HOMORETTIGHEDER | Tusinder festede fortsat lørdag aften, 18.august, med koncerter på Skarpskytternes Ø i Prag. Det blev kulminationen på byens anden Pride march.

Over 8000, anslår arrangørerne, deltog i lørdagens march, som begyndte kl.13 på Vaclavske Namesti/Wenzelpladsen. Politiet siger cirka halvdelen. Dagen var præget af fred, fest og meget varmt vejr. Marchen over nogle timer og den fortsatte fest afslutter en uges arrangementer med fokus på tolerance og respekt for det anderledes.

I Tjekkiet er det dog politisk kontroversielt, at de seksuelle minoriteter viser sig offentligt som gruppe. I Brno blev et forsøg på en Pride march for få år siden til stort rabalder med nynazister. I Prag er marchen nu for andet år støttet af blandt andre borgmester Svoboda og 13 ambassader, herunder Danmarks ambassade i Prag, den amerikanske og den israelske.

Den støtte har udløst protester fra Præsident Vaclav Klaus. Den radikale rådgiver for Klaus, Petr Hajek talte i dag ved en moddemonstration lavet af den stærkt konservative gruppe D.O.S.T. Hajek overbragte præsidentens hilsen til den lille mængde og kaldte marchen ”de homoseksuelles hvervekampagne.” D.O.S.T hævder at forsvare ”almindelige menneskers stolthed”.

Forleden fortalte tjekkiske medier i øvrigt, at 1390 par har indgået partnerskab siden loven blev ændret til gavn for de homoseksuelle i 2006, flest bøsser, færre lesbiske.

Ceske Noviny, 18/8

Den amerikanske ambassade i Tjekkiet, Prag, støtteerklæring

Ceske Noviny, 14/8

Ceske Noviny, 6/8

Helge Schjørring har rejst i Tjekkiet siden 1999, og har hovedsageligt boet i Prag. Helge er medejer af alternatives.cz s.r.o., et tjekkisk ‘incoming bureau’, som blandt andet laver dansksprogede ture i Prag med pavel-helge.dk

Af Helge Schjørring