ANALYSE | Spekulationerne er begyndt at florere i Serbien omkring indholdet af EU’s årlige fremskridtsrapport om landets medlemskabspotentiale. Rapporten offentliggøres onsdag d. 10. oktober, og interessen retter sig særligt mod muligheden for annonceringen af en dato for start af optagelsesforhandlinger. Det er dog usandsynligt at Kommissionen vil give sin anbefaling til en sådan, førend Beograd har genoptaget dialogen med Pristina, og det ser ikke ud til at ske foreløbig trods enkelte indledende øvelser.
På onsdag d. 10. oktober vedtager Europa-Kommissionen 2012-udvidelsespakken for alle kandidatlande og potentielle kandidatlande til EU. Pakken inkluderer de årlige fremskridtsrapporter, som vurderer hvert enkelt lands kapacitet til at overtage EU’s samlede lovværk, acquis communautaire, samt opfylde Københavnskriterierne for EU-medlemskab fra 1993.
Fremskridtsrapporterne afventes altid med en vis begejstring i modtagerlandene, og i dagene efter offentliggørelsen er de objekter for megen fortolkning og spin fra forskellige interessegrupper. Sjældent er der dog de helt store overraskelser, da de involverede parter som regel er udmærket klar over, hvor skoen trykker, og da EU naturligvis også kommenterer på landenes reformindsats mellem de årlige rapporter.
I Serbien er det store fokus op til offentliggørelsen af rapporten dog ikke så meget på vurderingen af reformindsatsen, men mere på hvad Kommissionen vil sige om startdatoen for åbningen af landets optagelsesforhandlinger med EU.
Sandsynligvis vil rapporten dog slet ikke indikere en konkret dato, men forskellige serbiske medier har været ude med rygter om, at Kommissionen vil understrege, at en ’normalisering’ af forholdet til Kosovo er den primære betingelse for fastsættelsen af en sådan dato.
Betingelse eller hovedprioritet?
At datoen afhænger af forholdet til Kosovo er dog næppe en nyhed – og knap nok et rygte – idet det allerede blev pointeret i konklusionerne fra Det Europæiske Råd, efter Serbien fik tildelt kandidatstatus den 1. marts 2011.
Nyheden kunne til gengæld ligge i ordvalget: EU har indtil nu konsekvent afvist at kravet om normalisering af Serbiens forhold til Kosovo er en betingelse, sådan som mange serbere omtaler det. Derimod omtales kravet som en hovedprioritet (key priority) i overensstemmelse med betingelserne i Stabiliserings- og Associeringsaftalen, som Serbien har indgået med EU.
Det kan forekomme uvæsentligt, men sagens kerne er, at de officielle betingelser for EU-medlemskab naturligvis bør være objektive og generelle, og EU vil derfor nødigt fremstå som en utroværdig partner, der opfinder særlige betingelser specifikt for Serbien.
Omvendt har serberne en interesse i at fremstille kravet om normalisering af forholdet til Kosovo som netop en betingelse for optagelse, der således hverken har hjemmel i traktattekst eller i Stabiliserings- og Associeringsaftalen, og som dermed er uretfærdig. Men at Kommissionen i fremskridtsrapporten skulle finde på at anvende ordet ’betingelse’ om normaliseringskravet er under alle omstændigheder højest usandsynligt.
EU kræver dialogen med Pristina genstartet
Ikke desto mindre er det så godt som garanteret, at kravet om normalisering vil gå igen i rapporten. Den såkaldt tekniske dialog mellem Beograd og Prisitina har ligget stille i mere end seks måneder, og i mellemtiden er der kommet en ny regering i Serbien.
EU forventer naturligvis, at landets nye magthavere får genstartet dialogen og begynder at implementere de aftaler, som er indgået med Pristina – og dermed altså normalisere forholdet. Og serberne behøver ikke afvente fremskridtsrapporten for at indse, at dette er bydende nødvendigt, hvis de vil nærmere et EU-medlemskab.
Premierminister Ivica Dacic har da også for nyligt underskrevet den aftale om integreret grænsekontrol, der blev indgået med Pristina under den forrige regering – selvom Serbien anvender termen ’administrativ overgang’ frem for grænse, der lugter lovlig meget af anerkendelse af Kosovos selvstændighed.
Premierminister Dacic sætter handling bag ord
EU’s kommissær for udvidelse, Stefan Fule, kvitterede hurtigt ved at kalde underskriften et konkret tegn på den nye regerings vilje til at indgå i dialog og normalisere relationerne med Pristina.
Dacic gik herefter et skridt videre, da han så sent som i går (4/10) nedsatte en arbejdsgruppe, der skal implementere aftalen på Beograds side. Sidste nyt er, at arbejdsgruppen skal mødes med Pristinas udsendinge onsdag d. 10. oktober i Bruxelles til indledende diskussioner om implementering af aftalen.
Noget tyder på, at Dacic med disse resolutte handlinger håber på sidste øjebliksændringer i fremskridtsrapportens tekst i form af anerkendelse af Serbiens bestræbelser. Måske håber han oven i købet på, at Kommissionen vil strække sig så langt som til at anbefale en konkret startdato for optagelsesforhandlinger.
Dette er dog usandsynligt, så længe Beograd og Pristina ikke kan præsentere en konkret dato for genoptagelse af dialogen.
Dialogen kan løftes op til politisk niveau
Hvad angår selve dialogen, er der stadig mange løse ender – udover den manglende dato for dens genstart naturligvis. Præsident Nikolic har foreslået, at dialogen løftes op på politisk niveau, med ham selv og premierminister Dacic som topforhandlere på Serbiens side og med Catherine Ashton, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som mægler.
Ashton har i den forbindelse formuleret otte principper for en sådan politisk dialog, herunder at ingen deling af Kosovos nuværende territorium må finde sted. Det princip kan blive svært at sluge for de serbere, der i deres stille sind håber på, at i det mindste Kosovos nordlige og serbisk dominerede provinser kunne genforenes med Serbien.
Nogle medier har påstået, at Ashton skulle have præsenteret disse otte principper for præsident Nikolic ved et møde mellem de to i New York d. 27. september, men Nikolic’s talsmand har afvist, at det er tilfældet.
Risiko for at retsreformer negligeres
Tilbage til indholdet af fremskridtsrapporten for Serbien: For trods alle spekulationer om datoer for tekniske og/eller politiske dialoger og optagelsesforhandlinger, er formålet med denne rapport at synliggøre for offentligheden de svagheder og mangler, der er i Serbiens reformarbejde.
Kommissionen vil i rapporten utvivlsomt opfordre kraftigt til, at regeringen formulerer en ny strategi og handlingsplan for, hvordan den vil reformere landets retsvæsen samt effektivisere indsatsen mod korruption og organiseret kriminalitet.
Reformarbejde og øget indsats på disse områder er særdeles vigtige for Serbiens fremtid – EU-medlemskab eller ej – og det er trist, hvis sådanne alvorlige problemer for serberne altid kommer til at fremstå som næst-vigtigst på grund af den stærke og højlydte opmærksomhed på forholdet til Pristina.
