ANALYSE | Værten for årets udgave af Eurovision er kendt for sin olie, sin gas og sit diktatur. Men Aserbajdsjan er også kendt for at være en sekulær, muslimsk stat. PhD Sofie Bedford forklarer her, hvorfor statens religionsundertrykkelse ikke lykkes. Artiklen er bragt i samarbejde med den svenske blog Världen Österut.
Få har vel undgået at lægge mærke til, at finalen i årets Schlager-EM løber af stablen i Baku, Aserbajdsjan. Om Aserbajdsjan overhovedet ligger i Europa, kan diskuteres – landet fremstilles ofte som bro imellem øst og vest, mellem Mellemøsten og Europa.
Sekulære muslimer
Et interessant aspekt af dette noget spaltede regionale tilhørsforhold er relateret til aserbajdsjanernes muslimske identitet. På papiret er ca. 90 pct af befolkningen i landet muslimer. Majoriteten er shiamuslimer, som det også er tilfældet i nabolandet Iran. Men meget mere til fælles har disse to lande ikke i denne sammenhæng. Religion og politik betragtes af magthaverne i Aserbajdsjan som noget, der er livsfarligt at kombinere, som med alle midler bør bekæmpes, og Iran fremstilles som et skræmmeeksempel. Også naboen i nord, Dagestan i Rusland, hvor radikale islamister kæmper for selvstændighed fra Moskva, er et skrækeksempel. Lighederne findes snarere med en anden nabo: Tyrkiet, der stræber efter at opretholde sin sekularitet og Atatürks antireligiøse politik.
70 års sovjetstyre har gjort stærkt indtryk, og Aserbajdsjan er blevet beskrevet som ”sekularismens højborg”. I det sovjetiske system betragtedes religion som en farlig fjende, hvor idéer kunne lokke folk til at afvige fra den sande vej. Religionen blev undertrykt, manipuleret og isoleret, og som et resultat af dette blev Islam i de muslimske sovjetstater nærmere et nationalt kendetegn end en trosretning.
Post-sovjetisk undertrykkelse af Islam
Efter selvstændigheden så mange i Aserbajdsjan muligheden for at vende tilbage til Islam, men det viste sig hurtigt, at også det nye styre frygtede religionens mulige indflydelse og satte dermed en kæp i hjulet. Selvom landets forfatning stipulerer religionsfrihed, har myndighederne i princippet genindført statsligt monopol på religionen. Officiel registrering påkræves for alle religiøse samfund, og religiøs udøvelse, litteratur og undervisning oplever stram statslig kontrol. Hver eneste trosretning skal på klassisk sovjetmaner underordne sig et højere ”råd”, der overvåger dens virksomhed.
Denne rigide kontrol anses af styret for at være nødvendig for at holde styr på religionens mulige mobiliseringskraft. Følgelig er religiøse partier blevet forbudt, og religiøse organisationer og religiøse ledere har fået forbud imod at engagere sig politisk. Efter 11. september har myndighederne i Aserbajdsjan, ligesom i mange andre lande, benyttet frygten for indflydelse fra ”radikale” (læs: politiske) udgaver af islam i befolkningen som argument for at intensivere kontrollen af – og restriktionerne for – religionsudøvere. Det er svært at bedømme, hvor virkelig denne trussel er, men frygten er virkelig og har indflydelse på politiske diskurser og attituder.
Af med sløret og ud med symbolerne
Et godt eksempel på skismaet ”religion vs. politik”, som godt nok har nogle år på bagen, er fængslingen af den åbenmundede imam Ilgar Ibrahimoglu i 2004. Han var ikke blot uddannet i Iran, hvilket blev betragtet med skepsis fra myndighedernes side, men han vovede også at registrere sin menighed, og han deltog i politiske demonstrationer. Det ironiske er, at Ibrahimuglu er en af Aserbajdsjans mest verbale demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere og betragtes lige så meget som politiker, som hvilken som helst ikke-religiøs medborger.
Et andet eksempel på, hvordan styret i Baku forsøger at begrænse islams indflydelse, er myndighedernes uformelle slørforbud for piger i folkeskolen. Noget som blev mødt med voldsomme protester hos de troende, da lovændringen blev præsenteret i slutningen af 2010. Derudover er et antal moskeer blevet lukket eller revet ned gennem de seneste år, hvoraf flere befandt sig i løbende konflikt med myndighederne. Det seneste eksempel på sekularisering fra statens side er, at regeringen har beordret, at alle offentligt ansatte skal fjerne alle muslimske symboler fra deres kontorer.
Muslimsk identitet er blevet styrket
Til trods for de sekulære myndigheders ambitioner, synes trenden at være, at Islam, både sunni og shia, i stedet bliver mere vigtige for mange i befolkningen. Unge, dygtige og karismatiske imamer, uddannede i Iran, Saudi-Arabien eller andre muslimske lande, tiltrækker en yngre generation, der er desillusionerede over de såkaldte demokratiske reformer, der ingen steder fører, så længe det politiske lederskab ikke også reformeres.
Flere og flere deltager i Ramadanen og valfarter til Mekka. Reklamer for halalkød bliver mere og mere almindelige i döner-boderne, og flere banker har introduceret ”sharia-venlige” lån, blot for at give nogle illustrerende eksempler. Det bemærkelsesværdige er, at i stedet for at begrænse islams indflydelse i samfundet, har myndighedernes undertrykkelse ført til en styrkelse af forskellige muslimske gruppers kollektive identitet. Det er blevet vigtigt at vise sit tilhørsforhold, og på denne måde er islam blevet synlig som samfundspolitisk kraft i det ellers meget sekulære Aserbajdsjan.
Sofie Bedford disputerede 2009 i statskundskap ved Stockholms Universitet med afhandlingen ”Islamic Activism in Azerbaijan: Repression and Mobilization in a Post-Soviet Context”. Hun besidder også en magistergrad i freds- och konfliktkundskap fra Uppsala Universitet. Som postdoktor ved Centrum för Rysslandsstudier, Uppsala Universitet kører hun nu et forskningsprojekt med fokus på online-aktivisme i Aserbajdsjan.
Världen Österut er en blog om den tidligere “Østblok” redigeret af Sällskabet för studier av Ryssland, Öst- och Centraleuropa och Centralasien. 200 eksperter og kommentatorer er tilknyttet. Magasinet rØST samarbejder med Världen Österut om formidling og deler og refererer desuden til hinandens artikler.
Oversat fra svensk af Kristoffer Hecquet
