Den 1. maj blev et forslag til den nye regeringssammensætning fremlagt. Listen skal nu godkendes af parlamentet og skrives under af præsidenten. De fleste foreslåede ministre er specialister inden for de områder, de skal besætte.
Mistillidsvotum
Den tidligere regering faldt efter kun 78 dage ved magten, efter et mistillidsvotum blev indsendt af oppositionen i parlamentet. Mange medlemmer af det hidtidige regeringsparti, præsident Traian Basescus LDP (Liberaldemokraterne), er på det seneste migreret til det største oppositionsparti, PSD (Socialdemokratiet).
Således har LDP-regeringen mistet sit flertal i parlamentet og på denne måde lykkedes det oppositionen at få godkendt et mistillidsvotum i de to parlamentskamre.
Ekspertvælde
Den nyudnævnte premierminister Victor Ponta fra USL (Den Socialliberale Union) offentliggjorde i mandags listen for sit nye kabinet, som er en koalition med PSD og to mindre partier.
Som vicepremierminister og finansminister foreslås vicedirektør for Rumæniens Nationalbank, Florin Georgescu, der er kendt for at indføre moms i Rumænien. Den foreslåede økonomiminister, Daniel Chitoiu, er ligeledes ekspert i økonomi, og er i dag formand Skattekonsulenternes Organisation. Den kommende undervisningsminister, Corina Dumitrescu, er rektor for Christian Cantemir, et stort privat universitet i Rumænien. Listen over ministre forstætter med eksperter fra forskellige partier.
Desuden ønsker Ponta at give en ministerpost til antikorruptionsorganisationen Transparency International Romanias tidligere chef Victor Alistar. Han har dog fået forbud om at besidde offentlige poster i tre år, og må vente med at nyde ministerembeddet til 7. august.