KOMMENTAR | Det er ifølge kommentatoren Boris Tadic egen skyld at han tabte præsidentvalget. Han skulle have været en bedre præsident. Artiklen bringes i samarbejde med den derbiske netavis Pescanik.
Bragt i Pescanik d. 24.05.2012. Oversat fra serbisk af Ismar Dedovic
Efter valget i 2012 er der dukket en del analyser op, der giver komplicerede svar på ganske simple spørgsmål. Svarene på to spørgsmål som er blevet unødigt komplekse – ”Hvorfor tabte Boris Tadic? og hvorfor faldt det Liberaldemokratiske Parti (LDP) fra hinanden? – er faktisk ligetil. Det er blot nødvendigt at genopfriske hukommelsen en smule.
Problemer i Tadic’ parti
Siden det Demokratiske Parti (DS) blev udrenset af Vojislav Kostunica, var der ikke meget tilbage af det parti (og de visioner) som Djindjic stod for. En flok tredjerangspolitikere med god form, men uden principper, steg mod toppen i partiet. De kompetente elementer endte i periferien. Samarbejdet mellem DS’ ledere og Vojislav Kostunica – der kulminerede i en vanskabt forfatning – var en indikator på at DS’ top var parat til hvilket som helst samarbejde hvis det kunne holde dem på magten. Derfor forventedes der heller ikke meget af dette parti i sidste valgperiode. Men der forventedes dog noget.
For eksempel forventedes det, at de kunne gennemføre en ordentlig reform af retsvæsenet og uddannelsessystemet. I stedet for dette, blev DS et symbol på korruption og ansættelser, der var betingede af partiloyalitet. Fortsættelsen af Kostunicas illusionspolitik i forhold til Kosovo, den farceagtige reform af retsvæsenet, den nølende reform af universiteterne, det enorme antal ansatte i en oppustet statsforvaltning (ansat af partihensyn naturligvis) og de sporadiske racistiske udfald fra partimedlemmers side, er blot nogle af de gerninger, som førte til at tiltroen til DS og Tadic faldt. Antallet af vælgere, der faktisk stemte viste, at dette folk stadigvæk er noget bedre end sine politikere. Det relevante spørgsmål er således ikke ”hvorfor tabte Tadic [i præsidentvalget]”, men ”hvorfor tabte DS ikke [i parlamentsvalget]”?
Tadic bør gå som partiformand
Svaret på dette spørgsmål ligger sandsynligvis i DS’ tekniske overlegenhed i forhold til modstanderne i Fremskridtspartiet [SNS]. Sagt med andre ord: selv analfabeterne blandt os ønsker, at de der sidder i parlamentet kan læse og skrive. Denne kamp blev afgjort i lokalsamfundene, der hvor vælgerne personligt kender de politiske aktører. Og siden DS’ modstandere er Fremskridtspartiet [der er et udbryderparti fra det Radikale Parti, hvis formand – Vojislav Seselj – nu sidder i Haag, anklaget for krigsforbrydelser] så kunne man skræmme vælgerne med ”Seseljs skygge”. Alt i alt, lykkedes det for DS at komme igennem valget med skindet i behold mens Tadic, som partiformand, endte med at betale prisen for den førte politik.
Men det lader ikke til at være nok for DS og Tadic. Med tanke på generel parlamentarisk praksis i verden, kan vi ikke undgå at stille spørgsmålet: Hvorfor er Tadic stadigvæk formand for det parti? Hvorfor trækker valgets taber sig ikke fra sin post? Hvorfor fjerner partitoppen ham ikke? Et måske endnu vigtigere spørgsmål er: hvorfor forblev han partiformand, da han første gang blev valgt som præsident for staten? Hvis han dengang blev tilbudt posten som formand for beboerforeningen, ville han også have sagt ja til det? Eller formand for SANU (det serbiske akadæmi for videnskab og kunst der 80’erne var primus motor for serbisk-nationalistisk ideologi)? Eller som formand for en bjergbestigerforening? Er der nogen ende på alle de formandsposter han ville rage til sig?
LDP svigtede vælgerne
Efter mordet på Zoran Djindjic og udrensningen af DS, opstod LDP som et forsøg på at genoplive Djindjics program og visioner. Denne hensigt gjorde dem tiltrækkende for en bestemt gruppe vælgere i Serbien. Men ved første givne lejlighed, solgte partiets store leder [Cedomir Jovanovic] sig til DS i håbet om, at kunne være med ved bordet når man delte rovet. Kort sagt: partiet svigtede sine vælgere. Hvorfor er det så overraskende, at vælgerne smed dem ud i denne omgang?
Tomislav Nikolics løfte om, at han – hvis han blev valgt til præsident for staten – ville trække sig som partiformand, er faktisk det eneste friske pust på vores politiske scene. Så omfattende var DS’ og LDPs magtmisbrug, at den eneste gode nyhed vi har, kommer fra Nikolic.
Og det er hele historien. Kort og klar, for de der vil se det. Der er dog også dem, der prøver at forklare Seseljs discipels sejr på anden måde. De skyder skylden på folket, journalisterne, de intellektuelle, de hvide, de gule og de blå, forhøjede blodtryk, lav vandstand og forkerte smil i den tredje TV-reklame i præsidentvalgkampen. Hertil er der kun at sige: skam jer! I var så dårlige i regeringen, at Nikolic nu er blevet et acceptabelt alternativ, og så søger I syndebukke alle andre steder. Er det ikke ganske fornuftigt at antage, at Boris Tadic er ansvarlig for Boris Tadics nederlag og LDP er ansvarlig for LDPs nederlag?
