BOGUDDRAG | Den tidligere top-oppositionspolitiker i Serbien, Vesna Pesic, gør status på nationens tilstand i en ny bog. Og hun holder ikke kritikken tilbage. Nedenstående tekst er et uddrag af forordet til Vesna Pesics nye bog ”Det vilde samfund. Hvordan vi er nået hertil” (2012). Forordet er udgivet på Pescanik.net d. 04.06.2012, hvorfra denne oversættelse stammer. Teksten er oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.
I 30 år nu har Serbien bevæget sig baglæns. Når man ser på denne periode som en helhed, har landet haft en negativ økonomisk vækst på ca. minus 1 % årligt. Hvor end man kigger, kan man se, at intet fungerer. Alle elementer i vores samfundssystem er forkert opstillet og giver dårlige resultater. Man får let det indtryk, at der kun spilles et spil i vores land: nulsumsspillet.
Herunder hører også sammenblandingen af Serbiens hensigt om at blive medlem af EU og beslutningen om, at Kosovo for evigt skal betragtes som en del af Serbien. Den anden beslutning udelukker tydeligt den første. Det betyder, at de sidste fire år – hvor en proeuropæisk regering sad ved magten under sloganet ”Både Kosovo og EU” – kan regnes som en spildt tid.
Siden 5. oktober 2001 [hvor Slobodan Milosevic blev omstyrtet] er der utvivlsomt sket nogle forbedringer, men disse overgås af det langvarige forfald. Forbedringerne har ikke været nok for et smadret land, der ødelagde alt hvad det havde i 90’ernes krige. Og Serbien har ikke formået at rejse sig fra disse krige igen, hverken moralsk eller materielt. Andre lande har bevæget sig fremad i denne tid, hvorfor det ikke kan overraske at Serbien hører til blandt de mest tilbagestående lande i Europa. Det betyder, at Serbien skal til at begynde at ændre på alt.
Denne bog beskæftiger sig med perioden efter 5. oktober i Serbien. Den består af mine offentliggjorte og uoffentliggjorte artikler og tekster, materiale fra de gange jeg har deltaget i netavisen Pescaniks radioprogram, samt interviews og andet materiale, igen mestendels offentliggjort på Pescanik.
Kritik af serbisk national ideologi
Dette er en bog om den politik, der er blevet ført siden 5. oktober. Det er naturligvis blot én beskrivelse og én version af den analyse af de begivenheder der har ført os til denne tilstand af total udmattelse. Min version af dette baserer sig på en kritik af serbisk national ideologi. Et moderne samfund kan ikke skabes på et fundament af et stammesamfunds værdier. I vores tilfælde, er det selve identiteten, der er en hæmsko for udviklingen af samfundet og dennes normalisering. Denne tilstand i vores samfund, synes at indeholde alt det, der karakteriserer en patologi. Og denne patologi forveksles konstant med en krisetilstand.
Hvis et samfund konstant er ude af stand til at generere en vækst i sin egen kompleksitet – hvilket er et bredere begreb end blot økonomisk vækst – så er der ikke længere tale om en krise, men om en patologi. Den patologi vil blot fortsætte, medmindre man forkaster den grundlæggende fejl i serbisk national ideologi.
Et spørgsmål om statens geografiske størrelse
Fra det 19. århundrede blev spørgsmålet om den serbiske stats størrelse rejst. Siden da er spørgsmål om økonomisk udvikling, modernisering af samfundet og den faktisk eksisterende stats behov, blevet underlagt dette spørgsmål om størrelse. I krigene i 1990’erne fornyede Milosevic denne kamp for en stat hvis grænser aldrig er faste, som ikke har bestemte borgere eller et velfungerende samfundsliv. Endnu engang blev det klart, hvor forgæves denne opfattelse af ”statstanken” var.
For siden det 19. århundrede har Serbien ikke evnet at finde forbindelsen med virkeligheden og har brugt sine begrænsede ressourcer på unødvendige projekter. Prisen for denne fejl har været enorm og stadigvæk har vi ikke rettet op på fejlen den dag i dag. Hvis Serbien skal bevæge sig fremad er det bydende nødvendigt, at landet ændrer sin opfattelse af politik: Serbien skal vende sig mod sine egne borgere og deres interesser og indenfor denne ramme skabe fundamentet for udvikling af økonomien, samfundet og dets institutioner.
Frem for alt skal Serbien ændre sin nationale og politiske filosofi, således at landet kan finde sin plads i verden og få en klar kurs mod medlemskab af EU. Denne klare kurs kan i praksis vises ved en europæisering af alle niveauer i samfundet.
Nye politiske opgaver
For at forhindre et endnu større forfald, skal disse tiltag gennemføres med det samme,og de skal være grundlaget for en ny samfundskontrakt. Det vil betyde, at vores politiske liv ikke reduceres til en forgæves venten på, at ”den umulige stat” på en eller anden måde kan realiseres. Eller en venten på ”de europæiske læger”, der vil give sig i kast med at opløse partidiktaturet i vores samfund. Vores politiske liv skal selv vise en vilje til at forkaste gamle fejl og fantasmer og åbne en ny chance for vores fremtid.
I min analyse af perioden efter 5. oktober er jeg ikke vendt tilbage til Milosevic. Dén fortid er en del af denne samtid. Jeg har været interesseret i, hvordan Serbien har løst de nye udfordringer som har været foran landet, og som ikke var på dagsordenen under Milosevic. Jeg har forsøgt at følge med i og forstå, hvordan diverse politiske grupper har løst og ignoreret disse nye opgaver. Ved Milosevics afgang åbnede der sig nye muligheder, frem for alt processen mod medlemskab af EU, der ikke tidligere eksisterede. Serbien var nu ikke længere et isoleret land, underlagt sanktioner, som det havde været i 1990’erne.
Nederlagene i 90’ernes krige havde tvunget landet til en fredssøgende politik. Udleveringen af anklagede for krigsforbrydelser til Haag påbegyndtes. Denne afgørende forhindring for EU-integration har varet alt for længe, og udgør en historie for sig. De anklagede blev udleveret så hurtigt som de nye regeringer ønskede og kunne holde til politisk. Det såkaldte samarbejde med Haag-tribunalet afsluttedes efter 11 år med Boris Tadics beslutning om, at Serbien ikke længere skulle skjule Mladic og Hadzic. Efter meget hårdt arbejde – og midt i valgkampen i 2008 – blev Stabiliserings- og Associeringsaftalen (SAA) med Bruxelles underskrevet.
Fortyndet nationalisme
Økonomiske og politiske reformer påbegyndtes, men disse nåede ikke langt og formåede ikke, at indhente det tabte. Serbisk nationalisme blev fortyndet med korruption og pengeinteresser blandt partieliter og forbryderbosser. Samtidig med dette fortyndedes også den tidlige impuls til at ændre samfundet og europæisere dette. Selvom det i et kort øjeblik så ud som om flertallet af partierne – og borgerne – ønskede, at Serbien skulle blive medlem af EU og selvom denne vej virkede åben, så forbliver medlemskabet endnu blot et ønske grundet ubeslutsomheden i Boris Tadics politik. Denne ubeslutsomhed er bedst udtrykt ved sloganet ”Både Kosovo og EU”.
På et tidspunkt hvor der er krise i verden, hvor borgerne bliver stadigt fattigere og hvor hele regioner i Serbien er kollapset – altså på et tidspunkt hvor international støtte er altafgørende – besluttede Serbiens ledelse, for gud ved hvilken gang, at kaste sig ud i forsvaret af mærkværdige nationale interesser. Det er rystende, at EUs døre snart åbnes og snart lukkes, af disse snævre politiske spil, der endnu engang viser serbisk politiks manglende evne til at finde fælles fodslag med de førende europæiske stater og med vores nabolande.
Denne manglende evne i Serbien til at vælge hvilken vej landet skal bevæge sig, findes endnu i Serbien. Hver gang det virkelig gjaldt, har Serbien besluttet, at man ikke vil ændre sig.
Vesna Pesic er en kendt politisk figur i Serbien. Indtil 2011 var hun medlem af de progressive Liberaldemokraterne. Hun forlod parlamentet i Serbien op til valget i maj 2012. Hun er desuden seniorforsker på det filosofiske institut på Beograd Universitet.
