BOGANMELDELSE | Erika Fatland: Englebyen: Historier fra Beslan. 256 sider. Oversat fra norsk af Peter Nielsen. Lindhardt og Ringhof (2012.). Pris: 249,95kr (E-bog 149kr). Anmeldt af Tenna Jensen.
Englebyen – Socialantropologen Erika Fatlands debutroman – er navnet på den kirkegård som ofrene for terroraktionen på Skole Nummer 1 i Beslan i 2004 er begravet på. Det er dog alle ofre, både de overlevende og de dræbte, som vi får beretningerne om i denne bog. Men meget af bogen er også viet baggrundsforholdet i området, og efterspillet til tragedien, gisninger om de virkelige syndebukke, samt Fatlands egne oplevelser.
Englebyen og Utøya
Som det ganske givet er med debuter, er der ikke tidligere værker at trække på og lokke læserne med, men dette kommer forlaget Lindhardt og Ringhof uden om på en lidt alternativ måde; nemlig ved at fortælle om den kommende bog som Fatland skal skrive – en bog om tragedien på Utøya (Alle dagene derpå som udkommer i 2013). Dette markerer også meget godt, hvad det er for en bog, man sidder med i hænderne. Englebyen er nemlig historien om de mange personlige tragedier, som byen Beslan blev offer for, da terrorister trængte ind på Skole Nummer 1 i Nordkaukaus og dræbte 186 børn og 147 voksne i tidsrummet den 1. – 3. september 2004.
Englebyen adskiller sig fra de fleste andre bøger om tragedier ved på de første sider at have et kort over skoleområdet og en indholdsfortegnelse. Den låner så at sige fra faglitteraturens verden, ved at gøre opmærksom på at den ikke blot er en beretning. Men med alle de gisninger den indeholder, kan den heller ikke gå som et endegyldigt faglitterært værk. Indholdsfortegnelsen virker derfor ikke særlig godt, for overskrifterne giver ikke mening, med mindre man har læst kapitlerne, og kortet som skulle give overblik bliver forstyrret af den tilsyneladende mangel på struktur i bogens afsnit, hvor man går fra kapitler om kaotiske hændelsesforløb til personlige tragedier, til skyldspørgsmål, til Fatlands dagbogsnotater, til tragedieramte familiers baggrundshistorier. Setuppet synes ikke at bidrage til overblik, og virker mere i overensstemmelse med den reelle kaotiske situation som opstod, under gidslernes løb mod friheden, da en bombe gik af i gymnastiksalen på dag 3. En virkning som Fatland formentlig ikke har efterstræbt.
Kto Vinovat?
Bogen synes derfor ikke helt at kunne finde sin genre, og det sparsomme noteapparat som er brugt synes at give ligegyldige informationer så som: »FSB hed tidligere KGB«, en information som næppe er top hemmelig, og som man må formode er til, for at give dårlige associationer i forbindelse med FSB og skyldspørgsmålet. Og de steder hvor man kunne ønske en note, når man nu har valgt at bruge dem, må man nøjes.
Bogen giver ikke det forventede overblik af de forskellige historier, og man kunne godt ønske at Fatland havde gået uden om skyldspørgsmålet og koncentreret sig om at fortælle de enkelte ofres historier i dybden i stedet. Skyldspørgsmålet får alt for meget plads i bogen, og ingen synes at gå ram forbi: Vesten for at miste interessen da nyhedens korte levetid var ovre, Rusland for alt mellem himmel og jord – både historisk og nutidigt – og terroristerne for overraskende lidt. Bogen minder i den henseende lidt om Politkovskajas Putins Rusland (Politkovskaja bliver da også nævnt på side 214), og bliver ligesom den, utroligt deprimerende og langtrukket, ikke bare i forhold til de forfærdelige hændelser bogen portrætterer, men i jagten på de skyldige.
Fatland beskæftiger sig alt for meget med det evige russiske spørgsmål: Kto Vinovat? Og hvis man forventer en objektiv analyse af de antropologiske forhold i forbindelse med tragedien, så skal man forberede sig på en mere subjektiv en af slagsen. Det er nok ikke helt galt, når hun skal skrive om Utøya-tragedien, som ganske givet vil få en mere national tone, og hvor der ikke på samme måde er uafklarede spørgsmål i hændelsesforløbet, konspirationsteorier og lukkede arkiver, men det fungerer ikke her.
En sproglig tragedie
Sprogligt er der også problemer. »Korte vejstykker leder hen til femetagers boligblokke, grå og forfaldne, antageligt tegnet af den samme produktive, men tungsindige arkitekt, der har sat sig spor i hele det tidligere Sovjetunionen.«
Citatet er et eksempel på når sproget i korte og få øjeblikke virker og pludselig siger meget mere end blot teksten selv. Der er ingen tvivl om hvordan sådanne boligblokke ser ud, for vi har vel alle set et eksempel på dette?! Dette citat er dog en enlig svale, for selve sproget synes ofte at være direkte afskrivninger af samtaler med overlevende – ofte selvmodsigende, eller det rene vrøvl som ikke giver mening.
»Ja, vi fik penge i erstatning, men det eneste, vi gjorde med dem, var at skifte taget ud.« forklarer hun […] »Ellers har vi ikke foretaget nogen større renovering.« […] »I fjor skiftede vi også vinduerne ud.«
Er udskiftning af vinduer ikke også en større renovering? Dette er dog desværre ikke en enlig svale, og ikke det eneste sted, hvor man ikke kan udregne meningen med det skrevne, og man mangler, at Fatland har spurgt mere indgående ind til meningen nogle steder. Andre steder er det Fatland selv, som vrøvler, for hvordan skal dette forstås: »Mzija er først i 60’erne, men hendes bitterhed har ingen alder.« Er man mere bitter som ung?
Jeg ville gerne kunne lide bogen, det er en vigtig fortælling som burde fortælles og høres, men med et sådant indhold – og her tænker jeg på Fatlands måde at fortælle tragedien på – så blev jeg mere og mere irriteret hver gang jeg vendte en side. Jeg håber blot, at hun nu har fundet formen til bedre at håndtere så følsomt og nærliggende (både tid- og stedsmæssigt) et emne som tragedien på Utøya, og at hun i den bog vil gå mere indgående ind i hændelsesforløbet, de forskellige skæbner og efterspillet på det personlige plan.
