Ukraine gør de sidste strækøvelser og hop på stedet, før det går løs til EM i fodbold 2012. Men fra at være en gylden chance for at vise Europa landets fremskridt imod et mere moderne, demokratisk (og europæisk) land, handler det nu mere om at få turneringen til at forløbe gnidningsløst og uden for mange negative historier. Samtidig truer udsigten til gevaldige økonomiske tømmermænd.
Timosjenkosagen har overskygget relationerne til Europa i optakten til EM-turneringen i Ukraine, men en koordineret boykot fra europæiske statsledere synes nu at være afværget, selvom prominente gæster har meldt afbud. José Manuel Barroso, formand for EU kommissionen kommer ikke, hele den franske regering har takket nej, og Tysklands forbundskansler Angela Merkel har indtil videre heller ingen planer om en tur til Ukraine. Timosjenko synes dog at have opnået, hvad hun ville med sin sultestrejke, som hun netop har afsluttet. Hun har skabt international opmærksomhed på sin fængsling, fået vestlig lægehjælp og sat Janukovitjregimet i et meget dårligt lys. Hendes datter Eugenia Timosjenko udtalte den 30 maj til BBC:
”Vi forstår boykotten fra de europæiske ledere, der respekterer menneskerettigheder og retssikkerhed og [derfor] ikke kan tage af sted og trykke Janukovitj i hånden, men jeg synes, sportsbegivenheder bør gennemføres. Da min mor var i regering, kæmpede hun for Ukraines værtskab for denne slutrunde.”
Negativ mediedækning
Selvom boykotten er afværget, er turneringen langt fra sikret at være en publikumssucces i Ukraine.
Pressedækningen i Vesten har været utrolig negativ. Ukraine er blevet beskrevet som en fortabt mafiastat, hvor politiet er din værste fjende, taxachauffører og hotelejere forsøger at snyde dig ved at tredoble priserne og HIV-smittede prostituerede trækker på hvert et gadehjørne. Derudover har der fra engelsk side været en skinger debat om udbredelsen af østeuropæisk hooliganisme og racisme imod mørklødede spillere og fans.
Selv om disse farer ganske sikkert er overvurderede, er der masser af rent praktiske grunde til, at EM i Ukraine ikke bliver en publikumsmagnet.
Rejseafstanden imellem turneringsbyerne er store med Kiev i midten og de tre andre byer Lviv, Kharkiv og Donetsk i hver sin ende af landet, og det er ikke så ligetil at købe en togbillet i Ukraine, hvor hjælpsomhed og engelskkundskaber hos de lavtlønnede billetfunktionærer kan være lidt af en prøvelse. Står man i kø ved den forkerte luge eller har problemer med at få fremstammet sit ærinde, kan man hurtigt blive værfet væk af personalet eller af folk bagved i køen.
Den ukrainske regering har svaret på udfordringen ved at renovere skinnenettet og indkøbe flere koreanske Hyundai højhastighedstog, der skal forbinde turneringsbyerne med afgange i dagtimerne. Billetpriserne er tre gange højere en en almindelig billet, og hele projektet er blevet til på bekostning af de billige men langsomme nattog, den almindelige befolkning benytter, og som i øvrigt er en af de mest autentiske og behagelige rejseformer, Ukraine kan tilbyde (når man vel at mærke har fået købt sin billet). Man kan med rette spørge, om der er kunder til de nye tog, når EM er forbi?
Danske fans bliver væk
Set med de danske fodboldbriller er Ukraine også for langt væk. Kun 3000 billetter er blevet solgt til hver af de to kampe i Lviv, og til den første kamp mod Holland i Kharkiv er kun 1761 blevet solgt, mindre end en tredjedel af de afsatte billetter til danske fans. Mange har valgt at droppe Ukraine helt, bo i Krakow i det sydlige Polen og så køre i bus til Lviv lige over grænsen i Ukraine. Det er en stor skam, for Lviv har meget at tilbyde og kan i centraleuropæisk skønhed sammenlignes med Krakow i Polen eller Prag i Tjekkiet, bare uden horder af andre turister.
De nationale mandskaber har også i stor stil valgt Polen til og Ukraine fra som basecamp, kun Sverige og Frankrig har ud over Ukraine valgt at bo, hvor deres gruppekampe skal spilles. Danmark selv bor så langt væk fra Ukraine, man næsten kan komme ved den polske Østersøkyst.
Økonomiske tømmermænd venter forude
At Ukraine ikke har formået at betrygge fodboldhold og fans om det naturlige i at bruge penge og tid i Ukraine, er dårligt nyt for den ukrainske regering, der ikke har udsigt til at tjene de mia. af Hryvnia hjem, der er blevet investeret i veje, skinner og stadions. Da EURO 2012 blev tildelt Ukraine, var det meningen, at 80 % af investeringerne frem mod turneringen skulle komme via private investorer, men de har holdt sig væk af frygt for korruption, bureaukrati og manglende kontrol med projekteringen. I stedet er det staten, der har samlet regningen op på indtil videre 13,4 mia. $, heraf over halvdelen fra de statslige kister.
I stedet for en ny lufthavnsterminal i Kiev Borispol lufthavn, skulle regeringen måske hellere have forbedret investeringsklimaet i Ukraine. Niveauet for direkte udenlandske investeringer halter af sted: $4,6 mia. i 2011, ned fra $4,7 mia. i 2010, og langt fra de $8 mia. i 2005, året efter den orange revolution, hvor udlandet så muligheder i Ukraine. Så pengene er derude, men Janukovitj har ikke kunnet trække dem til landet.
Grækenlands ekstravagante OL i 2004 minder om, at sportsbegivenheder i international klasse kan blive strået, der brækker kamelens ryg. Gælden for EM kan skubbe Ukraines økonomi ud over afgrunden. Alene i år skal Ukraine tilbagebetale lån for $11,9 mia. og der er endnu ikke kommet en låneaftale med den Internationale Valutafond på plads, der kunne afhjælpe behovet for refinansiering af gælden. IMF har ikke villet sige ja til en ny $15 mia. Lånepakke, så længe Ukraine vedbliver at subsidiere prisen på gas for almindelige forbrugere.
At hæve gasprisen vil være tæt på politisk selvmord for præsident Janukovitjs og hans i forvejen upopulære Regionernes parti frem imod parlamentsvalget i Oktober, men det kan hurtigt vise sig, at de ikke har andet valg.
Kilder:
