EM-ANALYSE | Den megen negative opmærksomhed på Ukraine i forbindelse med fodbold-EM sætter medværten Polen i en svær situation. Man deler omverdenens bekymring for udviklingen under Janukovitj, men frygter samtidig at det negative skær over EURO 2012 skygger for de mange polske succeshistorier.
EURO 2012 i Polen og Ukraine var tænkt som de to værtsnationers gyldne chance for at få deres lande placeret på Europa- og verdenskortet og vise hvad de kan præstere. Tilbage i 2007, da værtskabet blev tildelt, var Ukraine stadig omgærdet af en stemning af eufori og fremskridtsoptimisme i kølvandet på Den Orange Revolution, og Polen tordnede som relativt nyt EU-medlem derudaf. Forventningerne var høje fra både værternes og omverdenens side.
Optakten til mesterskaberne har dog mildest talt været præget af alt andet end jubeloptimisme. I takt med at den politiske krise med Janukovitj og Timosjenko i hovedrollerne som henholdsvis skurk og offer har fundet vej til forsiderne, og vesteuropæiske politikere i stor stil har boykottet den ukrainske del af arrangementet, har de negative historier fortrængt positive beretninger fra avisspalterne.
Et velforberedt EM-værtsland
På denne baggrund kunne det måske være tiltrængt at kaste et blik på den anden EM-vært Polen. Under forberedelserne til EM har kun de færreste for alvor tvivlet på Polens evne til at afholde et vellykket mesterskab.
Internt i Polen har der ganske vist været tvivl om hvorvidt man ville nå at blive klar med alle de planlagte motorveje, lufthavnsudvidelser og anden infrastruktur. Men få dage før den store åbningsceremoni i Warszawa kunne det sidste stykke af motorvejen fra den polsk-tyske grænse til Warszawa på symbolsk vis indvies til personbilkørsel. De mange fodboldfans og det markante flertal af landshold der valgte at henlægge deres residens til Polen, kunne bare komme an. Alt var klappet og klart i Polen til at tage imod dem.
Der har naturligvis også været de obligatoriske diskussioner om Polens evne til at sikre fansenes og spillernes sikkerhed, forebygge optøjer og bekæmpe hooliganisme. Men intet i diskussionen tydede på at Polen stod med hverken større eller mindre udfordringer på disse områder end andre arrangører af store sportsbegivenheder. Selvom den endelige evaluering naturligvis først kan skrives når EM er (forhåbentlig) veloverstået, tyder alt i skrivende stund på at det meste forløber glat i Polen – selvom polakkerne nok godt kunne have ønsket sig et lidt bedre resultat end 1:1 i åbningskampen mod Grækenland.
Den oversete duks
Derfor ærgrer det naturligvis de polske værter at de negative historier har taget en stor del af opmærksomheden. For det første havde man naturligvis helst set at al den spalteplads der bruges på at skrive negative historier om bl.a. den politiske situation i Ukraine, var blevet brugt på at udbrede succeshistorier om Polen.
For det andet frygter man i Polen risikoen for negativ afsmitning på det billede af Polen de mange fodboldfans og almindelige seere tager med sig fra dette EM. Sjældent, hvis overhovedet nogensinde, er et værtskab blevet delt imellem to lande på et så forskelligt demokratisk og økonomisk niveau. Men i Polen er man sig pinligt bevidst at den almindelige vesteuropæer på gaden ikke har for vane at skelne særlig skarpt imellem de forskellige postkommunistiske lande i det gamle Østeuropa.
Naturligvis skelnes der i de fleste seriøse medier imellem Polen og Ukraine, som f.eks. i Jyllands-Postens leder på dagen for åbningskampen hvori Polen og dets status som stabilt og velfungerende demokrati med en blomstrende økonomi blev sat op i modsætning til Ukraines kæmpe mangler på disse områder. Men der er også eksempler på det modsatte. Fankommentator og journalist Tom Carstensen skrev i en kommentar på Ekstrabladets hjemmeside at ingen af de to værtsnationer er specielt egnede til rollen som EM-værter og påpegede Polens voldsomme problemer med racisme og hooliganisme.
Sport for sig og politik for sig
Hele racismeproblematikken blev bragt op af en BBC-kommentar i ugen op til EM, og den ligger stadig og ulmer under overfladen. Det ville naturligvis være absurd at hævde at der ingen racismeproblemer findes i polsk eller ukrainsk fodbold, men som rØST-skribent Mathias Strand i en anden artikel har gjort opmærksom på, er de vestlige mediers dækning af disse problemer ubalanceret og udtryk for fordomme om de uciviliserede østeuropæere.
På denne baggrund er det ikke underligt at polske toppolitikere har været ude med opfordringer til at droppe boykotten af den ukrainske del af mesterskaberne. Sport og politik skal ikke blandes sammen, har mantraet været. Premierminister Donald Tusk mindede i en lang række europæiske aviser – herunder Jyllands-Posten – om at EURO 2012 er arrangeret for fodboldfans og ikke for politikere. Polen ønsker for alt i verden ikke at EURO 2012 bliver husket som det EM hvor Ukraines demokratiske problemer løb med al opmærksomheden.
Polens ukrainske dilemma
Men rent faktisk handler hele forløbet om meget mere end sport og Polens ønske om at promovere sig selv. Sagen er et sindbillede på det dilemma Polen generelt befinder sig i i forhold til Ukraine. Ukraine spiller en vigtig rolle i polsk udenrigspolitik, og der skal ikke herske nogen tvivl om at ingen ønsker sig et demokratisk, velstående og vestvendt Ukraine mere brændende end netop Polen. I Polen føler man på trods af en til tider kompliceret fortid en oprigtig sympati med sit østlige broderfolk og ser meget gerne landet som en del af den europæiske familie. Dertil kommer naturligvis økonomiske og geopolitiske hensyn. Et stabilt og velstående Ukraine vil være til stor gavn for polsk økonomi og kan samtidig udgøre en vigtig buffer i forhold til Rusland.
Derfor plager det naturligvis også Polen når Ukraine bevæger sig i autoritær retning og i stadig højere grad vender sig mod øst. Men i modsætning til mange vesteuropæiske politikere mener man at dialog er vejen frem. Hvis man lægger Ukraine på is, skubber man i polsk optik landet direkte i armene på Rusland, som ikke går så meget op i demokratiske petitesser og med glæde ville byde Ukraine velkommen i den storrussiske familie af hel- eller halvautoritære stater.
Under forhandlingerne omkring EU’s østpartnerskab har man kunnet observere den samme argumentation fra Polens side. Dialog og ikke isolation er vejen frem. I samme ånd tog præsident Komorowski imod sin ukrainske kollega til et møde i præsidentpaladset på dagen for åbningskampen. De to overværede også kampen sammen, og det samme forventes at ske ved finalen i Kiev. Det er dog ikke fordi Komorowski holder sig tilbage fra at kritisere Janukovitjs politik – og håndteringen af Timosjenkosagen i særdeleshed.
En nation der har svært ved at få armene ned
Vi har endnu til gode at se hvor succesfuld Polens afholdelse af EM egentlig bliver, og sandsynligvis ender de sportslige dramaer i sidste ende alligevel med at overskygge de politiske af slagsen under EURO 2012. For Polens vedkommende er der ingen tvivl om at begivenhederne i Ukraine og den megen negative omtale de har forårsaget, ærgrer både politikere, arrangører og den almindelige polak. Men polakkerne har nu trods alt alligevel svært ved at få armene ned over den fantastiske mulighed for at få lov at sole sig i omverdenens opmærksomhed. Og indtil videre har opmærksomheden for Polens vedkommende da også i langt overvejende grad været positiv.
Links:
Polsk TVP
