ANALYSE | I dag, søndag, afholdes der både præsident-, parlaments- og lokalvalg i Serbien. Magasinet rØST giver i denne artikel et kort indblik i den politiske arv fra Serbiens tidligere valg samt de ændringer i love og praksisser, der kommer til at præge valget på søndag.
Siden den demokratiske omvæltning i år 2000 har Serbien haft tradition for frie og retfærdige valg, som i vid udstrækning har været i overensstemmelse med internationale standarder. Det gjaldt også for valgene i 2008, hvor serberne genvalgte præsident Boris Tadic og gav hans parti, det social-liberale og pro-europæiske DS, regeringsmagten.
OSCE’s såkaldt begrænsede valgobservationsmission rapporterede efter parlamentsvalget i 2008, at mediedækningen generelt havde været neutral. Mængden af information om kandidaterne havde været tilstrækkelig og tilgængelig både på serbisk og minoritetssprog. Endelig fik Serbiens valgkommission ros for at have administreret valget professionelt samt med åbenhed og gennemsigtighed.
Skønt valget forløb stort set eksemplarisk, noterede OSCE dog i sin rapport, at der havde fundet dødstrusler sted rettet mod enkelte højtstående politikere, heriblandt præsident Tadic. Sagen blev efterforsket og en person tiltalt.
Reform af valgloven i 2011
Trods Serbiens tradition for frie og retfærdige valg, har OSCE og Europarådet igennem flere år kritiseret to specifikke elementer i den serbiske valglov, der har været i direkte modstrid med europæiske standarder. For det første har loven legitimeret brug af ”partiadministrerede mandater”, hvilket vil sige, at et mandat ikke er personligt, men ’ejet’ af det parti en kandidat tilhører. Dette indebærer, at partiet egenrådigt kan fordele sine mandater efter valget, uafhængigt af partilisten.
Derudover har valgloven legitimeret brugen af ”blanke opsigelser”, hvilket betyder, at nyvalgte parlamentsmedlemmer underskriver en udmeldelse af deres parti, allerede når de tiltræder deres mandat. Med disse to praksisser – partiadministrerede mandater og blanke opsigelser – kan et parti altså når som helst ekskludere et medlem og give dennes mandat til nøjagtig hvem ledelsen måtte foretrække i stedet. Set fra et Vesteuropæisk synspunkt er det naturligvis i direkte modstrid med almindelige demokratiske principper, at et mandat ikke er personligt. Efter gentagne anbefalinger og pres vedtog det serbiske parlament da også i sommeren 2011 at ændre valgloven, og dermed afskaffe disse to udskældte praksisser.
En anden og langt mere progressiv ændring af valgloven, var indførelsen af kønskvotering i parlamentet, således at kvinder sikres minimum 30 % af mandaterne. I det afgående parlament er kun 21 % af medlemmerne kvinder, så dette er en markant forbedring af kvinders indflydelse i et samfund, der stadig er meget mandsdomineret.
Ingen lokalvalg i Kosovo
En stor kontrovers ved valgene i 2008 var Serbiens beslutning om at afholde lokalvalg i de serbisk beboede områder af Kosovo. UNMIK (FN’s myndighed i Kosovo) havde ikke nogen indvendinger over for, at borgere i Kosovo med serbisk statsborgerskab fik mulighed for at stemme ved parlaments- og præsidentvalget. Men beslutningen om at gennemføre lokalvalg var i direkte modstrid med FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1244 og desuden en stærk provokation af Kosovos myndigheder. Valgene blev derfor erklæret ulovlige af UNMIK såvel som af Kosovos regering.
Forud for valgene den 6. maj i år har Serbien besluttet ikke at afholde lokalvalg i Kosovo. Beslutningen har dog udgjort et dilemma for regeringen. På den ene side går regeringen imod den serbiske forfatning ved ikke at afholde lokalvalg i Kosovo. Forfatningen er fra 2006 og erklærer entydigt, at Kosovo er serbisk territorium. Forklaringen på, at regeringen har ændret kurs, skal dog nok i virkeligheden søges i de politiske sider af sagen.
Serbien opnåede lige akkurat at blive tildelt EU-kandidatstatus af det Europæiske Råd, inden valget skulle udskrives midt i marts. Forud var gået en hektisk periode, hvor EU havde presset den serbiske regering hårdt for at vise synlige forbedringer i forholdet til Kosovo som betingelse for den eftertragtede status. Hvis Serbien efter alt dette havde besluttet at gennemføre lokalvalg i Kosovo, kunne det betragtes som en grov underkendelse af de ganske solide resultater og aftaler, der er opnået med myndighederne i Pristina (Kosovos hovedstad, red.). Hvad værre er, at nogle EU medlemsstater måske kunne opfatte lokalvalg i Kosovo som en fornærmelse, lige efter at de under store interne diskussioner har besluttet at tildele Serbien kandidatstatus. Ikke mindst Tyskland, som har presset Serbien særligt hårdt det sidste halve år.
Endelig er det næste skridt i Serbiens EU-tilnærmelser åbningen af optagelsesforhandlinger. Datoen for deres begyndelse afhænger af yderligere forbedringer i forholdet med Kosovo, og muligheden for at opnå disse kunne nemt være sat over styr – eller i hvert fald blevet væsentligt forsinket – hvis serberne havde besluttet at spille med musklerne og gennemføre lokalvalg i Kosovo.
Præsidentvalget
Præsidentvalget i 2008 var, som de andre valg, overordnet set i overensstemmelse med internationale standarder. Endvidere bar både første og anden valgrunde præg af forholdsvis høj valgdeltagelse, henholdsvis 60 % og 68 %. Valget var det første præsidentvalg, der blev afholdt efter Serbiens nye grundlov fra 2006, som blev lavet, efter Montenegro udtrådte af statsforbundet med Serbien.
Ifølge grundloven må en præsident kun genvælges én gang. Man kan derfor undre sig over, at Boris Tadic, der blev valgt for anden gang i 2008, stiller op igen til det, der umiskendeligt ligner hans tredje præsidentvalg. Forklaringen ligger i føromtalte grundlov fra 2006, under hvilken Tadic kun er blevet valgt til præsident en enkelt gang (han blev valgt første gang i 2004).
I Serbien bliver der tilsyneladende ikke stillet spørgsmålstegn ved præsidentens ret til at genopstille. Tadic’ ræsonnement er heller ikke lodret illegitimt – Statsforbundet Serbien-Montenegro var teknisk set en anden stat end den nuværende Republikken Serbien. Ej heller har EU, OSCE, Europarådet eller andre vægtige aktører problematiseret denne praksis.
På dette ene punkt undlader omverdenen at blande sig i, monitorere og komme med anbefalinger til, hvordan serberne håndterer deres valg.
Louise Buxbom, cand.scient.pol, har beskæftiget sig med serbisk politik gennem praktikophold på Danmarks ambassade i Beograd og i Europa-Kommission, samt skrevet speciale om effekten af EU’s førtiltrædelsesbistand i Serbien.
Læs også Louise Buxboms politiske analyse af situationen Serbien:
Valg i Serbien: De nye nationalister kan tage magten i Serbien
Valg i Serbien: Fire års parløb med EU står ved en skillevej
