VALG | Valgkampen er i gang i Hviderusland, men vanen tro er der ingen tvivl om hvem der kommer til at sidde på magten. I øjeblikket er Lukasjenkos største udfordrer ikke en politisk modstander, men landets alvorlige økonomiske situation, skriver Jonathan Nielsen i denne analyse.

I ugen frem til og med søndag den 23. september kan hviderusserne afgive deres stemme til valget af det hviderussiske parlaments underhus. Overhuset forventes valgt ved indirekte valg den 25. september. At tale om valg er dog i sig selv at strække sandheden en del. Til de 110 pladser i underhuset er der, efter at de to store oppositionspartier Det Forenede Borgerparti og Den Hviderussiske Folkefront netop har valgt at trække deres 60 kandidater – kun i alt 294 kandidater tilbage. I 10 opstillingskredse er der end ikke en modstander til regimets kandidat!

Billedet er temmelig anderledes end ved det seneste parlamentsvalg, der blev afholdt i 2008. Dengang var der ca. fire kandidater per plads i parlamentet. Endnu mere skævt bliver billedet, da det nu står klart, at kun ca. 60 af de tilbageværende kandidater er egentligt oppositionelle, og at kun én større oppositionel organisation er repræsenteret i valgkampen. Sig Sandheden-kampagnen, med den tidligere præsidentkandidat Vladimir Neklajev i spidsen, trodser således den øvrige oppositions boykot.

Indførelse af “Putinsk” model
Alligevel lader det til, at de hviderussiske myndigheder vil gøre sit til, at valget fremstår mere pluralistisk end tidligere. I den seneste valgperiode har der kun været et egentligt parti repræsenteret i underhuset – nemlig det lille kommunistiske parti. Resten af parlamentsmedlemmer var såkaldte ’uafhængige’. Denne gang er der dog en del, der tyder på, at både Kommunisterne, Bondepartiet og systemets nye parti, Belaja Rus, vil blive repræsenteret. Belaya Rus er modelleret over den russiske præsident Vladimir Putins parti, Forenet Rusland, og har igennem nogen tid været allestedsnærværende i det hviderussiske samfund.

Partierne Det Forenede Borgerparti og Den Hviderussiske Folkefront har valgt at tilslutte sig det valg-boykot, som andre oppositionelle grupper allerede havde iværksat, da myndighederne har ignoreret deres krav til et fair valg. De to partier havde dels meddelt, at de kun ville tage del i valget, hvis alle politiske fanger blev løsladt, og dels hvis deres partimedlemmer blev repræsenteret i landets valgkommissioner. Ingen af de to krav blev imødekommet, og valg-exiten var derfor for disse to partier uundgåelig.

Boykot ingen trussel for Lukasjenko
Boykotten af valget udgør ikke nogen større risikofaktor for det hviderussiske regime. Pressen styres som altid stramt og centralt i Hviderusland, og der er ingen fare for, at den hviderussiske befolkning vidt og bredt kommer til at kende oppositionens motiver for at forlade valgkampen. Til gengæld har myndighederne i nogen tid forberedt befolkningen på, at det ville komme til at ske, og historier i de store officielle medier, om at oppositionen ikke tager valget alvorligt, at den spilder vælgernes tid og at den koster ressourser i omtryk af stemmesedler og valgoplysningsmateriale, har ikke været usædvanlige.

I lighed med tidligere valg i Hviderusland har både OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) og SNG (Sammenslutningen af Uafhængige Stater) valgt at sende valgobservatører til landet. Det sædvanlige billede er, at OSCE dumper valgene, mens SNG blåstempler dem. På den konto er der ingen grund til at forvente noget nyt. Til gengæld er det lige så sædvanligt at valgafslutningen medfører større demonstrationer i hovedstaden Minsk. Det er der dog ikke mange, der forventer denne gang.

Den største modstander er økonomien
Spørgsmålet er om noget af dette overhovedet betyder noget. Der er reelt kun én politisk post, der for alvor er interessant i Hviderusland, og det er præsidentposten. Den er stadig trygt i Aleksander Lukasjenkos hænder, og det har intet parlamentsvalg i Hviderusland til dato truet.

Præsidentens største udfordring ligger i virkeligheden et helt andet sted lige nu. Økonomien er nemlig hårdt presset, og Lukashenko har for nylig følt sig nødsaget til endnu engang at dementere, at den hviderussiske rubel står foran en devaluering. Det dementerede han også sidste år, og kort tid efter gennemførtes en af de største valutanedskrivninger i nyere tid!

Vigtig rokade i inderkredsen
Mindst lige så vigtigt som parlamentsvalget er det derfor at bemærke to andre ting, der foregår lige nu. Dels gennemføres der en større rokade i Lukashenkos inderkreds, og den kan få stor betydning for den linje, der lægges i finanspolitikken. Dels skal Lukashenkos regering drøfte lånebetingelser med IMF umiddelbart efter afholdelsen af valget.

Her kan det dog godt blive svært at blive enige, for IMF har ikke lagt skjul på, at der er en ’politisk dimension’, der skal være i orden, for at låneanmodninger kan imødekommes. Det står indtil videre uklart, hvordan dette hensyn forenes med et netop afholdt parlamentsvalg, som broderparten af oppositionen har følt sig nødsaget til at boykotte, og som OSCE har dumpet som værende hverken frit eller fair!

Af Jonathan Nielsen