ANALYSE | Ukraines præsident Viktor Janukovitj er ikke nem at tyde. Landet, han regerer, er i en slem økonomisk krise, og tre forskellige udenrigspolitiske muligheder byder sig til med chance for at bringe landet økonomisk på ret køl. Men for Janukovitj er det meget svært at tage en beslutning, for ingen af mulighederne er særligt tiltrækkende.
Fredag i sidste uge (22/2) gik Janukovitj på ukrainsk fjernsyn i en timelang spørgetime med vælgerne, uden at de af den grund blev klogere på, hvordan Ukraine skal komme ud af den økonomiske krise. Ukraine lider af høj arbejdsløshed, korruption, lavt investeringsniveau og en offentlig gæld, der siden 2008 er eksploderet fra 12% til 36% af BNP.
Indtil nu har Janukovitjs reformiver dog været behersket.
EU som økonomisk redning
På den ene side står EU parat med en associeringsaftale klar til underskrivelse, der ville integrere Ukraines økonomi i EU og åbne op for økonomisk udvikling på den lange bane. Problemet med etableringen af et sådan såkaldt “deep and comprehensive free trade area” er bare, at EU’s tålmodighed med Ukraine forlængst er sluppet op. Efter 5 års forhandlinger blev aftalen færdigforhandlet i 2011. Men her har den ligget siden, uden underskrift på grund af de ukrainske domstoles tendens til at retsforfølge og fængsle oppositionspolitikere.
Trods dette åbner EU alligevel døren på klem i form af et topmøde med Ukraine i Bruxelles den 25. februar. Mødet skal forsøge at få processen på sporet igen frem til aftalens potentielle underskrivelse under Litauens EU-formandskab i Vilnius til november. Kommer der ikke en aftale på plads der, er Ukraine tabt for EU i mange år fremover.
EU’s top har fra starten gjort klart, at presset ligger på Ukraine. Uden forbedringer i den “selektive håndhævelse af landets love” – læs – løsladelse af Julia Timosjenko og Juri Lutsenko, bliver ingen aftale underskrevet. I følge Kiev Post sagde EU’s ambassadør til Ukraine, Jan Tombinski, at det er “umuligt at gå videre i forholdet imellem EU og Ukraine, før problemet med selektiv retshåndhævelse er elimineret”.
En tøvende præsident
Men på trods af, at Janukovitj så sent som den 8. februar i Kiev forsikrede EU’s udvidelseskommiser Stefan Füle, at Ukraine ville arbejde hårdt på at fjerne alle forhindringer for underskrivelse af aftalen, tyder intet på, at dette vil ske. Timosjenko og Lutsenko forbliver i fængsel, og der bliver de siddende.
I januar rejste statsanklagerens kontor en ny sigtelse imod Timosjenko, denne gang for at have beordret et lejemord i 1996 på parlamentsmedlemmet og forretningsmanden Yefhen Shcherban, der blev skudt sammen med sin kone i Donetsk Lufthavn. At sagen dukker op imod Timosjenko umiddelbart før EU-topmødet kunne give antydning af, at Janukovitj slet ikke ønsker at få samarbejdsprocessen med EU tilbage på sporet. Timingen er i hvert fald i øjnefaldende.
Ukraines anden mulighed for at holde økonomien oven vande er en hjælpepakke fra den internationale valutafond, IMF. En lånepakke på 15 milliarder dollars har ligget på bordet siden 2010, men Ukraine har indtil videre kun fået udbetalt 3,4 milliarder dollars, fordi landet ikke følger IMF’s henstillinger om at reformere økonomien. Det kræver svære reformer af pensionssystemet og et opgør med den statslige subsidiering af gasprisen for almindelige forbrugere. Begge meget følsomme emner, som Janukovitj har svært ved at røre, hvis han ønsker at blive siddende som præsident.
Energiafhængighed til Rusland
Netop prisen på energi er central for, hvad den tredje spiller i Ukraines internationale nabolag, Rusland, tilbyder Ukraine.
En hovedårsag til Ukraines økonomiske problemer er, at landet indgik en meget ufavorabel aftale med Rusland og Gazprom i 2009 under Timosjenkos ledelse. Aftalen, der løber over 10 år, fastsatte importprisen på et meget højt niveau: Omkring 430 dollars per 1000 kubikmeter gas. Det er mere, end hvad flere vesteuropæiske stater betaler, og er samtidig et niveau, der ikke tager hensyn til fremtidige fald i gasprisen. Kontrakten har derudover en “take or pay” klausul, der betyder, at Ukraine skal aftage en fastsat mængde gas, uanset om forbruget falder.
Alt sammen dårligt nyt i en tid, hvor verdensmarkedet for energi står overfor en revolution. Nye udvindingsmetoder bliver udviklet og mere udbredte og kan derfor sende energipriserne nedad i mange år fremover. Dette kommer med den nuværende aftale med Rusland ikke Ukraine til gode.
En dyr gasregning
I 2012 købte Ukraine 32,9 milliarder kubikmeter russisk gas, men skulle i følge kontrakten have aftaget 42 milliarder kubikmeter. Denne difference blev Ukraine i januar brat mindet om, da Gazprom præsenterede en ekstraregning på 7,09 milliarder dollars for ikke at have aftaget den aftalte mængde i 2012.
Regningen blev af iagttagere set som russisk reaktion på offentliggørelsen af en kontrakt mellem de ukrainske myndigheder og olieselskabet Shell om at påbegynde prøveboringer efter skifergas i Østukraine. Om en reel produktion kommer i stand, vil tiden vise. Men på linje med Polen og andre Østlande, er målet klart at opnå en mere uafhængig energiforsyning af Rusland.
De 7 milliarder dollars har Ukraine indtil videre nægtet at betale. Betalingen af denne regning ville implicit betyde, at gasaftalen fra 2009 var gyldig, og det har Janukovitj hele tiden nægtet. Janukovitj hævder, at den er ugyldig, fordi Timosjenko ikke besad den fulde autoritet i forhandlingssituationen.
Ruslands planer for Ukraine
Det bringer os frem til, hvad Rusland tilbyder Ukraine. Rusland ønsker for alt i verden ikke et energiuafhængigt Ukraine eller et Ukraine tæt knyttet til Europa. Rusland skal derimod bruge Ukraine til sin egen eurasiske toldunion med Hviderusland og Kasakhstan og har samtidig brug for stabil gastransit til Europa.
Det russiske statsbudget er stadig meget afhængigt af råstofindtægter fra gas og olie, og derfor vil et fremtidigt fald i verdensprisen på energi, sådan som det ser ud til at udspille sig med skifergaseventyret i USA i de kommende år, være fatalt for Ruslands statsbudget og stormagtsambitioner. Her spiller Ukraine en central rolle som medspiller.
Derfor er Ruslands tilbud til Ukraine: Kom med i union med os, vend ryggen til Europa og vi sælger jer gas til vennepris, 160 dollars per 1000 kubikmeter, og vi slår en streg over ekstraregningen på 7 milliarder dollars.
Janukovitj fortsætter slingrekursen
Indtil videre har Janukovitij været kry og fyldt både EU og Rusland med tom snak. Ved topmødet i Jalta i juli sidste år fremlagde Putin sin vision om en Eurasisk union. Til det var Janukovitjs reaktion: “lyder godt, men vi må vente og se”. Kalkulen synes derfor at være, at Ukraine sidder med gode kort på hånden, fordi hverken Rusland eller EU er interesseret i, at modparten får permanent indflydelse over Ukraine. Men Janukovitj forregner sig.
Andrew Wilson, fellow ved European Council of Foreign Relations, vurderer i en ny kommentar, at den tid er forbi, hvor EU ville støtte Ukraine alene ud fra ønsket om at sikre landets uafhængige eksistens fra Rusland, sådan som det var tilfældet under præsident Kuchma i 1990’erne.
I stedet ønsker EU ikke at underminere sine betingelser for Ukraines adgang til EU’s markeder. En sådan fribillet til Ukraine uden egentlige reformer ville reducere hele EU’s østlige partnerskabspolitik til en joke og kunne starte en bølge af “ukrainiseringer” af andre stater i EU’s østlige partnerskab.
Præsidenten må snart handle
Hvis Janukovitj afvises af EU, hvad så? Toldunion med Rusland er grundlæggende ikke et tiltrækkende perspektiv for Janukovitjs bagland af oligarker, der har store økonomiske interesser i Europa og frygter konkurrence fra russiske rivaler, der ikke spiller efter reglerne.
Janukovitj er grundlæggende en oligarkstøttet præsident. Uden deres penge og magt sad han ikke i stolen. Og erfaringer fra den Orange Revolution, hvor flere magtfulde oligarker omsadlede og støttede oppositionen, skræmmer. Hertil kommer det rent personlige, at Janukovitj ikke ønsker at være præsident for en “lillerussisk” stat under storebror Putin.
Grænsen er dog ved at være nået for, hvor længe Janukovitj kan trække tiden.
