Tak Sverige fordi vi fik en ny fremtid

KOMMENTAR | 50 svenskere med rødder i det tidligere Jugoslavien fortæller: Vi er de flygtninge i tog imod i 90’erne. I anledning af 20-året for udbruddet af krigen i Bosnien-Hercegovina viser de deres taknemmelighed for hjælpen fra Sverige til de 80.000 flygtninge fra det tidligere Jugoslavien som dengang ankom.

Kommentaren blev bragt i Aftonbladet 6. dec. 2012

Netop nu vil vi, der kom hertil under krigen 1991-1995 fra frem for alt Bosnien men også andre dele af det tidligere Jugoslavien, tænke tilbage på 20 års ophold i Sverige. Mange husker virkeligheden, vil flygtede fra. En brutal krig mod civile, etnisk udrensning, voldtægtslejre, belejringen af Sarajevo, folkemordet i Srebrenica… Billederne er blevet ætset ind i de flestes hukommelse. 80 tusind bosniere kom til Sverige.

Sammen med Tyskland var Sverige det land, der tog imod flest bosniere. Vi vil vise vores taknemmelighed. Og at vi er rede til sammen jer at opbygge det fremtidige Sverige.

Integrationen lod sig gøre
Mange hævdede at landet ikke kunne tage imod så mange. Men det gik godt. Som eksempel opnåede de bosniere, der kom til Småland et beskæftigelsesniveau på 90 pct. på blot 5-6 år. Væsentlige mere end det daværende svenske gennemsnit på 78 pct. Bosnierne i øvrigt har også haft relativt højt beskæftigelsesniveau. Hvorfor?

Formodentlig fordi at et antal omstændigheder, der er væsentlige for integrationen, var gældende: Mange havde god uddannelse, hvilken de svenske arbejdsgivere havde tillid til. Dette gjorde, at så snart man kunne svensk var man ”ansættelsesbar”. Vi havde allerede landsmænd, gæstearbejdere, der kom hertil i 50’erne og 60’erne. Disse udgjorde en bro til samfundet og hjalp med at finde rundt i det svenske system.

Vi vidste vi skulle blive
Til sidst betød omstændighederne, at en følelse af at høre til udviklede sig ganske hurtigt. Mange kom fra forfærdelige krigsoplevelser, og at vende tilbage var ikke noget man overvejede. Dette gjorde at mange pakkede deres kufferter ud og forvandlede Sverige fra et tilfældigt tilflugtssted til et permanent hjem. Således undgik vi at blive ofre.

Bosnierne er naturligvis ikke de eneste, det er lykkedes for. Andre grupper og individer har allerede bevist, at integrationen kan fungere. Men desværre er det ikke lykkedes for alle. Derfor må vi hjælpes ad med at identificere problemerne og udbedre dem. Dem, der mangler tilstrækkelig uddannelse, skal hjælpes i gang, og for dem, der ikke er i stand til det må vi skabe job, der ikke kræver uddannelse. At blive efterladt udenfor er ikke noget alternativ – tro os. Og glem ikke, det er ikke grupper, men individer, der integreres.

Sverige er vort land
Vi er i dag mange bosniere i dette land. Vi håber, at vi har bidraget til et bedre og rigere land; at vort eksempel viser, at det ikke behøver at gå dårligt, ikke engang når man tager imod mange mennesker. Det skaber forhåbentligt en følelse af håb, nu når vi alle behøver det.

Når integrationen, migrationen og livet i det nye land mislykkes og skaber en følelse af svigt, er det ofte, at grupper kommer til at konfrontere hinanden. Vi håber, at vi kan bidrage til det modsatte.

Tak fordi vi fik chancen for at opbygge vore nye liv her. En sådan tak høres alt for sjældent. Integrationspolitikken er upersonlig og forvandlet til love og forordninger. Men vi er de flygtninge i tog imod. Vi er naturligvis klar over at ret til asyl er en rettighed, men faktum er, at mange lande lykkes med at undgå den.

Med vore gamle og nye familier, med vores børn, med vores job og interesser, med vores traditioner og selv med vores fejl og mangler er vi nu en del af Sverige. Det er blevet vort land. Vi deler dette lands kollektive hukommelse, vi påvirker vores fælles fremtid og vi tager ansvar for den. Og vi håber, at vi selv kan bidrage til at også andre kan få den hjælp vi fik.

Oversat fra svensk af: Kristoffer Hecquet