BAGGRUND | Den 07. oktober var der lokalvalg i Bosnien-Hercegovina. Selvom disse valg ikke normalt tiltrækker stor opmærksomhed hverken i BiH eller udenfor, var forventningerne til dette års valg usædvanligt høje. Ismar Dedovic giver her et overblik over den politiske situation i BiH op til og umiddelbart efter valget.
Søndag den 07.10. blev der afholdt lokalvalg i Bosnien-Hercegovina. Valget var det femte af sin art siden underskrivelsen af Daytonfredsaftalen (DPA) i 1995 og selvom den politiske situation i BiH er præget af kronisk dysfunktion og apati blandt borgerne, så var der i denne omgang store forventninger til, at valget ville løse op for i hvert fald en del af den fastlåste situation, der har hersket siden parlamentsvalget i BiH i 2010.
Uklarheder i forfatningen
Valget i 2010 afslørede for alvor de interne spændinger der er indbygget i den forfatning som DPA også forsynede BiH med. Det er nemlig på mange måder en forfatning, der tilgodeser nationalistiske – eller i hvert fald nationalt baserede partier – ved at kræve, at de tre ”konstitutive folk”, bosniakker, kroater og serbere får hver deres repræsentanter i forskellige statsorganer. Det bedste eksempel på dette er det tre mand store præsidentråd, der skal bemandes af hhv. en bosniak, en kroat og en serber, som tilsammen udgør statsoverhovedet.
Spændingerne i DPA bliver dog tydelige ligeså snart et parti ikke ønsker at definere sig nationalt som det fx er tilfældet med Socialdemokratiet (SDP) i BiH. Siden 2006 har bosniske kroater – eller rettere de to største bosnisk-kroatiske partier HDZ og HDZ 1990 – for eksempel klaget over, at SDP har frataget kroaterne deres plads i Præsidentrådet ved at opstille socialdemokraten Zeljko Komsic til denne post og få ham valgt med rigtig mange bosniakkiske stemmer også. Komsic, der formelt erklærer sig som kroat, men også er uhyre populær blandt bosniakker, bliver nemlig set som en utilstrækkelig forkæmper for kroatiske rettigheder fordi han har udtalt, at han repræsenterer alle bosniere ligeligt. Da Komsic for anden gang vandt valget til præsidentrådet i 2010 steg harmen blandt HDZ og HDZ 1990 yderligere. De hævder nemlig – til dels rigtigt nok – at bosniakkerne nu er så mange, at de kan vælge både den bosniakkiske og den kroatiske repræsentant i præsidentrådet. Denne anklage afvises dog ofte med, at det ingen steder i DPA står, at kun en kroat må stemme på en kroat. Og selv hvis dette stod i forfatningen, siger socialdemokrater, så kan HDZ og HDZ 1990 ikke alene gøre krav på at repræsentere kroaterne. Komsic bliver jo ikke mindre kroat af at sidde i SDP end af at sidde i HDZ.
Fra reformløfter til politisk stagnation
Socialdemokraterne førte netop valgkamp ved at alliere sig med det store bosniakkiske parti SDA og to mindre kroatiske partier (den såkaldte Platform: se artiklen Farligt politisk spil i Bosnien-Hercegovina). Platformens hovedargument var, at selv mindre partier kunne give kroaterne i BiH en ordentlig repræsentation, hvilket i sig selv kan være sandt nok, selvom HDZ’erne ikke er enige.
Disse skærmydsler, der blot var retoriske i 2006, blev noget mere alvorlige efter valget i 2010. De to HDZ-partier indgik nemlig en aftale med det store serbiske parti SNSD (under ledelse af Milorad Dodik) om at holde Platformen fra magten og især holde SDPs formand, Zlatko Lagumdzija, fra premierministerstolen. Lagumdzija mente ellers, at han, som formand for BiHs største parti, burde få denne plads. I Føderationen, hvor HDZ ikke havde mulighed for at støtte sig til et serbisk parti, lykkedes det Platformen – med kraftig støtte fra det internationale samfund – at danne regering udenom de to store kroatiske partier. Dette førte blot til mere blokade på landsplan, men også her håbede Platformen sandsynligvis på international intervention til deres fordel. Efter 15 måneder uden regering, formåede Platformens fire partier og SNSD, HDZ og HDZ 1990 at danne regering i januar 2012. Lagumdzija måtte give premierministerpladsen til HDZ til gengæld for at få ro i den bosniakkisk-kroatiske entitet, Føderationen.
Den langstrakte proces med regeringsdannelse havde dog slidt på de fleste partiers troværdighed. Dette førte til øget behov i partierne for at profilere sig op til lokalvalget, der var lige om hjørnet efter regeringsdannelsen.
Politisk anarki op til lokalvalget
Ironisk nok førte dette behov for at vise regeringsduelighed – og for at vise, at de enkelte partier kunne beskytte deres kernevælgere – til at Platformen som koalition simpelthen sprang i luften. SDP beskyldte SDA for uansvarlighed i den økonomiske politik og SDA beskyldte SDP for at ville detailstyre alt. Det er ikke helt klart hvem der har ret og hvilke andre motiver, der lå til grund for opbruddet, men SDPs formand valgte derefter at lukke ned for samarbejdet med SDA og de to mindre kroatiske partier som var del af koalitionen. Han vendte sig nu mod det nye bosniakkiske parti ”Partiet for en bedre fremtid” (SBB), der havde været SDAs største konkurrent og indledte samarbejde med dem. Han nærmere sig desuden HDZ-partierne og forsøgte at presse SDAs ministre ud af regeringskontorerne. Manøvren førte til, at BiH gik ind i lokalvalgsvalgkampen med en anarkisk politisk scene, hvor det ikke var klart hvem der egentlig bestemte i BiH.
Lagumdzijas tilnærmelse til HDZ’erne – de to partier som han i løbet af 15 måneders regeringsforhandlinger sagde han ikke kunne samarbejde med – fik hans troværdighed ned under gulvbrædderne. Selv SDPs repræsentant i præsidentrådet, Zeljko Komsic, forlod partiet i sommeren 2012. Tabet af den uhyre populære Komsic, der ved valget i 2010 fik flere personlige stemmer end hele SDP tilsammen, førte til endnu mere tab af tillid til det parti.
Efter valget: Uklarhed
Det er med alt dette som baggrund, at lokalvalget i BiH fandt sted den 07.10. Befolkningen var i grunden apatisk, især fordi levestandarden i BiH var blevet endnu værre i løbet af de 2 år som var gået siden sidste valg. Dog var håbet, at man ved dette valg kunne rykke lidt på partiernes magtforhold og give et signal til landets toppolitikere om, at det nu var tid til at komme i arbejdstøjet.
Resultatet af valget var da også et nederlag til SDP og den bosniakkiske koalitionspartner SBB. Duoen blev simpelthen set som utroværdig og plagedes af SDPs historie i de sidste mange måneder. SDP fik ved dette valg 85.000 færre stemmer end i 2010.
Bosniakkiske vælgere valgte i stedet at støtte det gamle bosniakksike parti SDA, der fik nogle point på grund af deres ”offerrolle” i opgøret med SDP. Det er dog uklart, om vælgerne for alvor forventer noget nyt med SDA, da partiet har været ved magten i hen ved 20 år og dermed har et stort medansvar for situationen som den er i BiH i dag.
Blandt serbiske vælgere, gik støtten – mod forventning – ikke udelukkende til Dodiks SNSD. Også dét parti har tydeligvis lidt under de langstrakte magtkampe og især under det faktum, at økonomien i det SNSD-styrede Republika Srpska klarer sig endnu værre end i BiH som helhed. Entiteten, og især dens østlige del, er præget af korruption og økonomisk kollaps.
Dodiks forsøg på at skjule dette faktum ved at bruge nationalisme som våben lykkedes ikke i denne omgang. I stedet gik SDS, frem ved valget, især i Østbosnien. SDS er på papiret ikke mindre nationalistisk end SNSD – det er trods alt Radovan Karadzics gamle parti – men de har i efterkrigstiden været mere kompromisvillige i forhold til at styre BiH og de er en udfordring for Dodik, idet partiet kræver en større decentralisering og flere penge til Østbosnien.
Blandt kroatiske vælgere er støtten til HDZ og HDZ 1990 stadigvæk høj, hvilket ikke er helt overraskende, da partiet faktisk formåede at komme i regering trods den oprindelige modstands mod dette fra Platformen. HDZ ses nu som et parti, der kan sikre kroatiske rettigheder i al fald i et hjørne af Hercegovina.
Lokalvalget i BiH har altså rykket noget ved magtbalancen partierne imellem, men ikke nok til at løse krisen eller til at gøre de politiske ledere mere kompromissøgende lige umiddelbart. Muligvis vil dette ske når valgrusen er forsvundet lidt, men en for lang ventetid vil kun gøre problemerne værre og tungere at løse.
