KOMMENTAR | Den russiske regerings forsøg på at styre informationsstrømmen ved at kontrollere TV og aviser får stærk konkurrence af en fri internetkultur, der ikke kender magen i vestlige lande. Kalle Kniivilä, der er udenrigsredaktør på dagbladet Sydsvenskan og ivrig blogger om russisk politik, forklarer her fænomenet.
Det meste der findes på internettet er porno og nonsens. Derfor er Ruslands nygamle præsident Vladimir Putin ligeglad med nettet. Han har ikke tid for den slags sludder. Han leder landet.
Dette er Putins opfattelse af internettets betydning. I virkeligheden er nettet det absolut stærkeste værktøj for demokrati, der findes i det land, han styrer. Frie bloggere, anti-korruptionsakivister, civile journalister og miljøforkæmpere har skabt en alternativ offentlighed uden sidestykke i den vestlige verden – en stor kollektiv debat, der i vinter flød ud på Moskvas gader i de største demonstrationer i de seneste to årtier.
På de tyve år, der er gået siden Sovjetunionens sammenbrud, har de fleste demokratiske institutioner forvandlet sig til en karikatur af, hvad de burde være i et demokratisk samfund. Parlamentet er et gummistempel, præcis som det sovjetiske var. Partierne er lydige nikkedukker i den styrende elites hænder på samme facon som hele det gennemkorrupte juridiske system. De landsdækkende, statsstyrede TV-kanaler fyldes op med deklasseret underholdning og nyhedsprogrammer, der beretter om ildesindede udenlandske konspirationer imod Rusland, landet, hvor alt er godt og alt kun bliver bedre. Der er ved hjælp af fjernsynet, at Putin regerer verdens største land.
Pressen får lukket munden
Hvornår begyndte degenereringen af demokratiet præcist i Rusland? Var det i 1993, da parlamentet gjorde væbnet oprør, og Boris Jeltsin svarede igen med stridsvogne? Var det forvandlingen af relativt frie massemedier til private mudderkastningskanoner i oligarkernes hænder i midten af 90’erne? Var det det dubiøse præsidentvalg i 1996 eller Jeltsins mærkelige overlevering af magtens stafet til Putin i nytårstalen den 31. december 1999? Det er umuligt at sige, men det sidste søm i kisten var Putins statslige overtagelse af den alt for uafhængige TV-kanal NTV i april 2001.
Glasnost – åbenhed og fri presse – havde været den vigtigste byggesten er Mikhail Gorbatjovs reformer, som ledte til Sovjetunionens undergang. I april 2001 lukkede Putin vinduet for den kritik af magthaverne i landsdækkende TV, som nåede ud til hver eneste russiske dagligstue. Det som stod tilbage, var nogle aviser og radiostationer for den oplyste elite i Moskva og Skt. Petersborg. Og så fandtes der legetøjet internettet, som færre end 8 pct. havde adgang til. Intet at bekymre sig om.
Måske har tiden stået stille for Putin, men ikke for resten af verden. I år 2012 benytter hveranden indbygger i Rusland internettet regelmæssigt og i storbyerne næsten alle. Nettet er blevet det absolut vigtigste forum for samfundsdebatten. Internettets betydning er blevet betydeligt større end i Vesteuropa, eftersom mulighederne for alternative stemmer at blive hørt andetsteds er så begrænsede. En nylig undersøgelse viser, at nettet nu er en vigtigere informationskilde end TV for alle aldersgrupper op til 45 år.
I vestlige demokratier er det først og fremmest et økonomisk problem for de etablerede mediehuse, at internettet bliver ved med at overtage en større del af informationsformidlingen: Hvordan skal man finansiere den journalistik man vil producere? I et mere autoritært samfund som Rusland bliver internettet et problem for hele det statslige informationsmonopol: Hvordan skal man kunne standse aktive borgere fra at skabe deres helt eget informationsplatform, der er mere eller mindre uafhængigt af ikke blot staten, men også af økonomiske interesser?
Censur virker ikke
Det russiske netsamfund har i en ny form genskabt sovjettidens regimekritiske subkultur med køkkensamtaler og samizdat-litteratur. Samfundskritiske tekster som i sovjettiden blev maskinskrevet på gennemslagspapir i fem kopier, findes nu frit tilgængelige. Alle der vil, kan deltage i samtalen.
Magthaverne har gjort nogle akavede forsøg på at statuere eksempler ved at fængsle eller give bøder til internetbrugere, der er gået over grænsen for det tilladte. Blandt andet har man benyttet DDOS-angreb (bevidst overbelastning af en server, red.) til at blokere forstyrrende sites og det hænder, at betalte bloggere spammer twitterkanaler eller saboterer oppositionsaktivisters blogs. Men overordnet set råder der fortsat fuldstændig frihed og anarki på nettet i Rusland. I stedet for penge eller myndigheder er det tillidskapital, der bestemmer: Man følger de skribenter, som man stoler på.
Ruslands måske mest kendte blogger, juristen og anti-korruptionsaktivisten Aleksej Navalnyj, var den første i Rusland, der havde succes med at benytte crowdsourcing (frivillige donationer systematiseret på nettet, red) i stor skala. På tre måneder indsamlede han seks mio. rubler (lidt over 1 mio. kr, red.) for projektet RosPil, en hjemmeside der med hjælp af internetbrugere afslører korruption inden for offentlige indkøb. Pengene er hovedsagligt blevet brugt til at ansætte jurister til at bringe afsløringerne videre op igennem officielle instanser og til en domstol, hvis det er nødvendigt.
Uafhængige kontrollører har adgang til hele projektets arkiv. Med deres gode navne sørger de for at pengene havner i de rette hænder og ikke forspildes. Samme form for monetære indsamling er senere blevet anvendt til at finansiere scene, lydanlæg, storskærm, mobiltoiletter og andre remedier, der var nødvendige for vinterens store demonstrationer.
Navalnyj er en blandt ca. 50 russiske topbloggere, der har mindst 10.000 læsere på den i Rusland ekstremt populære blogplatform Live Journal. På Twitter har Navalnyj over en kvart million followers. Når han og andre indflydelsesrige vælger at sprede indlæg om eksempelvis valgfusk, eller andet som de statsstyrede medier ikke skriver om, får det stor betydning.
Demonstrationer organiseres på Twitter
Internetsamfundet spillede en vigtig rolle, da de omfattende uregelmæssigheder blev afsløret, og da utilfredsheden kanaliseredes til enorme demonstrationer i det centrale Moskva. Og endnu tydeligere blev nettets betydning efter Vladimir Putins tiltrædelse den 7. maj. Det centrale Moskva var i belejringstilstand og fyldt med uropoliti. Oppositionsmanifestationer var forbudt, men det forhindrede ikke demonstranterne, der benyttede Twitter i at organisere deres spontane demonstrationer.
Når politiet afspærrede et torv, var de aktivister, der ikke blev pågrebet allerede på vej til den næste samlingsplads, som blev oplyst på Twitter. Ofte var stedet der, hvor Aleksej Navalnyj befandt sig. Fire gange blev han pågrebet af politiet. Han fortsatte med at tweete fra fangetransporten, og så snart han blev sluppet fri, meddelte han, at han var på vej tilbage til den vandrende demonstration. Til sidst mistede politiet tålmodigheden og dømte ham og venstrefløjsaktivisten Sergej Udaltsov til 15 dages administrativ varetægtsfængsling for ”modstand imod tjenestemand”.
Protestbevægelsen må have gjort det åbenlyst selv for Vladimir Putin, at internetsamfundet kan udgøre en fare for hans styre. Men at stoppe spredningen af regimekritisk information på nettet lader sig ikke gøre uden hårde repressive metoder, som ikke vil være forenelige med det billede af Rusland som et moderne åbent samfund, som magthaverne ønsker at opretholde. Men uden informationsmonopol bliver stats-TV, der kun fortæller den halve sandhed et svært værktøj at håndtere.
Probaganda bliver irrelevant uden censur på nettet
Da nyhedsudsendelsen Vremja, der fortsat anvender sin bombastiske titelmelodi fra Sovjettiden, fredag aften bragte et indslag om den vandrende demonstration, der nu har slået lejr i en park, tog det ikke bloggerne mange timer at afsløre løgnene. Den sure nabo, der i indslaget hævdede, at demonstranterne lader vandet over alt, og at deres uvæsen forstyrrer hende i lejligheden, viser sig at være en funktionær i Putins parti fra en helt anden del af Moskva. Alle tulipaner i parken, er nedtrampet af demonstranter? Men hvad er det så, der kan ses bag konen, undrede bloggere sig over, som også offentliggjorde flere billeder af de fine uberørte bede i parken – og af kvinder, der plugger tulipanerne.
Uden censur på nettet bliver det russiske statslige propagandaapparat stadig mere irrelevant og gammeldags. Men at indføre censur på nettet vil gøre hele Rusland gammeldags og irrelevant. Derfor fortsætter internetsamfundets og de civile journalisters betydning med at vokse i Rusland, samtidig med at flere og flere mister interessen for stats-TV.
Kalle Kniivilä er udenrigsredaktør på det svenske dagblad Sydsvenskan og blogger desuden om Rusland på www.kniivila.net. Artiklen er bragt i samarbejde med den svenske akademiske blog om Østeuropa Världen Österut.