ANALYSE | Den politiske udvikling siden sidste valg i Serbien har, ifølge Vesna Pesic, været præget af stor forvirring. Forfatteren forsøger her at give en analyse af situationen og forklarer, hvorfor de før så frygtede nationalister kan lette Serbiens vej mod EU.
Siden det Demokratiske Parti (ledet af præsident Tadic, der profilerede sig som den pro-europæiske kandidat, red.) tabte valget i Serbien og en ny regering blev dannet, har der hersket en slags undtagelsestilstand og en forvirring breder sig, hvilket gør det svært at vurdere hvad der egentlig foregår. Medierne render forvildet rundt og giver sin støtte til både de nuværende magthavere og de tidligere. Oppositionen kan heller ikke finde sit fodfæste og formår ikke at udarbejde en plan for hvad man skal gøre herfra. Udover at de altså bliver ved med at gentage, at der er uenigheder mellem præsidenten og premierministeren.
Uenigheder i denne slags koalitionsregeringer er næsten uundgåelige, men det, der ikke lægges ordentlig mærke til er, at disse uenigheder i denne regerings tilfælde løses på en mere gennemskuelig måde end tidligere, at regeringen er betydeligt mere koordineret i sit arbejde og at ingen forsøger at etablere ensretning i gruppen og forvandle resten af regeringen til statister. Mange forsøger sig med prøveballoner og forsøger hidsigt at regne ud, hvad der kommer til at ske. Men det afgørende spørgsmål lyder: Hvad er egentlig ændret siden den nye regering kom til? Hvad er der egentlig sket? Og er der overhovedet sket en udvikling?
Konsensus om EU?
Alt det, der sker i Serbien i dag, er allerede sket i hele Østeuropa. I disse andre landes søgen efter en konsensus i forhold til den europæiske vej, var der også store overraskelser. I vores naboland, Kroatien, førte det nationalistiske HDZ, med Ivo Sanader i spidsen, mere målrettet Kroatien mod EU end de moderate typer i Socialdemokratiet (SDP).
Vores naboers eksempel viser, at i de situationer, hvor man klart begynder at bevæge sig mod EU-medlemskab, så findes der kun én politisk mulighed: At gennemføre en ”envejspolitik” – altså en bevægelse mod EU – og at sørge for at alle andre politikker underordnes eller tilpasses dette. Den overordnede politiske linje, som man kan se konturerne af i dag i Serbien, kunne sammenlignes med denne situation: Et forsøg på at finde en konsensus om EU.
Serbien er særligt belastet af fortiden.
Den proces har været noget sværere i Serbien, for landet er et særligt tilfælde belastet af ekstrem nationalistisk politik, Jugoslaviens sammenbrud, krigene for et Storserbien, sanktioner, krigsforbrydelser, en krig mod NATO, der førte til svære bombardementer og et gennemgående kollaps af erhvervslivet og samfundet.
Heller ikke efter 5. oktober (hvor Milosevic blev væltet, red.) blev denne konsensus etableret, netop på grund af de store stridigheder i forhold til at bestemme hvilken vej Serbien skulle bevæge sig. Det er heller ikke af vejen at minde om, at premierminister Zoran Djindjic blev myrdet netop på grund af dette spørgsmål. Efter mordet på ham fik vi en antieuropæisk tilbagevenden til det tidligere.
Den nuværende serbiske regering, ledet af Dacic (premierminister i Serbien, red.) og Vucic (vicepremierminister i Serbien, red.), har forstået, at der kun findes en envejspolitik, der ikke er afhængig af den ene eller den anden ideologi. Vi ved i øvrigt alle sammen, hvad denne vej består af. Det er ikke en vag bevægelse mod Europa. Det er i stedet en klart formuleret liste over alt det, som Serbien skal gøre for at komme helskindet igennem den måske mest omfattende katastrofe i sin historie.
Den liste kan ikke ændres undtagen i visse detaljespørgsmål, for den er forelagt et nedkæmpet Serbien, som et krav for at kunne hjælpe landet ud af nederlaget. Serbien har tydeligt fået at vide, hvad det skal gøre i forholdet til Kosovo, der er blevet et conditio sine qua non i landets forhandlinger med EU.
Man får lidt det indtryk, at den nye regering har forstået budskabet: At der ikke er to veje, men kun én. Uanset om du er nationalist eller borgerlig skal du gennemføre de samme ting. Bare se på listen, for den gælder for alle, der får magten i landet. Og dét er sagens kerne.
Ud af dødvandet.
Boris Tadics lederskab passede ikke ind i den tid vi lever i, og han forstod heller ikke hvilken virkelighed et besejret og økonomisk lammet Serbien eksisterede i. Dovenskab, korruption og en venten på barmhjertighed fra Europa hører en anden tid til. Enhver som fulgte med i denne periode må til at vågne op og ruske sig ud af en tom marketingsstrategis letargi. Borgerne i landet var de første, der gjorde dette og de spillede en afgørende rolle ved at udskifte de tidligere magthavere. På den måde fik vi rykket os ud af dødvandet. Da sløret endelig blev løftet, blev det mere end tydeligt, at vi lever i en katastrofe og at vi vedbliver med at falde og opleve tilbageslag.
Men da vi ramte bunden forstod den nye regering, at der jo findes den der vigtige liste og de tog udgangspunkt i den, begyndte at arbejde efter den og forsøgte endda at forny den i en positiv retning. Det vigtigste er, at der nu er en aftale om, at behandle Kosovo som noget, der hører virkelighedens verden til i stedet for som den myte, der har plaget Serbien i århundreder.
Der er endda en arbejdsdeling. Vicepremierminister Vucic har indrømmet, at Serbien har fået en oversigt over 24 suspekte privatiseringer fra EU og har kastet sig ud i en uklar kamp mod korruption. Premierminister Dacic har fået Kosovospørgsmålet, som tager sig af med en del energi og snedighed, mens Finans- og Økonomiminister Dinkic har fået tildelt den sværeste opgave: erhvervslivet og økonomisk vækst. Det lader endda til, at han gør sit bedste og at han har forstået, at dette er hans sidste chance. Det er svært overhovedet at tænke på, at Serbien begynder at udvikle sig økonomisk, for slet ikke at tale om rent faktisk at få det til at ske. Man får indtrykket af, at Dinkic er lidt for imponeret over hvor godt vi alle sammen levede under Tito ved låntagning i udlandet. De tider er forbi.
Dette er den grundlæggende politiske fortælling, der dog efterlader meget plads til tilføjelser og en del spørgsmålstegn. Vi har her ikke behov for patetiske tanker om, at vores borgerlige fløj har svigtet sig selv og er blevet forelsket i nationalisterne eller omvendt. Sagen er enkel: Der er ingen anden vej end den vi bevæger os ad nu. Og hvor paradoksalt det end lyder, så er den vej en fortsættelse af idealerne fra 5. oktober.
Det var også Dacics budskab, da han udtalte ”I er ærgerlige over, at vi fører jer mod EU”. Og ja, vi er ærgerlige over at han fører os, men det er godt, at han fører os mod EU. Vi er endnu engang nået til den samme vej, dog desværre ad mange omveje. Det er næsten ikke nødvendigt at minde om, at dette stort set er det eneste vi har skrevet om på Pescanik: At der blot findes to veje for Serbien. En urealistisk og antieuropæisk vej og en realistisk vej, der fører Serbien mod EU og ud af det hul, som vi selvforskyldt er faldet ned i.
Stort arbejde forude
Jeg har her forsøgt at gøre rede for tendensen i de politiske begivenheder i Serbien. Disse kan ses af enhver som ser på sagen med åbne øjne og ikke er præget af hævnlyst. Men det er dog endnu blot en tendens for intet er virkeligt realiseret endnu. Alt, hvad der nu er påbegyndt, må kunne ses i konkrete resultater og til det, er der brug for mere tid og ikke et nyvalg – som nogle taler om – for så får vi igen blot løfter om nye begyndelser.
Tendensen er opmuntrende, men der er ingen garantier for at vi ikke ryger tilbage i gamle vaner. Ikke tilbage til halvfemserne, men til det vi har nu, det der stadigvæk varer ved: Råddenskaben og forfaldet. I Serbien findes der endnu mange undervandskilder, uudslukte vulkaner, oversete enklaver af kaos og manglende organisering. For at få ryddet op i dette forfaldne hus er det nødvendigt først at få styr på sikkerhedstjenesterne og disses tjenere i tabloidpressen. Hvis vi får styr på det og får forvandlet det til en egentlig tjeneste, så vil kirken, akademiet, nationalisterne og ekstremisterne i sig selv blive tandløse og ufarlige.
Herfra burde man bevæge sig i retning af en modernisering af staten på alle niveauer. Dette er langtfra alt. Der er meget endnu, der skal gøres i stand i mange år fremover. For vi har været igennem en stor ydmygelse, et stort nederlag og et stort forfald. Og nu har vi et stort arbejde for at hive os selv ud af vores eget helvede.
Artiklen bringes i samarbejde med Pescanik.net, hvor den første gang blev trykt d. 20.01.2013.
Oversat af ID
