Mellemkrigstidens estiske litteratur får normalt ikke meget opmærksomhed her til lands, men Anton Tammsaares (1876-1940) genfortælling af Biblens historie om den stakkels Job, der bliver skiftet ud med Satan, placeret i 30’ernes Estland og udsat for alskens ulykker, er en undtagelse værd.
The Misadventures of the New Satan har ligesom Jobs Bog en prolog, hvor Satan kommer op til apostlen Peter for at hente sit sædvanlige kuld sjæle, men Gud er begyndt at tvivle så stærkt på sit eget værk, at han er parat til at opgive hele menneskeheden. Peter docerer arrogant til Satan, hvordan Herren har indset at mennesket ikke er i stand til at leve retskaffent og ved en sælsom, men alligevel indlysende logik er det kun ham der driver mest profit af menneskets fordærv, som der kan omgøre dets dødsdom. Satan må bide sit eget væsen i sig og leve et retskaffent liv som menneske, hvis han vil have flere sjæle til sit helvede.
Satan bliver til Jürka
Jürka ankommer til en lille udørk af en fjerntliggende egn i Estland med sin første kone Lisete. De finder en gammel forladt gård, der i denne engelske oversættelse får navnet »The Pit«. Og Jürka holder mere af navnet »than anything else«, hvad der får de sparsomme naboer til at konkludere, at parret måske er de helt rette til dette hul i jorden.
Her kan Satan begynde at arbejde maksimalt for et minimalt udkomme, stadig være taknemmelig for det og ellers ikke forholde sig til nogen verdens ting på denne ham fremmede jord. Ved at blive til Jürka er Satan reduceret til et uopslideligt æsel hvis hyppigste kommentar er: »I guess so« og som mest synes at betragte denne skæbne som en kedelig arbejdsweekend i et uendeligt liv.
Den gentagne uretfærdighed, som særligt egnens driftige spekulant »Cunning Ants« udøver på Jürka, har både klassiske og komiske træk af bibelske lidelseshistorier. Han sætter med det samme Jürka i gæld, hvilket dog selv en nybagt konfirmand ville kunne klare, og Jürkas koner og børn dør eller flygter fra dette hul i skoven. Det ender han heller ikke med at eje, og i det hele taget er Jürkas liv en nedadgående kurve, der bliver for forudsigelig og uden dramatik eller overraskelser.
En fåmælt Dostojevskij
Nu er det selvfølgelig en komedie, og indlevelse er ikke et krav. I bogens bedste passager svarer Jürka overraskende beredvilligt på præstens spørgsmål om hans ikke-jordiske liv. I starten giver præsten ham af medlidenhed ret, men med tiden begynder han selv at tro på det, ligeledes gør Ants, som ikke ved, hvorvidt det er en god eller dårlig gerning at snyde Satan. Deres tro vakler overfor Jürkas absolutte vished, og som disciple, der kommer til en profet, spørger de to igen og igen Jürka, hvorfor han ønsker frelse. Svaret opsummerer bogens grundlæggende paradoks: »To keep hell going.«
Denne leg med troens ambivalens gør Tammsaares bog værd at læse, men dens andet problem er det engelske sprog, nærværende udgave er skrevet i. Der er en del slåfejl, ord der er udeladt eller gentaget, og nogen steder er det oven i købet meningsforstyrrende. Der er ansatser til groteske scenarier om, hvorvidt horn i panden er lovende for unge drengebørn, og de religiøse diskussioner kommer af den samme muld som Dostojevskij, men vil man læse de koncepter for fuld udblæsning, anbefaler jeg den samtidige Mesteren og Margarita af Mikhail Bulgakov.
Skulle man have mod på en estisk teateropsætning af bogen, kan den ses her: etv.err.ee/arhiiv.php
