STUDENTERPROTEST | Beograds studerende protesterer mod nye nedskæringer i Serbiens hårdt pressede uddannelsessystem, som de mener skyldes landets tilpasning til EU-standarder. Protesterne kobles dog ikke med bred samfundskritik og savner folkelig forankring. Tine Møller Sørensen ser nærmere protesterne.
Det skranter generelt en del med samfundsdeltagelsen blandt Serbiens ungdom. De fleste mener ikke, at samfundet – hverken som fysisk sted eller som metafor, har noget som helst at tilbyde, og generelt drejer det sig for landets unge om at finde en vej væk derfra.
Denne vej hedder som oftest uddannelse, da der herigennem loves en fremtid i enten EU, USA eller Canadas forjættede lande. Det officielle Serbien ser naturligt nok med både frygt og skepsis på denne braindrain, men viser samtidig ikke landets ungdom den store interesse; den primære dagsorden er præget af at få styr på situationen i Kosovo og landets mulige indtræden i EU.
Som en del af sidstnævnte er Serbien gennem de sidste år begyndt at implementere de uddannelsesmæssige EU-standarder, Bologna-processen. Dette har en del betydninger for et uddannelsessystem, der i forvejen er temmelig tyndslidt og presset.
Kritik af nedskæringer
Under parolen ”viden er ikke en vare”, er der så indkaldt til stordemonstration d. 7. november i den serbiske hovedstad, Beograd. Demonstrationen ser ud til at blive den foreløbige kulmination på en række studenterprotester og -aktioner, der startede med en tredages blokade af Det Matematiske Fakultet i begyndelsen af oktober og fortsatte midt i måneden på Kunstakademiet, hvor studerende i foreløbigt to uger har blokeret indgangen til fakultetet.
De studerende er utilfredse med regeringens nedskæringer på hele uddannelsesområdet og har især brugerbetaling på universiteterne som væsentligt kritikpunkt. Denne hænger dog nært sammen med andre besparende foranstaltninger, der bl.a. kun vil tillade et vist antal af de studerende, der lever op til kravene om at have optjent 60 ECTS point, at gå videre til næste undervisningsår uden at skulle betale for undervisningen.
De nye regler betyder nemlig, at der kun er et vist antal gratis eller udgiftsfrie studiepladser til rådighed pr år, hvilket indebærer, at også andre faktorer end de 60 ECTS point tæller i kapløbet om næste års studiepladser, f.eks. karaktergennemsnit.
Krav om lige ret til uddannelse
For Kunstakademiet alene drejer det sig om 15 % af de studerende, der på trods af de optjente 60 ECTS ikke vil få lov at fortsætte deres gratis undervisning. Desuden vil det gå ud over en lang række studerende, der f.eks. mangler et par teoretiske eksaminer og derfor kun har 56 ECTS i hus – disse skal nemlig herefter afholde en brugerbetaling på 150.000 dinarer (lige over 11.000 kroner) pr år.
I første omgang er de studerendes krav derfor ret enkle: Alle med 60 ECTS skal have gratis undervisning, og de med 56 ECTS eller derover skal fritages for brugerbetaling.
På Kunstakademiet har de studerende pr d. 23. oktober intensiveret blokaden og samtidigt udsendt følgende udsagn: Det er ikke vores intention at stå i vejen for arbejde og undervisning, tværtimod er vores kamp en kamp for lige ret tiluddannelse og uddannelsesmuligheder for alle.
Universitetets ledelse forstår de studerendes frustrationer, men mener ikke, at de selv er i stand til at gøre noget ved situationen, deres egen økonomiske situation taget i betragtning. Fakultetets dekan Milutin Dragojlovic siger ifølge flere nyhedsmedier, at det herfra er op til Undervisningsministeriet at lave eventuelle økonomiske ændringer.
Protesterne breder sig
De sidste mange år har budt på lignende protester, og overordnet betragtes disse af studenterbevægelserne som et opgør mod netop implementeringen af Bologna-processen. På spørgsmålet om, hvorvidt protesterne rækker længere end til blot uddannelsesinstitutionerne, siger journalist Dusan Komarcevic, der har fulgt både dette års og tidligere års protester tæt, at protesterne ikke har kapaciteten til at nå ud over den aktuelle dagsorden.
Ifølge studenterorganisationen Studentske Borbe (Studerendes Kampe) har de sidste mange års protester dog formået at trække processerne ud, men altså ikke at stoppe dem. Samtidig lader protesterne til at brede sig; siden sidste onsdag har arkitektuddannelsen været blokeret, og senest har også FASPR (Fakultetet for Specialundervisning og Rehabilitering) fra d. 29. oktober valgt at blokere fakultetet og ”overtage styringen” heraf.
D. 27. oktober kom indkaldelsen til stordemonstrationen så, og i de studerendes erklæring lyder det bl.a., at de kræver et stop for, hvad de kalder en ”kommercialisering af uddannelsesvæsenet, der peger mod en privatisering af vore universiteter” og kræver fuldt offentligt finansieret uddannelse, der er tilgængelig for alle.
Studenter forsømmer samfundskritik
Spørgsmålet er så, om disse nye studenterprotester peger mod en mere generel politisk og samfundsmæssig interesse fra de studerende? Dertil svarer repræsentant for Studentske Borbe, Marko Stojkovic, at dette ikke drejer sig om isolerede tilfælde, der med tiden vil rinde ud, men at der tværtimod er sket en bevidsthedsgørelse om, at kampen for fri og tilgængelig uddannelse er en, der må kæmpes i fællesskab.
Tiden må dog vise, om han får ret, da de sidste mange års protester altså ikke har formået reelt at rykke ved de gældende regler. Desuden er protesterne så nært knyttet til de aktuelle nedskæringer på institutionerne, at en evt. bredere politisk kontekst synes at fortone sig i tågerne.
Tidligere protester del af kulturkamp
Ved sidste års protester forsøgte kræfter som Marko Miletic fra den kunstneriske gruppering Kontekst Kolektiv ellers at indskrive disse i en større politisk kamp mod ”reaktionære” kræfter i Serbien.
Miletic og Konteksts galleri var en af de små uafhængige institutioner, der i 2010 måtte dreje nøglen om efter en voldsom omprioritering i Beograds kulturelle tilskudsmidler, hvor en række progressive kulturinstitutioner måtte lukke for at overgive lokalerne til andre initiativer, der bedre passede den givne politiske dagsorden.
Ifølge Miletic og Kontekst drejer det sig om et fundamentalt skift i Serbiens kulturpolitik, hvor kultur udelukkende anses som ”et instrument for europæisk integration”, og hvor begreber som ”menneskerettigheder” og ”samfundets kulturalisering” bruges til at skabe ”apolitiske emner til den dominerende ideologi”.
Studerende mangler opbakning
Journalist Dusan Komarcevic tilføjer, at problemerne med ikke at formå at brede protesterne længere ud og indsætte dem i en større kontekst også er et problem for de protesterende selv, da de ”ikke engang” formår at få studerende fra andre fakulteter og institutioner til at udvise solidaritet og deltage i protesterne.
Protesterne bliver således heller ikke dækket særligt grundigt i medierne, ligesom den generelle holdning synes at være, at protesterne overhovedet ikke interesserer folk. Dusan Komarcevic beretter, at ved en demonstration på Beograds hovedstrøg – Knez Mihailova – i sidste uge, hvor omkring 40-50 studerende var mødt frem, var der så godt som ingen interesse fra forbipasserende, og demonstrationen blev kun nævnt en passant i medierne.
Forankring i samfundet en nødvendighed
Dette mener Marko Stojkovic fra Studentske Borbe dog hovedsaligt har med mediernes generelt manglende dækning af de studerendes problemer at gøre; en dækning, Stojkovic i øvrigt beskylder for at være inficeret af løgn og manipulation – han mener dog, at bevægelsen gradvist vil få øget støtte fra befolkningen og dermed øget adgang til medierne.
Komarcevic spår i øvrigt, at demonstrationen d. 7. november formentlig kun vil kunne samle omkring 200 mennesker i alt, så når den har som påstand, at ”for at ændre noget, må vi ændre alt”, skulle de studerende måske starte med at gribe i egen barm og forsøge at indsætte deres protester i en større samfundsmæssig kontekst. Men det vil formentlig kræve, at de studerende reelt begynder at interessere sig for det samfund de (i hvert fald midlertidigt) bebor.
