På fredag sparkes endnu en omgang af de europæiske mesterskaber i fodbold i gang, og for første gang siden kommunismens fald skal kontinentets fodboldstormagter mødes bag det gamle jerntæppe. Det er ikke gået ubemærket hen. Hvor den ene af arrangørerne – Polen – kun har fået ros med på vejen, har situationen været noget anderledes i Ukraine. Noget har uden tvivl været selvforskyldt, men meget skyldes også gamle vesteuropæiske fordomme om det vilde, uregerlige Østeuropa.
Korruption, Timosjenko og et tysk tilbud
Problemerne begyndte allerede for to år siden, da det viste sig, at ukrainerne var betydeligt bagefter med stadionbyggeri og opbygning af den fornødne infrastruktur. Tyskerne stillede beredvilligt deres stadions til rådighed, skulle ukrainerne ikke være opgaven voksen – et tilbud, der, hvis man var fintfølende, sagtens kunne tolkes som nedladende. Men eftersom der var betragtelige EU-midler postet i det ukrainske værtskab, var der kun lidt muggen i krogene i Ukraine.
Netop EU-midlerne – ikke kun til fodbold-EM, men til Ukraine generelt – blev genstanden for det næste kritikpunkt. Massive problemer med korruption og lemfældig omgang med EU-støtte blev påtalt i hele den europæiske presse, hvor kontinentet i krise naturligvis ikke så mildt på ukrainernes sløsethed og ineffektivitet.
Til trods for, at Ukraine fik såvel stadions som infrastruktur op at køre, begyndte det europæiske fodboldforbund (UEFA) i begyndelsen af året langsomt at få kolde fødder over deres tildeling af værtskabet til Ukraine. UEFA havde i langt gunstigere økonomiske tider valgt at give Ukraine en chance for at vise, at de kunne være med i det gode selskab, men solidaritetsfølelsen var nu dæmpet betragteligt.
Problemerne skulle dog kun blive større. Efter fængslingen af Julia Timosjenko begyndte europæiske politikere, med tyskerne i spidsen, at tale om boykot af EM. Ingen er vel uenige i, at fængslingen strider imod retsstatslige og menneskeretslige principper, men kun meget sjældent har boykot været benyttet i forhold til sportslige arrangementer. Devisen under OL i Kina var, noget blåøjet, at, ved at inddrage kineserne ville de formentligt forbedre menneskerettighederne. Tilsyneladende gjaldt altså andre regler, når der var tale om et fattigt land i Europas periferi uden politisk indflydelse.
Fordomme og hooliganisme
Som sidste skud på stammen kunne britisk TV i sidste uge afsløre tilstanden på ukrainske fodboldstadions, hvor heilende og Swastika-svingende hooligans gjorde livet surt for farvede spillere. At noget sådant skal afsløres og bekæmpes er selvfølgeligt, men i mange britiske aviser var udlægningen, at det ikke kun var et isoleret hooligan-problem, men at hele det ukrainske samfund tog del i – eller så gennem fingre med – denne uhyrlige racisme.
Som nævnt ovenfor har Ukraine selv en ikke ubetydelig del af skylden for mange af problemerne. Men hele forløbet afslører også den gamle vesteuropæiske fordom om det tilbagestående Østeuropa. Der er netop ikke tale om en afmålt og afbalanceret dækning af forholdene i Ukraine, men om et ensidigt negativt fokus, der udstiller den gængse fordom om østeuropæerne. Bægeret blev helt fyldt, da det kom frem, at hotelpriserne var skruet betydeligt op, mens EM stod på. Kun få journalister kunne se det rimelige i, at de lokale forsøgte at få et par ekstra kroner, euro eller pund ud af turister, der kun sjældent kommer på de kanter.
Eksemplerne viser interessant nok, at fordommene nu er rykket længere mod øst. Polen er den nye kæledægge, og Ukraine har overtaget rollen som prügelknabe.
Og det rent sportslige?
Til trods for at være blevet udstillet politisk har Ukraine et lovende hold, der godt kunne ligne en outsider til titlen. Favoritter er blandt andet Tyskland, men selvom det hedder sig, at tyskerne altid vinder til sidst, er det efterhånden lang tid siden, de tredobbelte EM-vindere har vundet noget, og både landsholdet og de tyske klubhold ser ud til at have mistet killer-instinktet.
Efter trænerskifte og flere stjerners afbud er England for engang skyld ikke favoritter – og måske det manglende pres kan vise sig at være en gevinst for fodboldens moderland, der ikke har vundet noget i 46 år! Erfaringen viser, at man aldrig skal undervurdere italienerne og deres kyniske catenaccio-stil , men det bliver næppe i år, italienerne vinder.
Franskmændenes deroute til VM for to år siden blev opfattet som en national ydmygelse på de kanter, og de vil nok gøre alt, hvad de kan, for at få oprejsning. Hvor meget det rækker til, er svært at sige, men til EM er der ingen walkover-kampe, og turneringen ser umiddelbart ud til at være relativ åben. Hele den gamle garde af stormagter har kvalificeret sig denne gang, og fra de gamle østbloklande kom kun Tjekkiet, Rusland og Kroatien igennem nåleøjet, og er sammen med værterne Polen og Ukraine slutrundens østeuropæiske islæt.
På vore breddegrader er der naturligvis særligt fokus på Danmarks muligheder i en rent ud sag frygtelig pulje med Tyskland, Holland og Portugal. Der er taget forskud på de bange anelser, og pressen er enige om, at så længe nationens udvalgte dør med støvlerne på, er et tidligt exit tilgivet.
Herfra er der heller ikke de store forhåbninger til Danmarks chancer. Modstanderne er simpelthen for stærke. En positiv overraskelse kan komme fra Ukraine, og England bliver slutrundens negative overraskelse. Spanien er vel nok de største favoritter, men denne artikels forfatter har Frankrig som et bud på vinderen. Spændende bliver det, og forhåbentligt klarer Ukraine rollen som vært uden skrammer, når det først går løs.
