Anna Reid: Leningrad – tragedien om en by under belejring 1941-44. 508 sider. Oversat af Jacob Levinsen. Rosinante (2012). Pris: 349.95 kr.
Efter tyske invasionstroppers buldren frem gennem Baltikum og det vestlige Rusland i sommeren 1941 ændredes indbyggernes liv i Leningrad sig drastisk. I september blev byen lukket inde bag en ring af tyske divisioner. Den militære situation var kaotisk, men var intet mod de vanskeligheder som Leningrads indbyggere måtte udstå i særlig vinteren 1941-42. Anna Reid (uddannet i jura ved Oxford og russisk historie ved University College of London) beretter med Leningrad – tragedien om en by under belejring om deres liv og død i belejringsårene 1941-44.
Leningrad er et forbavsende fængslende billede på noget så inderligt trist som en kulturel storbys næsten-undergang, og i forløbet gør Reid op med flere centrale myter. At den tyske hær fulgte krigens regler, og at ”det heroiske forsvar” af Leningrad, som den traditionelle belejringsfortælling handler om, holder vand, modsiges af, at den tyske ledelse med sindsro planlagde og forudså massehunger og død i Leningrad, og at civile tab betød mindre end lidt for de sovjetiske myndigheder; hundredtusindvis af mennesker kunne have undgået sultedøden ved en rettidig evakuering. Civile var brandofre i ideologiernes og systemernes krig mod hinanden.
Billige liv og uerstattelig kunst
I nærmest skærende kontrast til ligegyldigheden overfor det enkelte menneske står bestræbelserne på at skåne byens omfattende kulturelle og historiske arv. Mens mennesker ofredes nytteløst i hobetal pakkedes statuer nænsomt ind og en ihærdig indsats iværksattes for at undgå, at malerier af Rembrandt, Pusjkins breve, bevingede babyloniske tyre, og tusinder af andre uerstattelige kunstgenstande skulle falde i tyskernes hænder, fortæller bl.a. en kunststuderende. Hendes, og talrige andres belejredes digte og personlige erindringer, sammen med nyligt tilgængelige officielle dokumenter, bringer os dybt ind i belejrings- og sultmentalitetens tusmørke i den mishandlede by. De mange personlige beretninger, fokus på byens historiske bygninger og gader, og russiske navne og udtryk giver en intens tid- og stedfornemmelse, og læsningen flyver af sted, trods uhyrlighederne, der udfolder sig for én.
Nok kunne den jernhårde belejring, udefra af den tyske hær, og indefra af sovjetsystemet i form af NKVD, sikkerhedspolitiet, akkompagneret af et ondsindet bureaukrati, slå ihjel og terrorisere, men til stadighed dukker tyk sarkasme og sort ironi op i beretningerne, og tilmed lejlighedsvise direkte udfald mod systemet. Som bobler fra dybet under overfladen. Tal og statistikker spiller naturligvis en rolle, men heldigvis lader forfatteren de fascinerende personlige beretninger dominere; hun bemærker, at indbyggerne tilsyneladende havde et stort behov for at skrive, måske netop som åndehuller i den tunge grå masse af undertrykkelse og sult, der lå over dem. Nærmest livgivende virkning havde også musik, taler og digtoplæsninger m.v., bl.a. oplæst og udsendt i byens gader, fortæller en af bogens hovedstemmer, digteren Olga Berggolt, som halvdød vaklede fra højtaler til højtaler, fra livline til livline.
Lus mellem to negle
Indblikket i sulten er eminent, og bevægende er det at læse, hvordan familier af desperat udhungrede levende døde fastholder formerne, og måske derved livet, ved fx at gå op i soigneringen, og ved at fastholde rutinerne om spisebordet, mens de nøje fordeler de uhyggeligt få gram brød til rådighed dagligt. I modsætning til Stalingrad, hvor Antony Beevor fremmaner et billede af episk menneskelig tåbelighed, er indtrykket af Anna Reids Leningrad blot gråmeleret grumhed. Ikke dramatisk, ikke spektakulært, bare gennemtrængende og allestedsnærværende. Et stille, tungt pres af sult, bureaukrati, korruption og stump ligegyldighed over for det enkelte menneske i et ulvesamfund, blottet for solidaritet, trods alle officielle paroler.
Derfor er det lige så meget en samfundsskildring som en belejringshistorie. Overordnet set er det svært at tale om, at nogen har ’æren’ for Leningrads redning. En tredje vigtig revidering af fortællingen om Leningrad er, at byen primært modstod tysk besættelse pga. rod i den tyske strategiske prioritering, ikke et heltemodigt forsvar, misrøgtet som byen blev af begge parter, fanget i krigens ingenmandsland, dens indbyggere klemt som lus mellem negle. Mange med antikommunistiske, nogle tilmed med decideret pro-tyske holdninger. Sammen med dem vågner man op efter endt læsning, og forstår deres smerte ved, efter mange måneders følelsesmæssig zombietilstand, at ”opdage” tabet af familiemedlemmer, venner og kolleger, efter et næsten uendeligt langt mareridt af en belejring. Fabelagtig læsning.
