ANALYSE | EU’s mest fjerne medlem, Cypern, bør udnytte sin chance som unionens centrum til at vise, at man kan opnå resultater. Men oddsene er små for den delte ø med en turbulent fortid, skriver Simon Fløe.

Da jeg selv sidste forår boede i Cypern, blev jeg tilbudt et job under det cypriotiske formandskab. Da jeg kom ind i den bygning, hvorfra man skulle varetage opgaver i forbindelse med formandskabet, blev jeg mødt af et gabende tomt kontor. Efter mødet blev manden der skulle lede Cypern igennem sit første EU-formandskab, Andreas Moleskis, grebet i at ansætte sin svigersøn på særdeles favorable vilkår. – Så var han ude af billedet, og det samme var min stilling.

Historien illustrerer en administration, der kom meget sent i gang med forberedelserne til formandskabet, samt en organisation, der er gennemsyret af usaglige hensyn, og hvor personlige relationer er styrende. Denne form for problemer er fremtrædende i det politiske liv på Cypern, og vil være en potentiel risiko mod at sikre et godt formandskab.

Tung opgave
Cypern forbereder sig i øjeblikket på at overtage formandskabet for EU efter Danmark. Cypern minder på rigtig mange områder meget lidt om andre EU-lande, og har et relativt svagt politisk system, der i ringe grad nyder befolkningens opbakning og respekt. Derfor frygter embedsmænd og politikere over hele Europa for, hvorvidt Cypern er i stand til at løfte en opgave som denne.

Cypern som formandsland giver panderynker på grund af mange årsager og samtidig har intensiverede forsøg frem mod formandskabet på at løse den delte ø’s mangeårige politiske konflikt været mislykkede. Og frygten for, at Grækenland trækker den lille østat med ned i det økonomiske hul, er overhængende.

Den græske forbindelse
Årsagen til at Cypern i første omgang kunne komme i betragtning som medlemsland skyldtes Grækenland. Iagttagere af udvidelsesprocessen ser indlemmelsen af Cypern som Grækenlands pris for at acceptere de baliske lande som medlemmer. Båndene mellem Grækenland og Cypern er broderlige, og skulle den græske krise komme til en Euro-exit, vil Cypern miste sin tætteste allierede – og blive efterladt geografisk langt fra resten af Euro-zonen. Desuden vil en græsk statsbankerot få voldsomme konsekvenser for cypriotiske banker og private, der har placeret store summer i Grækenland, ligesom afhængigheden generelt er stærk.

Der viser sig tegn på de samme sociale problemer på Cypern, som ses i Grækenland. Gennem det sidste halvandet år har den ekstremt højreorienterede gruppe ”Golden Dawn”, som også har fået en del opmærksomhed i Grækenland, vokset sig fra at være en marginal aktør, til at have grene ind i parlamentet, samt at præge den offentlige orden ved demonstrationer, parader og lignende.

Den russiske forbindelse
Mens andre europæiske lande med ondt i økonomien har gået tiggergang til EU, har Cypern i stedet valgt at se mod den gamle samarbejdspartner mod øst; Rusland. Rusland ydede allerede sidste år lån på 2,5 milliarder euro, og der kan i år blive brug for dobbelt så store lån. Dette skal sammenholdes med, at Cypern har et BNP på 19 milliarder euro.

Årsagen til at Cypern vælger at låne i Rusland skyldes, at Rusland ikke stiller samme krav som EU.

Forventning om ufrugtbart formandskab
Direkte adspurgt, i et interview med ’Europarltv’ (Europaparlamentets webtv), om hvad Cypern kan bidrage med, som andre EU-lande ikke kan, svarer den cypriotiske udenrigsminister Erato Kozakou-Marcoullis, at Cypern kan facilitere gode forhandlinger og mægle mellem forskellige europæiske interesser – dette begrunder hun med øens skønhed og Cyperns gode vejr!

Mens mange frygter et kaotisk og ufrugtbart formandskab midt i en tid, hvor EU har brug for styrke og handlekraft, har Cypern en alle tiders chance til at vise resten af Unionen og verden, at man på trods af en turbulent fortid og samtid, og status som en af EU’s mikrostater, at man kan skabe politiske resultater –mod alle odds.

Samtidig skal man også huske vigtigheden af, at formandskabet er en måde hvorpå EU kommer ud til de enkelte befolkninger, og i en lille befolkning som den cypriotiske, vil de for en periode ikke være det fjerneste hjørne af EU –men centrum.

 

Af Simon Fløe Nielsen