BAGGRUND. I februar sidste år udførte fem medlemmer af det Putin-kritiske punkrock-kollektiv Pussy Riot en protest mod Ruslands præsident i en af Moskvas centrale katedraler. En såkaldt punkbøn, hvor de bad til jomfru Maria om at befri Rusland for Vladimir Putin, der på daværende tidspunkt var præsidentkandidat.

Men imod aktivisternes forhåbninger blev Putin måneden efter valgt som præsident, og aktivisterne selv har mødt en tragisk skæbne.

I august blev tre af aktivisterne dømt til to års fængsling i arbejdslejr, idet deres aktion ifølge dommeren var vanhellig, blasfemisk og krænkende overfor ortodokst troende. Dog blev et af de tre dømte medlemmer, Yekaterina Samutsevich, senere frifundet, fordi domstolen vurderede, at hun ikke i samme grad havde deltaget i aktionen som de øvrige dømte, idet hun blev tilbageholdt af kirkens personale. En afgørelse, nogle analytikere har vurderet som retsvæsenets del og hersk-strategi for at skabe opbrud i Pussy Riot og dermed gøre dem mindre effektive med deres systemkritiske happenings og koncerter.

Lovreformer kan krænke ytringsfriheden
De tre Pussy Riot-aktivister er i forhold til den russiske lovgivning blevet dømt for hooliganisme og religiøst had. I sommer blev denne lovgivning dog revideret således, at den tillader en bredere fortolkning af, for hvilke handlinger og under hvilke omstændigheder, man kan blive dømt.

Den reviderede lov beskriver, at der skal dømmes overfor lovbrydere, der krænker religiøse følelser, og som det er formuleret i lovteksten, er loven rettet mod dem, der ’eroderer’ samfundet. Lovændringen har internationalt mødt stærk kritik for at være meget vagt formuleret, og Kreml er blevet kritiseret for at udnytte loven til at begrænse ytringsfrihed og politisk opposition.

Lovgivningen har dog som erklæret mål at slå ned på nynazister og terroristnetværk. Men  lovgivningen er også blevet anvendt på blandt andet at begrænse Scientologys aktiviteter og at forbyde den animerede tv-serie South Park.

Denne måde at begrænse muligheden for at ytre sig har også i sagen med Pussy Riot fået videre konsekvenser end for bare de dømte aktivister. Optagelser af Pussy Riots happening i Moskvas hovedkatedral er blevet forbudt i hele Rusland og skal fjernes fra alle landets hjemmesider. Hvis internetudbydere ikke formår at blokere optagelser af aktionen, risikerer de at få en bøde på op til 17.000 kroner.

Barske forhold i de russiske fængsler
Hvad angår de to aktivister, der blev dømt til fængsling i arbejdslejr, er deres situation fortsat prekær. Nadezhda Tolokonnikova er under sin fængsling blevet indlagt og har klaget over stærk hovedpine og over at have lidt under meget hårde arbejdsvilkår og søvnmangel.

Dog har Tolokonnikova forsøgt at holde modet oppe og har erklæret, at hun ikke forventede mild behandling fra Ruslands autoriteter. Hendes arbejde har, som med størstedelen af kvindelige indsatte i Rusland, bestået af arbejde ved en symaskine, hvor hun har syet jakkefor. Trods hun utallige gange har stukket sine fingre på synålen, er hun nødsaget til at fortsætte sit arbejde, så hun kan nå den akkord, der er sat for hendes arbejde. Hun får kun mulighed for et bad en gang om ugen og har ellers kun adgang til koldt vand. Men som hun selv udtaler, går hun ikke meget op i sine materielle omgivelser. Hun er asketiker og mediterer for at abstrahere fra de lange og monotone arbejdsdage. Dog savner hun frit at kunne læse den litteratur, hun har lyst til.

Det andet fængslede bandmedlem, Maria Alyokhina, har anmodet om at få mulighed for at afsone sin straf, når hendes 5-årige søn er fyldt 14. Hun er bekymret for, at hendes fængsling vil påvirke sønnens opvækst og give ham varige psykiske men. Hendes anmodning er dog af domstolen blevet afvist med bemærkningen om, at hendes søns vilkår var overvejet i hendes allerede afgivne fængselsdom. Dette afspejler et skræmmende fænomen i det russiske retsvæsen, hvor man har oprettet fangelejre for kvinder, der opfostrer deres små børn bag tremmer.

Magtalliance mellem Putin og kirken
Flere politiske analytikere peger på, at Pussy Riot-sagen er at symbol på en klar tendens i Rusland, hvor den politiske elite prøver at vinde legitimitet ved at appellere til konservative ortodokse værdier i et land, hvor 74 procent af befolkningen identificerer sig som russiskortodokse.

Siden Putin blev genvalgt i marts sidste år, er hans opbakning fra befolkningen faldet drastisk. For nylig sagde en meningsmåling, at befolkningens støtte til deres præsident er den laveste i 12 år. ’Blot’ 62 procent af befolkningen bifalder det arbejde, han udfører, mens han i tidligere perioder har fået opbakning fra 70 og nogle gange optil 80 procent af befolkningen.

Den politiske elite er generelt ikke særlig populær i Rusland, men den håber tilsyneladende på at vinde respekt og popularitet ved at alliere sig med den russiskortodokse kirke.

Faktisk lader kirken til at være en god samarbejdspartner for Ruslands politiske elite. Ved at styrke deres samarbejde kan de styrke hinandens popularitet: Kirken og dens tilhængere kan ved at indgå i alliance med regeringen vise befolkningen hvor magtfulde og indflydelsesrige, de kan være, mens den politiske elite gennem nært samarbejde med kirken kan vinde legitimitet overfor befolkningen.

Sådan et nært samarbejde mellem de to kom for nylig til udtryk på et møde i Kreml mellem Putin og en delegation af ortodokse præster, ærkebiskopper og andre kirkelige ledere. Her udtalte Putin, at det er en nødvendighed at afværge, hvad han nævnte som en ’vulgær fortolkning af sekularisering’, og han lovede, at troende og religiøse følelser i samfundet for fremtiden vil blive forsvaret. Repræsentanterne fra kirken sagde, at de var overbeviste om, at det ikke så meget er kirken men snarere hele det russiske samfund, der har behov for statens beskyttelse af religiøse følelser.

Putin selv støtter stærkt op om den ortodokse kirke og ser den som en hjørnesten i etableringen og bevarelsen af det russiske samfund. Som han selv har udlagt det, med henvisning til kommunismens religionsforbud: ”Vi skal huske på, at det var ved nedlæggelsen af den ortodokse kirke at statens nedbrud begyndte.”

Af Niels Mattias Jegind