FILMFESTIVAL II | Filmfestivalen East by Southeast er i fuld gang i Cinemateket i København. Der er visninger af nye film fra Øst- og Mellemeuropa næsten dagligt frem til og med den 21. oktober. I denne anden af i alt tre artikler retter Allan Sørensen filmblikket mod Balkan-landene.
I sommer kørte jeg i bil igennem det nordøstlige hjørne af Slovenien undervejs fra Ungarn til Østrig. Så meget som jeg nu kunne fornemme det bjergrige landskab fra den strømlinede motorvej, slog det mig, hvor lidt, jeg i grunden ved om og kender til Slovenien som nation. Jeg kunne ikke undgå at få den tanke, at synet af den ene idyllisk udseende landsby efter den anden på en måde afspejler Sloveniens harmoniske eksistens i det europæiske samfund.
Slovenien trækker sjældent overskrifter i de europæiske medier, men kan ikke desto mindre ses som et foregangsland på mange områder: Slovenien var det første eks-jugoslaviske land til at indføre demokrati, opnå selvstændighed og blive medlem af NATO og EU – og blev i 2008 som det første eks-kommunistiske land tildelt det halvårlige EU-formandskab. Men lige så vel som vi danskere nogle gange ryster på hovedet, når resten af verden i tide og utide beskriver Danmark som et eventyrland, et levende frilandsmuseum og et forbillede for andre samfund, fortæller glansbilledet af Slovenien naturligvis ikke hele sandheden. Så god mod dyr er ingen.
Slovensk fatalisme
At Sloveniens tilforladelighed kun er tilsyneladende, giver det djævelsk underholdende thrillerdrama ‘Landscape No. 2’ et (ganske vist fiktivt) indblik i. Hustleren Sergej hjælper sin joviale mentor Polde med at udføre en fed fidus: De bryder ind hos pensionerede generaler fra kommunisttiden og stjæler de malerier, som generalerne frarøvede det slovenske nationalmuseum i kølvandet på 2. verdenskrig. Efterfølgende afpresser makkerparret generalerne for penge, da disse ikke er interesseret i at involvere politiet. Under det seneste indbrud går Sergej dog uden Poldes vidende et skridt videre og tømmer tillige et pengeskab for kontanter og dokumenter.
Det skulle han aldrig have gjort, for et af dokumenterne er af så historisk belastende karakter, at den pågældende general sætter en betroet problemknuser fra det forhenværende hemmelige politi til at opspore tyvene. En problemknuser, som vel at mærke er mindst lige så effektiv og determineret som Javier Bardems iskolde lejemorder fra Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’. Sideløbende spiller Sergej dobbeltspil i dobbeltsengen, for han kan ikke vælge mellem sin stabile forlovede Magda og sin sexede elskerinde Jasna. Snart løber situationen helt løbsk for den småtbegavede Sergej. Hvad der starter som en slovensk udgave af den danske krimikomedie ‘Rembrandt’ udvikler sig til et fatalt allegorisk drama om fortidens synder, der griber ind i nutidens hverdagsliv.
Kroatisk og serbisk kolorisme
Kroatien er repræsenteret på East by Southeast med den kulørte og hårdtslående actionfilm ’Vegetarian Cannibal’. Filmen portrætterer Danko Babic, en gynækolog og skørtejæger, der er mindst lige så ambitiøs, som han er amoralsk. Da en kollega bliver udpeget som leder af klinikken, gør Danko det til sin mission at få ham afsat. Under udførelsen af en illegal abort, begår Danko en graverende fejl, som fører til, at en højgravid kvinde dør. Han bliver reddet fra ydmygelse og fængselsstraf af en korrupt retsmediciner og af sin ven Ilija, der er politimand og hardcore narkohandler. Prisen bliver dog høj for Danko.
’Vegetarian Cannibal’ er et vibrerende råt portræt af Zagrebs underverden, der netop er blevet indstillet som det kroatiske bud på bedste fremmedsprogede film ved de kommende Oscar-uddelinger. Filmen er utroligt nok baseret på autentiske begivenheder og er båret af fine skuespilpræstationer. Hovedrolleindehaveren Rene Bitorajac vil være til stede og introducere den første visning af filmen søndag den 7. oktober kl. 16:30, hvor den kroatiske ambassade efterfølgende byder på et glas vin.
Den romantiske episode-komedie ’Practical Guide to Belgrade with Singing and Crying’ følger fire par i nutidens Beograd. En nervesvækket fransk sangerinde bliver guidet rundt i byen af en ung chauffør, som ikke har fået nogen let opgave. Samme dag som dominatrix Melita skal forlade Beograd med sin amerikanske diplomat Brian opdager hun, at hendes slave ikke er, hvad han har givet sig ud for at være.
En tredje historie følger en tysk-tyrkisk forretningsmand og hans møde med den smukke Jagoda, mens den sidste episode lader en serbisk politikvinde og hendes kroatiske mand afsløre hemmeligheder for hinanden på deres bryllupsdag. De enkelte kapitler er bundet sammen af store, kreativt iscenesatte ‘arbejderkor’, der synger smukke, sørgelige kærlighedssange og samtidig på morsom vis promoverer Beograd som turistdestination.
Med sin charmerende tristesse demonstrerer ’Practical Guide to Belgrade with Singing and Crying’, at serbisk film er mere og andet end stærkt kontroversielle film som Srdjan Spasojevics meget omtalte horror-thriller ’A Serbian Film’ (2010), der spekulerede i groteske tabubrud. At serbisk film ubetinget er med til at udfordre de filmiske grænser i disse år er Maja Milos’ socialrealistiske ’Clip’ (2012), som kunne ses på dette års CPH PIX-filmfestival, dog et begavet eksempel på.
’Clip’ fortæller om den oprørske serbiske teenager Jasna, der ikke kan håndtere sin fars kræftsygdom og flygter med sit lave selvværd ind i en verden af hæmningsløs druk, sex, stoffer, fornedrelse og vandalisme. Jasna løber konstant rundt med mobilen i den ene hånd og den anden hånd i trussen – og den desperate sjæl på vrangen. Med sine mange seksuelt eksplicitte scener er ’Clip’ et uafrysteligt og kompromisløst statement over en forrået ungdom overladt til sig selv. Filmens voksenskikkelser er opgivende og åndeligt fraværende og aner tydeligvis hverken deres levende råd eller hvad, deres børn egentlig render rundt og laver.
Som et sidste eksempel på den opsigtsvækkende serbiske provo-bølge bør nævnes Mladen Djordjevics ’The Life and Death of a Porno Gang’ (2009). Denne bidske og intelligente dissektion af den nationale afmagtsfølelse i kølvandet på borgerkrigene på Balkan kan ses i Cinemateket til december.
Makedonske og rumænske observationer
Mange filmelskere husker Milcho Manchevskis ætsende smukke ’Før regnen’ (1994), der var en ambitiøs fortælling med de etniske konflikter på Balkan som tragisk aktuelt bagtæppe. ’Før regnen’ vandt Guldløven på den prestigefyldte filmfestival i Venedig og blev nomineret til en Oscar. Vi er stolte af at kunne præsentere Manchevskis nye film, ’Mothers’, på East by Southeast. Filmen benytter sig af den samme tredelte struktur som ’Før regnen’. To ni-årige piger anmelder en blotter, selv om de aldrig har set ham.
Tre unge filmfolk optager en dokumentarfilm om de eneste to tilbageværende beboere i en forladt landsby – en bror og en søster, der ikke har talt sammen i 16 år. Pensionerede rengøringskoner bliver fundet voldtaget og stranguleret i en lille by. ’Mothers’ sætter fokus på den hårfine grænse mellem sandhed og fiktion, drama og dokumentar.
Rumænsk film manifesterede sig som en af det forgangne årtis mest interessante og standhaftige europæiske nybølger. Bølgen kulminerede, da instruktøren Cristian Mungiu vandt Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes i 2007 for den mesterligt indfølte ‘4 måneder, 3 uger og 2 dage’, der handler om unge kvinders tragiske aborter under Ceausescus sidste år ved magten. Allerede året forinden havde Copenhagen International Film Festival tildelt Corneliu Porumbois ’12:08 Øst for Bukarest’ prisen for både bedste film og bedste manuskript.
Kendetegnende for den rumænske nybølge er foruden en minimalistisk fortællestil at forløse traurige, socialrealistiske hverdagsberetninger med tragikomik og sort humor. Som eksempelvis Cristi Puius ’Hr. Lazarescus sidste rejse’ (2005), der skildrer den autentiske historie om en gammel syg mand, som i 1997 blev nægtet indlæggelse på fem hospitaler i Bukarest og til sidst blev dumpet på gaden, hvor han blev fundet død næste dag.
Under East by Southeast giver Marian Crisans fine debutfilm ‘Morgen’ (2010) syn for sagen for, at der stadig er liv i den rumænske bølge. Underfundig humor og bittersød satire gennemsyrer beretningen om den midaldrende Nelu, hvis upåfaldende tilværelse i den transsylvanske provins forstyrres af den store verden ved mødet med den tyrkiske flygtning Behran, der er undervejs til sin familie i Tyskland. Nelu skjuler Behran for de Kafka-bureaukratiske lokale myndigheder, og et særegent venskab opstår mellem to mænd, der kun deler forståelsen af et enkelt ord: Det tyske “Morgen”.
Bulgarsk dokumentarisme
Som 6-årig efterfulgte Simeon von Sachsen-Coburg sin far som konge af Bulgarien. Han blev dermed det yngste statsoverhoved i verden og desuden Hitlers allierede. Efter tre år på tronen blev Simeon II i 1946 tvunget i eksil af kommunisterne, og familien bosatte sig i Egypten. Herefter blev Simeon mere populær end nogensinde i hjemlandet – både blandt monarkister og almindelige bulgarere, der drømte om en bedre fremtid.
I 2001 vendte den karismatiske eks-monark tilbage til Bulgarien, hvor han grundlagde et nyt politisk parti og med det samme blev valgt som premierminister. Simeons comeback blev dog vanskeliggjort af begivenheder i den virkelige verden og befolkningens tårnhøje forventninger. I ’The Boy Who Was A King’ sammenvæver instruktøren Andrey Paounov fascinerende arkivmateriale og nye interview med Simeons familiemedlemmer. Den afslappede og selvironiske hovedperson medvirker også selv.
Se hele programmet for East by Southeast og køb eller bestil billetter på Cinematekets hjemmeside. Cinematekets adresse er Gothersgade 55, 1123 København K. Billettelefon: 33 74 34 12.
Særarrangement om Tjetjenien søndag den 7. oktober kl. 14:00: Visning af dokumentarfilmen ’Barzakh’, der introduceres af instruktøren og ledsages af debat. “Jeg har ham hverken levende eller død,” siger moren til Alik, der forsvinder i en tjetjensk landsby, hvor volden ikke længere er synlig. Vidner har set, at Alik er blevet arresteret af myndighederne, men som tiden går, modtager familiemedlemmerne mere og mere modsætningsfyldte oplysninger om, hvad der er blevet af ham. Den smukke, atmosfærefyldte dokumentarfilm skildrer mennesker og hverdagsliv i et knugende samfund.
Af Allan Sørensen, programmedarbejder i Cinemateket
