KOMMENTAR | Selvom den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Bosnien-Hercegovina er under forværring, vil landet ikke opleve en ny totalkrig som i starten af 1990’erne. Ismar Dedovic forklarer her hvorfor.
Ingen kan være i tvivl om, at situationen i BiH er bekymrende. Ved det sidste valg (i oktober 2010), var der en generel opfattelse af, at tonen partierne imellem og i den generelle debat var langt hårdere, end den havde været på noget tidspunkt siden valget i 1996. Siden 2010 er det kun gået ned ad bakke. De politiske partiers stridigheder om magten har fastlåst reformdagsordenen på et tidspunkt hvor økonomisk og social krise truer med at destabilisere landet. Oveni dette mærkes det tydeligt, at det internationale samfund har trukket sig tilbage og der er derfor en følelse af, at uanset hvad der siges på politisk plan, vil dette ikke blive sanktioneret. Dette giver nationalistiske politikere friere tøjler end de har haft længe og øger usikkerheden i landet.
Men betyder dette så, at chancen for fornyet konflikt og krig er øget væsentligt siden 1995? Både ja og nej. Dette noget vage svar kan imidlertid gøres mere konkret, hvis man gør sig klart hvilken type konflikt, der muligvis kan blive tale om i fremtiden.
Når talen falder på konflikt/krig i BiH vil de fleste bosniere og internationale observatører af landet næsten per automatik tænke på den sidste af slagsen i området. Denne var en uhyggeligt brutal affære, der ikke alene førte til enorme materielle ødelæggelser, men også til store tab af menneskeliv, flygtningestrømme, etnisk udrensning og endda folkemord i Srebrenica. Denne krig har indprentet sig på nethinden hos de, som har gennemlevet den, og en frygt for tilbagevenden til denne konflikt er derfor, naturligt nok, noget som bekymrer de fleste i BiH.
Det er dog næppe sandsynligt, at denne form for konflikt – altså en mere eller mindre total krig – vil finde sted i BiH igen. Det er der flere grunde til og det er værd at dvæle lidt ved dem.
Spontan krig er usandsynlig
Det første, der her er værd at nævne er, at krige sjældent – om nogensinde – bare starter af sig selv. Den tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz, betegnede krig som en ”fortsættelse af politik med andre midler”. Groft sagt betyder dette, at krig er et politisk redskab, der skal sikre de mål som andre politiske redskaber ikke kunne sikre. Denne opfattelse af krig – som langt hen ad vejen svarer til virkeligheden– betyder også, at forestillingen om en spontan krig ikke giver mening. Heller ikke på Balkan, der ellers opfattes som et irrationelt område, hvor folk er voldelige bare fordi de kan være voldelige.
En potentiel ny krig i BiH skulle således bruges til at sikre politiske mål, som den almindelige politiske proces i landet ikke kan sikre. Det var også tilfældet med krigene i 1990’erne. Her brugte Milosevic den jugoslaviske folkehær (JNA) til med vold at styrke sin egen magtbase.
Hvad er så de politiske mål i dagens BiH?
For de fleste nuværende bosniske politikere – uanset nationalitet – er hovedformålet med deres politiske virke at holde sig selv på magten. Dette synes de i høj grad at kunne klare gennem de mekanismer, som findes i Daytonforfatningen. Derfor bør, der ikke være behov for nogen fornyet konflikt for at sikre denne magt. Næsten tværtimod. For krig er aldrig en stabil proces og politikerne i BiH kan ikke forudse, om de vil kunne holde sig på magten hvis en krig brød ud. Derfor foreskriver almindelig politisk erfaring, at de skal bruge nationalistisk retorik og positionering i en grad, som kan sikre dem stemmer, men ikke rokke ved båden mere end den kan holde sig flydende. Flere kommentatorer, har – med en parafrase af Clausewitz – bemærket, at denne tendens til at benytte nationalistisk retorik til at holde sig på magten, har forvandlet bosnisk politik efter Dayton til en ”krig med andre midler”.
I krig for at blive siddende
Nu er politikere aldrig helt isolerede eller absolutte herskere over situationen, og en mulighed er, at der kan opstå situationer, hvor politikerne kan blive tvunget ud i krig simpelthen fordi, det er sidste udvej. Den mest oplagte situation for dette er i tilfælde af, at RS erklærer uafhængighed fra BiH. De fleste analyser peger på, at bosniakkiske politikere i det øjeblik vil blive tvunget, af pres fra offentligheden, til at gribe til våben for at forhindre dette.
Men jeg vil argumentere for, at dette stadigvæk ikke vil være en krig for at beskytte bosniakkiske nationale interesser – som det vil blive fremstillet som – men en krig for at sikre bosniakkiske politikere en taburet. Det er stort set umuligt at forestille sig, at vælgerne vil stemme på en bosniakkisk politiker, der uden kamp opgiver halvdelen af BiHs territorium.
Det er naturligvis et noget dystert billede af bosniske politikere, der her gives. Men det er ikke helt absurd. I bogen ”The Myth of Ethnic War”, giver V.P. Gagnon et overbevisende argument for, at de politiske eliter i Serbien (med Slobodan Milosevic i spidsen) og Kroatien skabte en konfliktsituation med det formål, at smadre de liberale og demokratiske kræfter i de to lande, der ellers truede deres magtbaser.
Krig var således i 1990’erne et redskab, hvorved eliten i især Serbien kunne holde sig på magten. At Milosevic skulle have keret sig om almindelige serberes kår virker absurd, idet fx serberne i Kroatien led hårdt under hans krigspolitik. Det samme kan i øvrigt siges om Franjo Tudjmans politik i forhold til de bosniske kroater og – vil jeg mene – de nuværende bosniske politikeres ageren i forhold til deres borgere.
Ikke råd til en ny krig
Et element i skabelsen af en ny krig er således et motiv hos de eliter, der skulle føre den. For tiden synes dette ikke at eksistere, idet disse eliter kan opnå deres mål ad anden vej. Men selv hvis eliterne skulle få et motiv til at gå i krig, så kræver enhver krig – og især en krig som den i 1990’erne – enorme ressourcer (fx mandskab, militært udstyr – kampvogne, artilleri, ammunition etc. – forsyninger og ikke mindst uhyre summer penge).
I den sidste krig var JNA i stand til at planlægge krigen på vegne af Milosevic, netop fordi hæren havde alle disse ressourcer. Men selv JNA fik problemer med at holde det store maskineri i gang og hæren brød næsten sammen under kampene om Vukovar i 1991. Krigen var simpelthen for dyr og for nedslidende.
En officer, der har været med i den bosniske hær i krigen, gav mig et eksempel på, hvor dyrt det kunne blive at holde en hær kørende. Han sagde, at det billigste måltid for en soldat i hæren var 1 mark (ca. 4 kroner). Enhver soldat skulle mindst spise 3 gange om dagen, og fra omkring 1994 havde den bosniske hær ca. 200.000 mand under våben. Det giver en regning på mindst 600.000 mark (2.400.000 kr.) pr. dag blot for mad.
Det der dog virkelig pressede budgettet i den bosniske hær, der var ramt af våbenembargo, var køb af våben og ammunition. Flere gange var man tvunget til at købe ammunition hos serbiske styrker, der sad på JNAs gamle lagre og således ikke var påvirkede af embargoen. Her kunne en enkelt patron godt løbe op i 4 mark stykket. Dette lyder ikke af så meget, men en i enkelt mellemstor aktion kunne man sagtnes bruge op mod 1 million skud (altså for 16 millioner kroner ammunition). Udgifterne var nogenlunde de samme for alle tre hære, der kæmpede i krigen og det har forarmet landet ligeså meget som de materielle ødelæggelser.
Mangler tilstrækkelig overlegenhed for ny krig
Det er svært at se for sig, at nogen part i den nuværende situation i BiH vil have noget, der minder om de ovenstående ressourcer til at udkæmpe en ny krig. Den bosniske hær har afskaffet værnepligt idet det er for dyrt, og soldaterne spiser ofte hjemme, fordi der ikke er råd til at give dem mad.
Det sidste argument imod en ny krig er, at parterne i dag er mere ligestillede med hensyn til mandskab og materiel, end de var under krigen i 1990’erne. Chancen for vilde satsninger, der kan true freden fra den ene eller den anden side, er derfor ligeledes mindre. En af grundene til at Milosevic kastede sig ud i krig i sin tid, var netop fordi alle regnede med, at JNA var stærk nok til at slå de andre hære ganske hurtigt.
Alt i alt må konklusionen være, at en egentlig storkrig i BiH i den nærmeste fremtid er ganske usandsynlig. De politiske eliter mangler på nuværende tidspunkt et motiv til at gå i krig og selv hvis dette motiv skulle dukke op, så vil de ikke have ressourcer til at udkæmpe en storstilet krig i lang tid fremover.
