ANALYSE | Georgiens præsident Mikhail Saakashvili er ikke på valg til parlamentsvalget i oktober. Alligevel drejer valget sig om hans person og den retning han på godt og ondt har ført Georgien i. Ph.D Martin Demant Frederiksen har set nærmere på valgkampen.
Den 1. oktober i år afholdes der parlamentsvalg i Georgien. Som påpeget af den georgiske professor Alexandre Kukhianidze (interviewet i rØST d. 22. august 2012) kan det være svært at få øje på, hvad valget – politisk set – handler om. Den siddende præsident Mikhail Saakashvilis udfordrer, Bidzina Ivanishvili, synes primært at gå på valg på en ting: at han ikke er Saakashvili.
Da Saakashvili kom til magten efter Rosen Revolutionen i 2004, var det med massiv folkelig opbakning, og Saakashvili blev af mange set som manden, der skulle frelse befolkningen fra den sociale ustabilitet og gennemgribende korruption, som havde præget landet siden opnåelsen af selvstændighed i 1991. Selvom det på ingen måde var en nem opgave, er der sket positive ændringer i landet siden Saakashvili kom til.
Ikke mindst er elektricitetsmangel ikke længere et udbredt problem, og der er sket markante forbedringer indenfor eksempelvis politiet. Alexandre Kukhianidze påpeger i rØst-interviewet, at ”man ikke kan føre et land direkte fra autoritært styre til demokrati”. Det har han ret i. Spørgsmålet er dog, om det er det Saakashvilis nuværende politik går ud på.
Facade-demokrati
Trods et skarpt fokus på afskaffelsen af korruption og ændringer i retssystemet efter revolutionen, synes georgisk politik gennem de seneste år snarere at have taget en drejning hen imod ad hoc løsninger og overfladebehandlinger. Det sidste han forstås helt konkret i relation til de materielle forandringer, der er sket via rekonstruktioner i størstedelen af landets større byer. Under sloganet ”Saakashvili bygger en nation” er facader i gader og hele bydele blevet sminket, mens selve indholdet ofte står uforandret. Det har medført beskydninger om, at Saakashvili har opbygget et ”facade-demokrati”.
I relation til rekonstruktionerne handler det om, at tingene udefra set ser anderledes ud, mens det virkelige liv bag murene er det samme, som det altid har været. Dette billede er lokalt blevet brugt til ligeledes at beskrive selve det politiske liv: mens det udefra set har ændret sig i retning af et demokrati, er realiteten indeni, at det meste er det samme som førhen: underhåndsaftaler, personlige netværk og korruption er stadig en del af det politiske liv – det er i dag blot bedre skjult.
Men ”facade-demokratiet” relaterer sig også til diskussioner om, hvorvidt Saakashvili vil søge at holde på magten som person. Parlamentsvalget i oktober er i den relation særligt interessant, fordi det bliver en indikator for, hvad der vil ske ved præsidentvalget til næste år. Saakashvili har ikke mulighed for at genopstille, og spørgsmålet er, om han vil forsøge at ”lave en Putin” og sidde en periode som premierminister for derefter at vende tilbage til præsidentposten.
Amerikanske interesser
Det interessante i dette bunder i Georgiens relation til USA. Siden Rosenrevolutionen har USA været Georgiens nærmeste allierede og største investor, ikke mindst under den tidligere præsident Bush. USA har været yderst kritisk overfor Putins måde at holde på magten, og beskyldt det for at være et autoritativt greb. Hvis Saakashvili følger samme politiske taktik, vil det utvivlsomt problematisere det georgisk-amerikanske forhold. Det har i Georgien givet anledning til spekulationer om, hvorvidt USA vil tvinge Saakashvili væk fra den politiske top, og om Bidzina i virkeligheden blot er en ny Washington-marionet, der skal sikre amerikanske interesser i regionen.
Forandring for forandringens skyld bringer ikke nødvendigvis noget godt med sig, og om Bidzina Ivanishili (hvis han bliver valgt) formår at føre en politik, der imødekommer de reelle problemer, som store dele Georgiens befolkning står overfor, er umuligt at sige. Parlamentsvalget er derfor selvsagt interessant i forhold til hvad der vil ske eftervalget (både med hensyn til den førte politik og i forhold til præsidentvalget næste år). Men det er også interessant i forhold til, hvordan selve valget kommer til at forløbe. At et valg kan gennemføres uden svindel kan blive et vigtigt bevis for den georgiske befolkning på, at demokrati ikke blot er et spørgsmål om facader, men at det også kan eksistere i praksis.
Martin Demant Frederiksen er Ph.D. i antropologi og ekstern lektor ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
Udvalgte kilder:
http://www.css.ethz.ch/publications/DetailansichtPubDB_EN?rec_id=2122
