BOGANMELDELSE | Dmitry Glukhovsky: Metro 2033. 450 sider. Oversat fra russisk af Jan Hansen. Ciceros forlag. 299.95 kr. Anmeldt af Signe van Zundert.
Jeg troede, at jeg skulle rejse tilbage til fremtiden til Moskvas smukke og underjordiske indre – det atomsikre metrosystem. Rejsen blev ledsaget af den russiske journalist, blogger og forfatter Dmitry Glukhovsky og hans postapokalyptiske (anti)roman ”Metro 2033”. Dette skulle vise sig at blive en dybt kedelig og uinteressant rejse.
Oprindeligt var romanen et blogeksperiment, der tilsyneladende tiltrak millioner af læsere i hjemlandet. Det er meget muligt at blogformen fungerede bedre og formåede at fange læserne især hvis den har været udgivet i bidder. Dog undrer jeg mig over selve beslutningen om at transformere den til et skønlitterært værk. Når man som en nysgerrig læser sætter sig ned og forsøger at krybe ind under huden på romanens univers, for dernæst at give sig i kast med at lære karaktererne at kende og fordybe sig i noget så interessant og mystificerende som Moskvas metrosystem, forventer man også at romanen tør at indvie læseren. Denne roman når aldrig til dette punkt. Man kan nok så ihærdigt prøve at gnave sig igennem samtlige 500 sider uden at blive blot en anelse klogere. Romanen er ubegavet. Det eneste man bliver klog på er, at der måske i virkeligheden ikke eksisterer en fortælling i romanen. Og kan man så kalde den en roman? Jeg vil definere den som en mislykket roman, og i stedet betragte den som nært beslægtet med guidebog-genren forklædt som en science-fiction roman.
Fortællingen der kortsluttede
Romanen er mislykket fordi Glukhovsky, i min optik, er en uambitiøs forfatter, der ikke tør at træffe beslutninger på romanens vegne, og lader sig fuldstændig fortabe i unødvendige detaljer. En fejlslagen observatør, kunne man snildt kalde ham. Detaljerigdom kan efter min mening i andre tilfælde være med til at skabe de allermest intense og sublime læseoplevelser, og vidne om særegenheder ved en forfatter og dennes fortælling, hvis denne netop har sans for og behersker romanskrivningens kunst. Men Metro 2033 forbliver ét langt forsøg på at kreere en fortælling, der kortslutter sig i uendelige og ukritiske beskrivelser af livets gryende begyndelse i Moskvas metrosystem, der til tider minder mest om et monstrøst tarmsystem, hvor ufrugtbarheden, håbløsheden og rotterne tilsammen skaber rammerne omkring livet i de dunkle tunneller, efter atomkrige har lagt verden i ruiner.
Mennesket er endnu sin egen værste fjende – blot nu også i en mutantudgave. Romanen afspejler i høj grad også Glukhovskys interesse for den menneskelige forfaldsæstetik, der følger efter sådanne omfangsrige katastrofer, hvis fortællemæssige potentiale han aldrig formår at behandle indgående eller udfolde, og det forbliver derfor ved det overfladiske og smager af litterær berøringsangst.
En foruroligende mangel på undring
På et overordnet plan, skinner Glukhovskys journalistiske trang til at stille yderst relevante og nuancerede spørgsmål i høj grad igennem. Et eksempel er da hovedpersonen, Artjoms, adoptivfar og hans gode ven Hunter, diskuterer relevansen af at bevare den russiske kultur; sproget, litteraturen og skriften, hvilket er et meget interessant spørgsmål, og havde dette været vinklen på romanens ikke-eksisterende fortælling, ville den have haft et langt bedre overbevisende særpræg og potentiale.
Løbende igennem romanen præsenterer Glukhovsky flere interessante overvejelser og vinkler, men det bliver blot ved den overfladiske berøring, og derfor giver det læseren en utrolig uinteressant og skuffende læseoplevelse. Det lader til, at Glukhovsky ikke ønsker beskæftige sig med eller udforske disse ellers oplagte og spændende problematikker, som netop er iboende i menneskelighedens eksistentielle tilstand efter at verden er lagt i ruiner af atomkrige. Romanen undrer sig aldrig, men formes af en lang kæde af iagttagelser og faktuelle oplysninger. Denne problematik ligger blot og ulmer i romanens skørt.
Romanen overtages af de primitive overlevelsesmekanismer. Nærdødsoplevelser, ”de sorte”, patronhylstre, svampedyrkning, te, vitaminpiller, AK-47’ere, det uundværlige kort over metroens tunnelsystemer, mørket, indimellem akkompagneret af den dunkle undergrundsbelysning og lugten af lig, forrådnelse og menneskevæsker – læseren trækkes langsommeligt og pinefuldt gennem beskrivelser af undergrundens håbløse svinesti i en fjern, fremtidig forpestet verden.
Forsøg på en dannelsesrejse
I den unge og naive hovedperson Artjom, giver Glukhovsky sig i kast med at lade fortællingen spire, idet den unge Artjom sendes ud på en mission, hvor han får til opgave at nå frem til metrosystemets hjerte, stationen Polis, for at advare om udefrakommende angreb og undergrundens tilintetgørelse. Dette bliver et forsøg på en fortælling om en dannelsesrejse med Artjom i fokus. Han drømmer om at blive ”stalker”, den nye type helt, der minutiøst udforsker metroens afkroge, men også jordens overflade. Artjom forlader den ”hjemlige” VDNKh-station, hvor et nogenlunde civiliseret liv leves i forhold til mange af de andre undergrundsstationer, hvor ekstreme ideologier, der har overgået menneskeligheden endnu praktiseres: nazisme, fascisme, kommunisme, men også jehovas vidner, bevæbnede filosoffer, kannibaler og Che Guevara-revolutionærer støder Artjom på under den ukritiske navigering rundt i tunnelsystemets labyrinter, hvori mistænkelige toner overdøver menneskets forstand.
Intet synes at påvirke Artjom tilstrækkeligt til, at han kunne finde på at begynde at reflektere over sine oplevelser, hvilket også forhindrer læseren i at få et indblik i hvem Artjom egentlig er, og hans dannelsesproces står i stampe, idet han ikke udvikler sig – dannes. Er dette en pointe? I så fald fungerer den dårligt og er langt fra tilfredsstillende!
I min optik forbliver Artjom et ensidigt, endimensionelt væsen. Han forbliver uforandret og upåvirket af alle de hændelser der overgår ham, og ender med at vende tilbage til den hjemlige metrostation VDNKh. Vi befinder os stadig på beskrivelsens stadie. Men er det dette fremtidens utopiske samfund, der umuliggør Artjoms dannelse?
I hans famlen rundt i dette dunkle rodnet af ideologier og overbevisninger, afsløres der måske et forsøg på at optegne et skræmmebillede af en fremtidig verden, hvor viden og undring ligeså langsomt forsvinder med generationers uddøen i tråd med menneskets manglende evne til at overlevere deres kulturelle arv, sprog, skrift og historie. Mennesket er fortabt og fanget i et evigt mørke under jorden uden adgang til viden. Man kunne have ønsket sig at Artjom stod til at redde menneskeheden og havde haft en særlig form for viden eller indsigt, men blot må vi stå tilbage med udsagnet om, at ”Verden tilhører ikke længere os”.
