Østeuropas ekskommunistiske lande betegnes alle som ”under transition” fra planøkonomi til markedsøkonomi og fra autoritært styre til demokrati. Men til trods for dette fællestræk er processen meget forskellig i hvert enkelt land. Lektor Søren Riishøj (SDU) har i tre publikationer set nærmere på forskellene. Vi stiller publikationerne til rådighed og bringer her indledningen.
De central- og østeuropæiske lande måtte i modsætning til de sydeuropæiske lande gennemføre overgangen til demokrati og markedsøkonomi på kort tid og uden den hjælp udefra, som i sin tid var kommet de sydeuropæiske lande til del. Erfaringer fra øst kan benyttes i forbindelse med analyser af det arabiske forår i 2011 og udviklingen derefter, om end de geopolitiske og socio-økonomiske forskelle er iøjnefaldende.
I Central- og Østeuropa og SNG-landene er forløbet meget forskelligt, selv om retningen har været den samme. Forskellene er blevet forklaret ud fra forhold som geografisk placering, politisk kultur, den politiske og økonomiske arv og de strategier, der er blevet valgt af skiftende regeringer. De tidligere kommunistiske lande er alle kaldt transitionslande ud fra den betragtning, at de har været i bevægelse over mod en ny og endnu ikke endelig fastlagt varig tilstand og kendetegnet ved flere forskellige faser. I modsætning til de sydeuropæiske lande i 1970erne og 1980erne har transitionerne været totale, simultane og i politisk og økonomisk henseende særdeles komplekse. I den sammenhæng har været diskuteret, om og i hvilken grad erfaringerne fra den tredje demokratiseringsbølge i de sydeuropæiske og latinamerikanske lande nogle årtier tilbage lader sig overføre til den fjerde bølge i Central- og Østeuropa efter 1989.
Politologi ikke tilstrækkelig
Som politologisk retning har transitologien efterhånden mange år på bagen. Men transitologi ikke været eneste tilgang. Spørgsmålet er også, hvor meget transitologien egentlig har bidraget med sammenlignet med andre tilgange. Paul Kubicek hørte til dem, der omkring 10-året for murens fald ikke var særlig imponeret, hvis vi tager udgangspunkt i videnskabelige artikler inden for de allerede kendte discipliner som fx politisk kultur, transitologi, nationalisme og institutionalisme. Resultaterne har iflg. Kubicek været for forudsigelige, ”gammel vin på nye flasker”. Transitionsteorierne har selv skiftet karakter over tid, har været underkastet deres egen transition. Ud fra gennemgangen af artikler i førende vestlige tidsskrifter konstaterede Kubicek, at disciplinen politisk økonomi, der ser på eksempelvis samspillet mellem politiske og økonomiske reformer og på forholdet mellem stat og marked, har ydet de mest værdifulde forskningsbidrag. Ikke alle deler den opfattelse, og grænserne mellem de nævnte discipliner er heller ikke knivskarpe.
Transition, systemisk forandring og transformation er brugt synonymt, men de tre begreber bør adskilles. Måske der slet ikke bliver tale om overgang til demokrati, men snarere til ”noget andet” (”something else”), fx et hybridregime, der hverken er demokratisk eller autoritært. I det positive scenarie bevæger transitionsfasen sig over i en konsolideringsfase. Distinktionen transition og transformation vedrører også tidsperspektivet, hvor transition vedrører perioden fra bruddet med det gamle system frem til etableringen af det nye, som regel manifesteret i de første frie valg (”the founding elections”). Der er også, for så vidt angår årene efter 1989, talt om ”bølger” af transitioner, hvor en første bølge omfattede lande som Albanien, Azerbajdan og Hviderusland, den anden bølge, fra 2003-2010, Georgien, Kirgisistan, Moldova og Ukraine. Ingen af de her nævnte lande oplevede dog overgang til konsolideret demokrati, snarere hybridregimer og semi-demokrati.
Tredobbelt transition
Tilgangen har metodisk normalt været induktiv og eksplorativ, dvs. at der i analyserne trækkes på teorier, men teorierne som sådan testes ikke. Formålet for forskeren er at udforske bestemte emner, fx udvikling af politiske partier og typer af partier og gennemførelse af økonomiske reformer. Den deduktive teoritestende tilgang er dog også benyttet flere gange, eksempelvis i forbindelse med analyser af, hvordan og i hvilken grad begreber og konklusioner erhvervet fra studier af etablerede vest-europæiske partier og partisystemer lader sig overføre i forbindelse med studier af transitionslande.
Begrebet transition rummer normative og teleologiske elementer, for så vidt som det er underforstået, at sluttilstanden, demokrati og markedsøkonomi af vestlig type, er ønskelig og i en eller anden grad også givet på forhånd. Kendetegnede for den fjerde bølge er forekomsten af tredobbelte transitioner, der finder sted samtidigt på politisk og økonomisk plan og med skabelse af nye identiteter. Med andre ord, ikke alene skulle der skabes demokrati og markedsøkonomi, men samtidig også opbygges nye nationale identiteter og måske oven i købet helt nye statsdannelser. Staterne på Balkan skulle opbygges på ruinerne af blodige borgerkrige og etniske udrensninger. Hidtil ukendte teorier og begreber måtte tages i brug for at få kortlagt disse historisk helt enestående eksperimenter.
Den transitologiske tilgang er blevet kritiseret fra flere sider. Det er således blevet hævdet, at selve afgrænsningen af transitionslande er for vag og i for høj grad har normative og teleologiske træk samt implicitte antagelser om ”step by step” bevægelser over mod demokrati og markedsøkonomi. Den er også blevet kritiseret for ”electoral fallacy”, at tillægge valg, formelle strukturer og enkeltpersoner for stor betydning i forhold til strukturelle faktorer som økonomi, kultur, demografi og forhistorie. Farid Guliyev (Guliyev, 2005) peger således på tilbøjeligheden hos mange til at overvurdere mulighederne for konsolidering af demokratiet i lande, hvor demokratisering og marketisering er gået hånd i hånd med statsopbygning, hvilket vi har set i SNG-landene, staterne i det gamle Sovjetunionen, og på Balkan, og som vi utvivlsomt også vil kunne iagttage i Mellemøsten.
Østeuropa udgør ikke længere en samlet blok
T. L. Karl og P. Schmitter har, så vidt det er muligt, søgt at undgå den ”voluntaristiske” skævvridning, som transitionsforskningen ofte er anklaget for. De ser transitioner i sammenhæng med de strukturelle-historiske begrænsninger, hvor etablering af det nye politisk-institutionelle rum ikke så meget vurderes ud fra aktørhandlinger, mere ud fra fx arven fra det gamle regime og den stiafhængighed, i den ”path dependency” skabt ud fra de gamle systemer, og som i årene efter har givet sig udslag i lav handlefrihed. Kravene ude fra har kort sagt skabt rigtig mange begrænsninger. Den historiske institutionalisme, der lægger stor vægt på kontinuitet bagud i tid, tillægges her stor forklaringskraft.
Selve retningen, med ønsker om markedsøkonomi og demokrati, har kort sagt været den samme og demokrati og marked de bærende ideologier og diskurser. Men selve hastigheden og formen har varieret meget, også de problemer, der har ramt de enkelte lande. Alle lande har befundet sig i en søgen efter mere sikkerhed og forudsigelighed, kort sagt en ny og mere varig ordinær tilstand og en ”ny normalitet”. De tidligere kommunistiske lande er, på vej mod 25 år efter murens fald, ophørt med at udgøre én samlet blok, – hvis de på noget tidspunkt har udgjort en sådan.
Søren Riishøj er lektor på statskundskab i på Syddansk Universitet og har specialitseret sig i transitionsprocessen i Østeuropa med særligt fokus på Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.
Han har netop udgivet tre publikationer om emnet, som du kan hente gratis her:
Den fjerde bølge 1 – Transition og transformation i Central- og Østeuropa
Den fjerde bølge 2 – Civilsamfund, politik og økonomi i øst og demokratieksport
Den fjerde bølge 3 – Syv centrale temaer om demokratiet i øst siden 1989
