ANALYSE | Lukningen af mastodont-atomkraftværket Ignalina har ikke blot skabt en både indenrigs- og udenrigspolitisk kamp om ny energiforsyning. En strid med EU-kommissionen om finansieringen af nedrivning og oprydning har medført høj bølgegang i Litauens EU-relationer. Jacob Lester rapporterer fra Vilnius.
I Baltikums største land, Litauen, står man overfor en række vigtige afgørelser på energiområdet i forbindelse med lukningen af Ignalina-atomkraftværket og opførelsen af et nyt i Visaginas. Afgørelserne kan have stor indflydelse på Litauens fremtid, da energipolitik her er lig sikkerhedspolitik, der først og fremmest handler om at sætte en stol for døren for russerne.
Da Litauen underskrev EU-tiltrædelsestraktaten, der fra 2004 gjorde landet til EU-medlem, skete det med den klausul (Protokol nr. 4), at Litauen forpligtede sig til at nedlægge Ignalina-atomkraftværket, der var et levn fra Sovjettiden. Reaktorerne i værket var af en lignende type som i Tjernobyl-værket, og EU insisterede derfor på, at værket af sikkerhedsgrunde blev lukket. Således skulle den første reaktor lukkes helt i 2005 og den anden i 2009 – hvilket også blev fuldført.
Frygt for afhængighed af Rusland
Med lukningen af Ignalina-atomkraftværket blev Litauen nødt til massivt at forøge importen af energi. Da Litauen, på grund af arven fra Sovjettiden, ikke var integreret med de europæiske energinetværk, men derimod med det russiske, blev man nødt til at importere energi fra Rusland. Følgelig er situationen nu, at al naturgas importeres fra Rusland og en stor del af el-forbruget ligeledes importeres. Dette har ført til en samlet energiimportafhængighed på 80 % i 2010. Grundet Litauens historie med Rusland og nuværende tvister er dette en kilde til stor bekymring i Litauen. Det er derfor en af hovedmålsætningerne i den litauiske nationale energistrategi at blive energiuafhængig, således at man ikke er afhængig af én importkilde – underforstået Rusland.
Dette skal ske ved hjælp af gennemførelsen af en række store energiprojekter, hvoraf det største er opførelsen af det nye Visaginas-atomkraftværk, der skal stå færdigt i 2020 til 2022. Med disse projekter er det planen, at Litauens energiimport fra Rusland kan reduceres til 35 % af den totale energiforsyning, hvoraf Visaginas-atomkraftværket vil stå for langt den største del af denne reducering.
Af andre projekter, der skal mindske Litauens energiafhængighed, kan nævnes: 1) NordBalt, der skal forbinde det litauiske el-net til Sverige, 2) LitPol, der skal forbinde Litauen til Polens el-net, 3) Estlink 1 & 2, der skal forbinde det baltiske el-net til det finske samt 4) LNG-terminalen i Klaipeda, der skal muliggøre import af naturgas fra andre steder end Rusland.
I sidste ende vil det dog være atomkraftværksprojektet, der vil have den største betydning for Litauens fremtidige energiforsyning. Men hverken lukningen af Ignalina og opførelsen af Visaginas ikke komme til at foregå helt uden problemer.
Finansiel strid med EU-Kommissionen
Afviklingen af Ignalina er beregnet til at koste i alt 2.930 mio. euro i perioden frem til 2029 ifølge Ignalina-atomkraftværkets egne beregninger. Dette beløb er så stort, at den litauiske stat ikke selv kan finansiere det. I tiltrædelsestraktaten anerkendte EU også dette og forpligtede sig til at støtte Litauen med finansieringen. Dette blev bl.a. stipuleret i Protokol nr. 4, art. 3, hvor EU ”som et udtryk for solidaritet med Litauen også [vil] yde passende finansiel bistand til nedlæggelsesindsatsen efter 2006”.
EU er derfor langt den største bidragyder til finansieringen af lukningen af Ignalina. Ifølge Kommissionens beregninger forventes støtten fra 1999 til 2013 at udgøre i alt 1.367 mio. euro. 80 % af omkostningerne ved afviklingen er altså finansieret af EU og EU-lande og de resterende 20 % af den litauiske stat. Disse beløb viser tydeligt, hvor vigtig EU-støtten er for Litauen. Det har derfor skabt enorme panderynker hos den litauiske regering, at EU-Kommissionen pludselig har lagt armene over kors og proklameret, at nu stopper strømmen af EU-penge snart.
Den videre EU-finansiering af afviklingen af Ignalina fastsættes i EU’s Multi Financial Framework (MFF) for perioden 2014-2020. Her har Kommissionen fremsat et forslag om, at EU kun vil bidrage til finansiering af projektet med 230 mio. euro indtil 2017. Dette beløb er meget utilfredsstillende for Litauen, der har beregnet, at der er et behov for finansiering på 870 mio. euro i MFF-perioden fra 2014-2020.
I alt vil der ifølge Ignalina være behov for en samlet EU-finansiering på 1.480 mio. euro i perioden frem til 2029, hvor lukningen forventes færdiggjort. Litauen henviser derfor til Protokol 4 i tiltrædelsestraktaten, hvor EU forpligtiger sig til at yde passende finansiel bistand til afviklingsindsatsen også efter 2006. Litauerne indvender, at EU med de 230 mio. euro ikke lever op til traktatens formulering om passende finansiel bistand. Da der ikke nogen tidsramme for bistanden i traktatens tekst mener Litauen, at det er imod traktaten at begrænse støtten til 2017.
Uklar aftale
Kommissionen selv hævder, at den ikke er juridisk bundet til at give støtte i hele perioden til 2029. Den fremhæver, at man fra EU’s side ønsker, at Litauen skal tage større finansiel ansvarlighed for afviklingen af Ignalina, da man betragter det som et nationalt anliggende. Kommissionen begrunder også forslaget med ønsket om ensartet behandling af Litauen, Bulgarien og Slovakiet siden landenes EU-medlemskab, hvilket indebærer, at de skal have støtte i en periode af samme længde. I tiltrædelsestraktaterne for Bulgarien og Slovakiet er der ingen tilsagn fra EU om støtte til afviklingen af atomkraftværker i disse lande efter en bestemt dato (modsat for Litauen), og Kommissionen foreslår derfor i en samlet forordning for alle tre lande, at der ydes støtte til afviklingen i en samlet periode af samme længde og konkret i 14 år, svarende til 2 MFF-perioder regnet fra landenes respektive tiltrædelsesdatoer.
Kommissionen argumenterer for, at den lovmæssige hjemmel for denne forordning er Euratom-traktatens art. 203, der giver Unionen mulighed for at vedtage lovgivning, der ikke er umiddelbar hjemmel for i traktaterne og i så fald, at denne lovgivning sker for at opfylde et af Unionens mål. Heri er der intet stipuleret om fremtidig støtte. Dette protesterer Litauen forudsigeligt imod og indvender, at de, modsat Bulgarien og Slovakiet, har hjemmel i tiltrædelsestraktaten for en længere periode af EU-støtte.
Litauens synspunkt lader til at nyde støtte i sekretariatet hos Det Europæiske Råd, hvor den juridiske tjeneste har udtalt, at Kommissionens juridiske argument ikke er gyldigt, og at Litauen derfor skal have en separat forordning, da Litauens forhold er anderledes end Bulgarien og Slovakiet. Fra litauisk side må dette ses som et betydeligt fremskridt. En endelig afgørelse vil først blive truffet, når MFF for perioden 2014-2020 bliver færdigbehandlet. For de litauiske statsfinanser er en afgørelse i litauisk favør af højeste vigtighed.
Visaginas-atomkraftværket møder vælgerne
Planerne om at bygge et nyt atomkraftværk har været i gang helt fra 1990’erne, da man indså, at man ville blive nødt til at lukke Ignalina. De baltiske lande valgte at samarbejde om projektet, bl.a. grundet dets størrelsesorden, og i 2006 kom premierministrene fra de tre baltiske lande med en samlet officiel udmelding om, at der var behov for et nyt atomkraftværk. I 2011 blev japanske Hitachi derfor udvalgt til at bygge en 1350 MWe reaktor, og Litauens viceenergiminister underskrev en koncessionsaftale med Hitachi i maj 2012. Denne aftale nedfældede de fremtidige rammer for Visaginas og blev godkendt af det litauiske parlament den 21. juni. Med parlamentets godkendelse ventes Litauens endelige underskrivelse af koncessionsaftalen nu i slutningen af året. Dette betyder dog ikke, at Visaginas-atomkraftværket går en sikker fremtid i møde.
Selv om Visaginas nyder stor opbakning i regeringen, og præsidenten har meldt sin støtte, afspejles dette ikke i befolkningen, hvor skepsis ifølge meningsmålinger er taget til. Bl.a. viser en nylig meningsmåling, at kun 18 % af befolkningen i Litauens fem største byer giver en stærk opbakning til projektet. Hele 53 % er imod projektet. En anden meningsmåling har ligeledes vist samme skepsis med 65 %, der svarede, at de var imod.
Denne voksende skepsis har også forplantet sig til det politiske etablissement, hvor Socialdemokraterne, der ventes at blive et af de to største regeringspartier efter valget til oktober, har meldt deres modstand imod Visaginas. Dette er til trods for før at have støttet projektet helhjertet, da de selv sidst var i regering. Nu støtter de Det Grønne Partis initiativ om en folkeafstemning om Visaginas. Det Grønne Parti har hele tiden været modstandere af projektet, da de mener, at det vil formindske investeringerne i vedvarende energi, og at fokus på dette vil blive fjernet.
Arbejderpartiet, der er det andet af de to største forventede regeringspartier efter valget i oktober, vil ikke umiddelbart blokere for Visaginas, men ønsker dog ligeledes en folkeafstemning. Endvidere forsøger Arbejderpartiet at få gennemført, at Visaginas skal godkendes af parlamentet flere gange inden den endelige investeringsbeslutning tages i 2015, hvorefter Litauen vil være forpligtiget til opførelsen af Visaginas. Som følge af, at Arbejderpartiet har valgt ikke at ville blokere for Visaginas, har Socialdemokraterne trukket sig fra oppositionskoalitionen, hvilket understreger den vægt de tillægger spørgsmålet.
En folkeafstemning er dog nu blevet presset igennem parlamentet og skal afholdes samtidig med parlamentsvalget i oktober. Folkeafstemningen vil dog kun være vejledende og den nuværende regering har udtalt, at man vil gennemføre Visaginas selv om det skulle blive et nej. Da regeringen ikke spås nogen chancer for at vinde valget, vil den dog formentlig ikke få nogen mulighed for at ignorere vælgernes dom.
Skepsis fra de baltiske naboer
Herudover har Litauen været i modvind i forhold til partnerne i projektet – Estland og Letland – da Litauen underskrev koncessionsaftalen uden at rådføre sig med dem. Letland blev oprørt over dette, og det var nødvendigt for Litauens udenrigsminister, Audrionius Azubalis, at levere en offentlig undskyldning, hvor fejlen blev tilskrevet mangel på erfaring med sådanne projekter. Den lettiske økonomiminister, Daniels Pavluts, har udtalt, at deltagelse i Visaginas-projektet ikke er af afgørende betydning for Letland, og at det ikke vil koste dem noget at trække sig ud af projektet, da Letland ikke er i samme afhængighedsforhold til Rusland med hensyn til energi. Man ønsker derfor kun at deltage i Visaginas, hvis det er profitabelt for landet. I kølvandet på miseren, hvor Litauen underskrev koncessionsaftalen uden at rådføre sig med Letland, understregede man også, at Letland kun vil underskrive aftalen, hvis de får besvaret flere spørgsmål, deriblandt om anpartsfordelingen, for at kunne have fuld tillid til aftalen. Et af kravene både Letland og Estland har stillet, er, at de ikke skal bære samme ansvar for brugt atombrændstof, som værtslandet Litauen. For Litauen er det afgørende at få både Letland og Estland med i projektet, og både den litauiske præsident og premierminister har meldt ud, at projektet kun kan gennemføres med lettisk og estisk deltagelse. Vælger de at trække sig, vil det derfor også betyde, at projektet må stoppes.
Visaginas’ fremtidsudsigter kompliceres også af, at Rusland og Hviderusland har iværksat konstruktionen af to atomkraftværker i henholdsvis Kaliningrad og Ostrovets. Begge ligger tæt på den litauiske grænse. Værket i Ostrovets er sågar kun 50 km fra Vilnius. Den litauiske regering har protesteret højlydt imod dette, da man ser det som en del af en russisk plan for at forhindre, at Litauen opnår energiuafhængighed fra Rusland. De to atomkraftværker vil nemlig producere en så stor mængde energi, at de meget vel kan presse energipriserne til et niveau, hvor Visaginas ikke vil være profitabelt – hvilket dog hårdnakket benægtes af såvel Litauen som Rusland. I Ruslands tilfælde vil man forståeligt ikke spille med åbne kort og afviser derfor, at opførelsen af atomkraftværkerne er en del af deres sikkerhedspolitik, der skal holde de baltiske lande i GazProms fold.
I Litauens tilfælde ønsker man ikke at skabe tvivl om Visaginas’ fremtidige rentabilitet, og man afviser derfor, at det russiske og hviderussiske atomkraftværk vil kunne presse priserne. Bl.a. sår man tvivl om Ruslands evne til i det hele taget at tilfredsstille egen indenlandske efterspørgsel, og man påpeger, at de variable omkostninger for Visaginas er så lave, at selv med meget lave elpriser vil Visaginas være rentabelt. Der er dog en fortsat bekymring i Litauen, hvor man søger opførelsen stoppet med henvisning til, at de ikke lever op til internationale miljø- og sikkerhedsforpligtigelser, og at Litauen ikke har fået den nødvendige information, der kan garantere dem, at værkerne lever op til disse forpligtigelser.
Med alle disse potentielle forhindringer i vejen for Visaginas, må det derfor betragtes som et åbent spørgsmål om Visaginas bliver en realitet. Og i det tilfælde, at det ikke lykkedes, kan man med rette spørge, hvordan Litauen så vil stille stolen for døren for den russiske bjørn?
Jacob Lester er bachelor i EU-studies og stud.scient.adm ved RUC og har netop afsluttet et praktikophold i den politiske afdeling på danske ambassade i Vilnius, Litauen.
