BAGGRUND | Kolyma fangelejren i Sibirien var for Stalin hvad Auschwitz var for Hitler og så alligevel ikke. Nazisterne dokumenterede deres forbrydelser til mindste detalje, kommunisterne ødelagde bevidst beviserne for deres. Jens Alstrup giver her en introduktion til Kolyma: Det Hvide Krematorium

Den 22. april 1932 lagde tre dampskibe for anker i Nagajevobugten. En bugt kendt gennem mange år af fiskere, der brugte den som en perfekt naturhavn til at søge ly for områdets mange storme men derudover et aldeles mennesketomt sted. Denne gang var der ikke tale om fiskerbåde men fragtskibe, medbringende ca. 15.000 mennesker. Straffefanger, vagter, officerer, specialister, søfolk. Sammen med fangerne i lastrummene, havde skibene også medbragt primitivt udstyr til minedrift, skovdrift og de mest nødtørftige maskiner til træindustri og såsæd, samt kreaturer til de første landbrug og proviant til den første tid.

Sejladsen, der normalt varede 9 døgn fra Vladivostok med dampskib, gik tværs over Det Okhoniske Hav, hvor der ofte er meget hårdt vejr. Forud for sejladsen, havde fangerne opholdt sig i andre lejre og fængsler i hele Sovjetunionen, før de i fangevogne eller simple kreaturvogne blev sendt til havnebyen Vladivostok.

Stalins slavehær
Organisation “Dalstroj”, et akronym for Det Fjernøstlige Byggekombinat skulle med 15.000 straffefanger påbegynde guldproduktion i området kendt som “Kolyma”, efter floden Kolyma der udspringer i området. Stedet var blevet kendt for de rigeste guldfund i Ruslands historie og disse skulle udnyttes hurtigst muligt.

Dalstrojs første opgaver var derfor at etablere en havn i Nagejevobugten og grundlægge byen Magadan ved den lille flod Magadanka (deraf navnet til byen). Derefter skulle der etableres en vej på ca. 700 km mod nord til gulddistrikterne. For enden af vejen, skulle minebyen Sejmtjan etableres og guldproduktion skulle straks opnå store resultater.

Projektet var en del af Stalins omfattende imperium af slavearbejdere. De første politiske fanger i Sovjetunionen blev internerede under frygtelige forhold men var dog blot i fængsel. I løbet af 1920’erne fandt man på at udnytte dem til at bygge Stalins nye utopia. Miner, metrostationer, vandværker, dæmninger, kanaler og meget mere, blev bygget og drevet af Stalins mange tusinder af fanger og Kolyma blev et af de største komplekser under GULAG-administrationen, der stod for alle disse projekter og lejre.

Eduard Berzin, Dalstrojs første leder
Daltrojs leder, Eduard Petrovitj Berzin, var bolsjevik af den gamle skole. En intellektuel, der som ung havde studeret på kunstakademiet i Berlin, og som deltog i Første Verdenskrig i Den Lettiske Garde. Under revolutionen gik han over til kommunisterne og blev senere en del af Lenins livgarde i Kreml. Hans karriere i garden og fra 1921 i OGPU (der senere blev omdøbt til sikkerhedstjenesterne NKVD og endnu senere KGB), var ikke bemærkelsesværdig men rakte dog til officersrang. I 1927 blev han udnævnt til leder af en arbejdslejr i Uralbjergene, hvor han skulle etablere Vishera Cellolose og Papir-kombinatet
i byen Krasnovishersk. Et arbejde han udførte så vellykket, at han blev forfremmet til leder af en af Stalintidens største operationer, Dalstroj eller “Kolyma”.

Den ”gode” chef
Berzin bliver jævnligt omtalt, som den “gode” chef. Hans ledelse betegnes ofte med vendinger i stil med “den gyldne tid for Magadan”. I relation til hans efterfølgeres regimenter, så har det en vis berettigelse. Imidlertid vil det være særdeles forkert, at betegne ham som “god”. Som for så mange andre kommunister, var sagen altid vigtigere end metoderne
.

En overlevende fortalte om Berzin:

I Nagevejo (Magadans havn) havde man tabt en grab til en amerikansk guldmaskine ned i vandet. En tilsynsførende løb op til Dalstrojs hovedkvarter og sagde til Berzin: ‘Kammerat Eduard Petrovitj, folk dør i det kolde vand, for at redde grabben. Hvad skal vi gøre?’ Berzin spurgte: ‘Hvor mange guldrubler kostede grabben?’ Den tilsynsførende svarede. Berzin: ‘Hvor mange papirrubler koster en fange?’ Den tilsynsførende svarede. Berzin: ‘Hvorfor stiller du mig så sådant et spørgsmål???’” Sådan kunne Berzins “humanisme” også være.

Den første vinter
Iflg. legenderne overlevede kun 50% af fangerne den første vinter. Vi har ikke mange forklaringer, men jeg antager, baseret på min konkrete viden om regionens geografi og infrastruktur, at landbrugene blev etableret alt for sent på året og man derfor fik en meget ringe høst til vinteren. Vinteren kan også have været meget hård, eller måske endda normal, men meget hårdere, end nogen havde forestillet sig. Kolyma er det mest modbydelige, beboede sted på vores klode. En kort, heftig sommer og der efter vinter, med ned til minus 70° C inde i landet og varmere, men altid blæsende, i Magadan by.

Desværre baserer historierne om Kolymas første år sig meget på legender og overleveringer og mindre på konkrete erindringer, dagbøger og arkivmateriale.

Efterfølgende fik Berzin mere styr på forsyningerne. Barakker af træ afløste de dårlige og dødelige bomuldstelte for fangerne, flere landbrug blev etableret, især ved og omkring landsbyen Elgen, og guldet begyndte at blive sendt til “Fastlandet” (Kolyma er landfast, men afskåret fra resten af Sovjetunionen af adskillige vanskelige bjergkæder, hvorfor skib var den mest almindelige transportform til resten af landet).

Fra dødsfælde til arbejdslejr
Fra at være en dødsfælde, blev Kolyma et af de steder, hvor overlevelsesraten var stor og den bonus man fik ved sin frigivelse som straffefange, blev ganske omfattende. Berzin skulle angiveligt, og her er vi igen i legendernes verden, have sagt til en last nyankomne fanger, at “I kommer alle hjem igen med høje hatte”
. Intet var mere kapitalistisk og et større symbol på materiel velstand, end høje hatte!

Tiden efter Berzin
Udviklingen i Kolyma fulgte udviklingen i resten af Stalins totalitære imperium, dog med nogen forsinkelse pga. de store afstande til Moskva. Da Genrich Jagoda, lederen af NKVD og dermed hele undertrykkelsessystemet, faldt i unåde i 1936 og efterfølgende i 1938 blev henrettet
, blev også Berzin udrenset. Berzin forlod Magadan med skibet “Nikolaj Jezhjov” (passende opkaldt efter NKVDs nye chef) lige før sejladsen lukkede for vinteren i december 1938. Da han ankom til Moskva med toget blev han arresteret og senere henrettet for de mest fantastiske anklager.

Jezhjovs terroregime
Rædslerne under Jezhjov medførte død og ødelæggelse i GULAG-systemet, herunder også i Kolyma, hvor der bl.a. blev etableret en egentlig dødslejr, Serpantinka, mellem Jagodnoe og Elgen
. Solsjenitsyn kaldte Kolyma for “Ondskabens Pol” og henviste i øvrigt til Varlam Shalamov, en digter, som overlevede mange års ophold i Vishera og Kolyma.

Antallet af fanger steg og steg. Første opgørelse under Berzin, januar 1933, anførte, at der var 9.928 fanger. Da Berzin var væk, nåede man 93.928 fanger 1. januar 1939 og efter krigen hvor Stalin genoptog udrensningerne, nåede antallet af fanger helt op over 170.000 i 1951. Kun i den sydlige del af Kolyma (som var den største), var mere end 140 lejre så store, at de havde et navn.

Også guldproduktionen voksede. Det første år blev det til sølle 500 kg. I Berzins sidste år, 1938, 62,0 tons. Normalt måles guld i ounce, dvs. enheder på 28,35 gram, og ikke i kilo og da slet ikke i tons. Produktionen toppede med 80,0 tons i 1940 og holdt sig på ca. 50 tons per år efter krigen til 1955, hvor efter der ikke eksisterer tal. I dag produceres ca. 60 tons guld om året, hvilket dog ikke er officielt.

Kolyma i talAntallet af ofre for lejrene i Kolyma, er blevet opgjort mange gange. Et af de tidlige (1978), vestlige estimater fra den berømte historiker Robert Conquest, satte tallet til mindst 3 mill. dødsofre, baseret på skibskapaciteten, hvilket medførte mange udfald imod ham fra sovjetisk og kommunistisk side, men, naturligvis, ingen adgang til arkiverne, så fejl kunne rettes. Han har senere indrømmet at dette estimat er alt for højt.

Et meget senere estimat fra Aleksandr G. Kozlov, satte antallet af fanger over Dalstrojs samlede levetid til mellem 800.000 og 1 mill., hvor af ca. 130.000 døde af sult, sygdom og nedslidning og yderligere 11.000, som blev henrettet. Dette er nok sat for lavt, og Ivan Panikarov, der overtog Kozlovs arkiv efter hans død, mente i 2007, at dødstallet skulle sættes til 250.000.

Manglende arkivadgang
Kozlov skulle have baseret sine studier på arkivadgang, da der var forholdsvis god adgang til dem under Jeltsins ledelse i 1990’erne, men fuld og hel adgang har man aldrig haft, så når man går i dybden med estimaterne ender det altid med, at der under de mange videnskabelige og matematiske beregninger gemmer sig et solidt fundament af rent gætværk.

De tal jeg refererede til tidligere, forekommer at være meget præcise, baseret på årlige NKVD rapporteringer, men de inkluderer ikke antallet af tilførte og frigivne fanger, og dermed kender vi ikke antallet af omkomne fanger. Hvad Kozlovs 11.000 henrettede fanger angår, så skulle antallet af henrettede alene i dødslejren Serpantinka overgå dette tal flerfold, men her er der igen tale om rygtebasis.

Jens Alstrups cykeltur tværs over Rusland i 1999 tændte en interesse for det russiske folk og dets historie der snart overskyggede hans rekordforsøg. Igennem hjemmesiden www.gulag.dk forsøger han at genfinde, bevare og dokumentere viden om Kolyma lejrsystemet. Arkivadgang og kildebevarelse har trange kår i nutidens Rusland, hvor interessen for den sorte fortid ikke er tilstede. Jens arbejder på en bog om Kolyma.

Af Jens Alstrup