Mindehøjtideligheden for Zoran Djindjic var sidste uges helt store begivenhed i Serbien. Dog var ikke alle tilfredse med den officielle ceremoni, da de mener, at den mere handlede om at samle stemmer end at hylde den afdøde premierminister. Nedenstående teksts forfatter var en af kritikerne.

Serbien var i sidste uge præget af mindehøjtideligheden for premierminister Zoran Djindjic, der den 12. marts 2003 blev myrdet foran regeringsbygningen i Beograd. Sagen har i lang tid været omgærdet af mystik og der er flere anklager om, at de politiske bagmænd bag attentatet stadig er på fri fod. Netavisen Pescanik – som rØST har et samarbejde med – og dens korrespondenter har muligvis været de mest højlydte blandt den skare, der kræver en nærmere undersøgelse af den såkaldte ”politiske baggrund” for attentatet. I 2011 bragte Pescanik en række artikler om emnet og lavede endda en dokumentarfilm om attentatet. Flere af artiklerne om attentatet kunne også læses på rØST (se nederst på siden).

Nedenstående tekst er Pescaniks kommentar til sidste uges mindehøjtidelighed og her anlægges en særdeles kritisk vinkel på den officielle ceremoni der, ifølge forfatteren, misbruger Djindjics navn og eftermæle.
Teksten er en transskription af indledningen til Pescaniks ugentlige radioprogram og blev første gang bragt i Pescanik den 15.03.2013.

Shuttle-diplomatiet er i fuld gang på strækningen Bruxelles, Pristina, Beograd. Et par timer efter at Catherine Ashton forlod Beograd, uden kommentarer, rejste premierminister Ivica Dacic efter hende. Han udtalte godt nok, at hans besøg i Bruxelles intet har at gøre med Kosovo, men med Serbiens EU-integration. Som om de to emner i vores tilfælde og på dette tidspunkt ikke kommer ud på ét. Og Catherine Ashton havde ingen kommentarer efter sit besøg i Beograd, for hvad end hun havde sagt ville hun have fornærmet Serbien. Hun ville have været nødt til at kalde enten præsident Nikolic eller premierminister Dacic for løgner. Serbiens præsident har nemlig fortalt, at der er opnået en aftale om et fællesskab af serbiske kommuner i Nordkosovo, mens premierministeren har sagt, at en sådan aftale ikke var opnået og at han – i vores navn – ikke ville gå med til en sådan forhånelse. Den tredje og vigtigste aktør, vicepremierminister Aleksandar Vucic, udtalte sig slet ikke.

Ugens vigtige begivenhed
Men den vigtigste begivenhed i denne uge var nu alligevel ikke disse afsluttende forhandlinger om vor stats vugge, uden hvilken vi simpelthen ville udånde, hvis vi kom til at skrive under på et forkert stykke ”papir”, som præsident Nikolic konsekvent omtaler aftalen. I stedet blev ugen præget af markeringen af tiåret for attentatet på premierminister Zoran Djindjic. Hvis vi undtager afbrændingen af Beograd i kølvandet på Kosovos uafhængighedserklæring og begravelsen af Patriark Pavle (i 2009), har der siden attentatet på Djindjic (12.marts 2003) og frem til denne 12. marts ikke været så mange mennesker samlet på Beograds gader. Og der har ikke været så meget mediehysteri om et enkelt emne, selvom det kan være svært at finde ud af hvad præcis medierne fokuserede på i denne omgang. Det var blot vigtigt at deltage for enhver pris i denne genudsendelse af mindehøjtideligheden.

Mange aktører var ti år forsinket og nu var det altså magtpåliggende at få stablet en reprise på benene således at også de forsinkede kunne lægge en krans ved graven og derved bevise, at de ikke er blandt dem, der for ti år siden gjorde grin med Djindjic. Reprisen af mindehøjtideligheden og begravelsen – denne gang dog uden den myrdede – var også nødvendig for Djindjic’ tidligere medarbejdere og partimedlemmer angiveligt for at de kunne forny et aldrig afgivet løfte om at ville følge hans vision for Serbien. Dog drejede det sig nok mere om at benytte lejligheden og Djindjic’ navn til at mobilisere deres partier (Det Demokratiske Parti (DS) og det Liberaldemokratiske Parti (LDP), hvis medlemmer blev smidt ud af DS i 2004), der for tiden synes at smelte som den kraftesløse sne i gaderne.

Det er muligt, at deres tidligere leder (Zoran Djindjic) ikke ville have haft noget imod at blive brugt til dette formål, men jeg tvivler på, at han ville have haft forståelse for den idémæssige og organisatoriske opløsning, i hvilken partierne nu befinder sig.

Meget var forkert ved Marchen
Titusinder af mennesker deltog i ”Marchen for Zoran”, og mange havde behov for på den måde, og netop denne 12. marts, at udtrykke deres sorg over den døde premierminister. Men der var meget, der var forkert, ved denne mindesmarch – herunder navnet. For borgerne var han nemlig ikke ”Zoran”, men ”den myrdede premierminister”, eller i det mindste ”Zoran Djindjic”. Anførerne af marchen var også forkerte. Mobiliseringen af partimedlemmer og organiseringen af busser, der kunne fragte folk ind til hovedstaden, var endda krydret med en trussel om en fatwa, hvis man blev væk fra denne forsamling. Især den energiske Cedomir Jovanovic (formand for LDP) skilte sig ud og gav den i rollen som en moderne Fyrst Lazar, der på forhånd forbandede alle desertører og forrædere, der ikke lod sig hverve til denne martsudgave af slaget ved Kosovo.

Hvad mener det Demokratiske Parti?
Eks-præsident Boris Tadic gik dog ikke forrest i marchen af frygt for Jovanovics forbandelse. Nej, staklen ønskede blot at vise sig for folket og minde det om, at han også var præsident engang. Og hvis de så husker ham, er det jo godt, men hvis ikke, så går det også nok. Så ville han bare marchere. Det skader jo aldrig.

Dragan Djilas (nuværende formand for DS) havde et behov for at udtale sig om, at han aldrig havde været Djindjic’ medarbejder. Som om vi ikke vidste det, og som om vi ikke vidste, hvorfor det forholdt sig sådan. Men selv Djilas gik dog en tur med sin hustru til ære for denne fremmede mand i et forsøg på at iklæde sig et hvilket som helst ideologisk klæde. For han, lederen af DS, ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv, eller med partiet, eller hvad vi nu mener om Kosovo og Republika Srpska, eller hvem der nu var de rigtige antifascister: chetnikkerne eller partisanerne?

Mediernes kvalme rolle
I denne markering af den 12. marts blev ordet attentat sjældent brugt, og medierne spillede en særligt kvalm rolle. Det er længe siden, så mange tomme ord er blevet sagt om alle de forkerte ting. Det lod til, at det vigtigste var at få vist så mange programmer og publiceret så mange artikler om Djindjic som muligt og sørge for at holde trit med de konkurrerende medier. Det mindede om stemningen og mediedækningen i forbindelse med partiark Pavles død i 2009: Ingen turde være stille og sørge for sig selv eller stille spørgsmål, der ikke havde noget at gøre med den afdødes ydmyghed og sparsommelighed. Anekdoter om hans vane med at slukke lyset i patriarkatets bygninger eller hans kørsel med det offentlige var efterspurgte. Patriarken blev straks erklæret for en helgen, og samme skæbne synes nu at true Zoran Djindjic. Naturligvis er der ingen af dem, som forestår helgenkåringen, der kunne finde på at tage disse helgener som forbillede. Ligesom patriarken ikke er blevet nævnt siden november 2009, således vil også Zoran Djindjic blive glemt efter denne 12. marts. For hvem af vores nuværende politikere ville ønske at leve, arbejde (og dø) som Djindjic?

Årsagerne til Premierministerens død må priroriteres
Serbien er stadigvæk et land, i hvilket årsagerne til premierminister Djindjic’ død må prioriteres over bedrifterne i hans liv. Hans filosofiske og politiske værker bør være genstand for filosoffers, politologers og historikeres analyser, men politikere og borgere i dette land bliver først og fremmest nødt til at fokusere på attentatet; hvorfor Djindjic blev myrdet, og om noget substantielt har ændret sig i dette land siden mordet. Først derefter kan vi med en vis sindsro erklære, at et så blodigt opgør med en politisk modstander ikke vil ske igen, og at gerningsmændene ikke vil forblive ustraffede.

 

Oversat af ID

 

Læs mere om Djindjic-sagen her. Artiklerne er fra april-maj 2011:

Sagen om Djindjic vågner påny

Djindjic-sagen: Budskab fra Serbiens svage borgerskab    

“Én stor forbrydelse”

Døden ved tærsklen til den serbiske drøm

Tale af Zoran Djindjic :” Fra nationalisme til patriotisme” – 21.02.2003

Af Svetlana Lukic