. Vi har i denne region altid været besat af territorium og ført krige udelukkende på grund af territorier og uden at tage hensyn til folket. Derfor har vi i dag en situation i hvilken næsten 60 % af Bosnien-Hercegovinas territorium er ubeboet. Vi burde nu vende os mod det enkelte menneske og give ham den værdighed tilbage, som blev mistet i alle de ulykker, der har ramt os.

Jeg har intet ønske om at beskæftige mig med spørgsmålet om hvorvidt nogen i Serbien har aspirationer mod Bosnien-Hercegovinas territorium. Der vil altid være nogen, der har det, men det er ikke længere en realistisk mulighed.

Karabeg: Det er interessant, at den nye regering i Serbien synes at have et anderledes forhold til minoriteter (serbiske minoritetsgrupper i nabolandene, red.) end Tadics regering. Man har afskaffet Diasporaministeriet og erstattet det med en mindre styrelse ligesom vicepremierminister Aleksandar Vucic ikke mødtes med repræsentanter for de kroatiske serbere ved sit seneste besøg i Zagreb, hvilket jo ellers tidligere var fast praksis for alle statsrepræsentanter fra Serbien når disse besøgte Kroatien. Betyder dette, at den nye ledelse ikke længere vil betragte de serbiske mindretal som et instrument i den nationale politik?

Aleksandar Popov: De anførte eksempler kunne godt pege i den retning. Tidligere var der nemlig forsøg på at manipulere de serbiske befolkningsgrupper, der boede i nabostaterne. Et eksempel på dette er, at der for blot to år siden, op til folketællingen i Montenegro, var en målrettet kampagne fra Serbiens side for at få så mange mennesker i Montenegro som muligt til at erklære sig som serbere. I den serbiske regerings diasporastrategi, der blev udarbejdet af den tidligere regering, var der et ønske om, at få Kroatien og Montenegro til at anerkende de derboende serbere som statsbærende nationer. Dette udløste voldsomme protester i Zagreb og Podgorica og kravet blev derfor sløjfet efterfølgende. Selvom man ikke skulle forvente det, så manipulerede den tidligere regering for meget med diasporaen. Den nuværende regerings ageren på dette område synes at varsle en anderledes tilgang. Selvfølgelig skal man tage sig godt af de serbere, der er bosat i andre lande, men de må aldrig blive et instrument i de daglige magtkampe, der udspiller sig mellem forskellige fraktioner i Beograd.

Karabeg: Her til sidst skal jeg høre om I mener, at der er tale om en oprigtig kursændring i Serbiens politik overfor naboerne eller om det blot er en midlertidig forbedring, der gør det muligt for Serbien at ”se godt ud” mens landet venter på en udmelding fra Bruxelles om hvornår optagelsesforhandlinger kan påbegyndes?

Vehid Sehic: Jeg vil mene, at der faktisk er tale om en oprigtig forandring i den måde Serbiens ledende politikere tænker om regionen. De der har meldt ud, at de har ændret politik skal nu til foretage konkrete handlinger med hvilke man vil forbedre samarbejdet i regionen. Det er selvfølgelig også en opgave som påhviler de andre ledere i området. Jeg tor, at de regionale politikere på et tidspunkt vil indse, at vi er små lande og kun hvis vi samarbejder, kan vi varetage vore interesser indenfor EU. Jeg mener, at vi alle stadigvæk har en følelse af forbundenhed som krigen ikke fik slået ihjel og at denne følelse bør være det grundlag på hvilket vi kan bygge en bedre fremtid.

Aleksandar Popov: Jeg tror der er tale om et egentligt kursskifte i Serbiens forhold til naboerne og at dette er en irreversibel proces. Her skal man dog også holde sig for øje, at den nuværende regering har arvet mange problemer. Et eksempel er, at siden Montenegros uafhængighedserklæring i 2006 har vi ikke fået normaliseret forholdene til dette land. Der er statsbesøg og dialog på forskellige niveauer, men mange spørgsmål er endnu ubesvarede. For eksempel så er jernbanen fra Beograd til Bar, der forbinder Montenegro med Europa, kun genopbygget på den strækning der løber igennem Montenegro mens Serbien har ladet sin del forfalde. Sagen om dobbelt statsborgerskab er heller ikke løst og der er mange andre lignende udfordringer. Jeg vil tro, at denne regering efter nogle symbolske udmeldinger, der signalerer vilje til forbedret samarbejde, vil gå over til at foretage konkrete handlinger, der vil gøre det muligt at forvandle denne region til et anstændigt sted at leve.

Oversat af ID