BOGANMELDELSE | Heda Margolius Kovály: Under en ond stjerne – Mit liv i Prag 1941-1968. 267 sider. Oversat af Peter Dürfeld. Kristeligt Dagblads Forlag. Pris: 249 kr. Anmeldt af Mette Christensen.
Jeg vil ikke påstå, at jeg ligefrem var skeptisk, da jeg åbnede erindringsbogen ”Under en ond stjerne” af Heda Margolius Kovály, men jeg vil heller ikke påstå, at jeg var hjemmevant udi erindringsgenren. Der skulle dog ikke mere til end en hurtig gennemlæsning af første sides smukke indledende ord, før alle tvivlens ulmende skygger var manet bort, og dette mesterværk åbnede sig for mig i al sin uhyggelige, og samtidig livsbekræftende, klarhed.
Vanvidsanekdoter fra Auschwitz
Erindringerne begynder med fortællinger fra livet som ung, jødisk kvinde under Anden Verdenskrig. Det var et liv i nazisternes kz-lejre. Et liv der kunne have endt i Auschwitz og som gjorde det for mange. Ubegribeligt mange. Her har erindringsbogen allermindst karakter af skarpe, kronologiske erindringsbilleder. Her handler det om vanvidsanekdoter fra det hun kalder ”et totalt sammenbrud i menneskets udvikling som et rationelt væsen”. Det er anekdoter, hvori hun søger at indkapsle ondskabens altødelæggende kræfter i små fortællingsglimt.
Som når hun fortæller om litteraturprofessoren fra Wien, der ender sine dage som et rådnende lig ved siden af en kuffert fyldt med bøger. Det hun vil skildre er ikke blot et menneskeligt forfald, det er også grænseovergangen til civilisationens endeligt, ”hvor de folk der gjorde rent i kloakkerne, under arbejdet havde fløjtet Beethoven…”. Opløsningen af det ”gamle” Europas højspændte kulturliv har paradokset på sin side og således bliver det også en indkapsling af absurditeten.
En omvandrende dødsdom
Det er dog ikke livet som kz-fange, der fylder mest i erindringsværket, for ”menneskets stemme kan kun udtrykke, hvad tanken kan rumme”. En af de passager der gør stort indtryk er, da det er lykkes unge Heda at flygte fra dødsmarchen væk fra Auschwitz ved krigens afslutning og vende tilbage til Prag.
Her søger hun beskyttelse hos de få venner, som stadig er tilbage, vel vidende at de risikerer at blive skudt, hvis de skjuler hende. Hvem af dine venner ville skjule dig, hvis de vidste, at de kunne blive skudt for det? Og hvis liv ville du sætte på spil ved at dukke op ved deres hoveddør? Sådan tænker man uvægerligt, når man læser om Heda, der vandrer hjælpeløst rundt i Prags gader, som en omvandrende dødsdom og forvises fra den ene dør efter den anden.
”Nu var jeg på jagt efter et menneske hvis menneskelighed var stærkere end dets frygt” skriver hun og smukke Prag, der udgør handlingens ramme, står, på en gang, som en påmindelse om – og en flugt fra – elendigheden. Når alting sortner, er det Prag, der indgyder håb.
Massernes (brydnings)tid
Det jeg tror, Heda Margolius Kovály har allermest på hjerte i dette værk, er at fortælle, hvordan ét totalitært regimes sammenbrud kunne lede den tjekkiske befolkning direkte i armene på et nyt: Kommunismen. Befolkningen blev gennem omfattende propaganda ledt til at tro, at dette var den eneste styreform, der kunne forhindre, at der nogensinde blev bygget kz-lejre igen. Tjekkerne havde, som mange andre, mistet troen på det demokrati, der havde bragt Hitler til magten. Det var massernes tid, og det skildres med en knusende indlevelse
Det tydeliggøres, at selvom Heda var skeptisk, så var hun kun en utydelig stemme i massernes kollektive march mod afgrunden. Hun kunne ikke engang overbevise sin egen mand. På mange måder fremstår disse tider som en modsætning til vores, fordi de forudsætter individets uselviske underkastelse til fordel for en større sag.
Fanget i et mareridt
De gode intentioner forvandler sig gradvist til et klæbrigt og dystert mareridt i skæringspunktet mellem forfald og fremskridt, korruption og kammerater. Det er en tilværelse præget af politiovervågning: Misundelse og medløberi viser sig at være grundfaktorer i det kommunistiske styre, der vokser frem af ruinerne som forklædt ukrudt. Med rækker af bevægende episoder formår Heda at skildre, hvordan ansigtsløse masser udsletter det enkelte menneskes værdi.
Mest hjerteskærende er dog passagerne, hvor hendes mand arresteres og senere henrettes; ”Mange år er siden da gået, men den nat er stadig ikke forbi,” skriver hun og begivenhederne står malet så tydeligt for én, at de skærer sig gennem alle filtre, indtil man ikke længere kan læse ordene, fordi øjnene sløres af tårer. Efterfølgende bliver Heda kastet rundt i et uendeligt og arbitrært bureaukrati, mens hendes medborgere frygter hende ”som en sygdom”. Hun bliver som en af Kafkas figurer; fanget i et grotesk net af forkrøblede og forvrængede systemer. Hun bliver offer for en selvtilstrækkelig og umenneskelig magt, der manifesterer sig som et magtmaskineri og væver et net af løgn, korruption og frygt omkring sig.
Kærlighed til livet
Tænk at man kan skrive så poetisk om noget, der er så grusomt. Heda har en særlig evne til at fortælle netop de episoder som afspejler den store historie. Ordene dækker ikke, men de historier de skaber, bliver tegn for de større sammenhænge og sammenbrud som Tjekkiet – og hele Europa – gennemgik i hendes levetid. ”De mennesker, som i krisesituationer viste sig at være de klogeste og mest pålidelige, var altid dem med den enkleste ideologi: Kærlighed til livet”, skriver Heda og denne ideologi besad hun også selv. Hendes erindringer er vidnesbyrd om en ufattelig udholdenhed, som ingen i vores del af verden kan forestille sig at kunne opmønstre i dag.
”Sandheden alene sejrer ikke. Når den støder sammen med magten taber den ofte. Den sejrer kun, hvis folk er stærke nok til at forsvare den” og så stærk var Heda Margolius Kovály. Hendes værk står som et monument over den sejrende sandhed. Alle bør læse denne bog.
