ERHVERV | Rusland er Danmarks største nærmarked, men sjovt nok har danske virksomheder svært ved at få øje på det. Tendensen er dog ved at ændre sig, skriver Mette Bærbach Bas
Rusland er Danmarks største nærmarked, men sjovt nok har danske virksomheder svært ved at få øje på det. Det burde ellers ikke være så svært, da Rusland er det land på kloden med det største landareal og rent faktisk breder sig over 9 tidszoner. Alligevel er der en klar tendens til, at danske virksomheder går i en stor bue uden om Rusland og hellere satser på det fjernereliggende Kina eller de nærmereliggende østlande som f.eks. Polen, når der skal tænkes globalt rundt om i bestyrelseslokalerne.
Det er der selvfølgelig mange grunde til. Rusland kan godt virke lidt ufremkommeligt, og mange sidder stadig og putter med nogle forældede fordomme om, at det russiske marked er farligt, at Rusland er langt væk, og at landet er gennemkorrupt.
Ny tendens
Noget tyder dog på, at tendensen nu går i en ny retning. Den økonomiske krise motiverer danske virksomheder til at rette deres aktiviteter mod BRIK-landene i endnu højere grad end tidligere, for det er her, væksten er. Af de fire BRIK-lande er Rusland som nævnt vores nærmeste marked, og alene af den grund giver det god mening for dansk erhvervsliv at rette øjnene mod Rusland frem for Asien eller Sydamerika. Russerne ligner os da også mere end asiaterne og brasilianerne, både hvad angår kultur og historie. Når det så er sagt, er der imidlertid en række forskelle på dansk og russisk forretningskultur, som det er en god idé at have sat sig ind i, inden man prøver lykken på det russiske gigantmarked.
Rusland udmærker sig ved en stigende middelklasse, som bliver mere og mere købestærk. Denne købestærke voksende middelklasse er en attraktiv målgruppe for ambitiøse virksomheder, der producerer konsumvarer. Store danske virksomheder Arla, Carlsberg og Bisca er velsitueret på det russiske marked, mens andre virksomheder som f.eks. Jysk og B&O ikke har formået at få afsat deres produkter.
Rusland er enten knald eller fald
Samhandlen mellem Danmark og Rusland udvikler sig stærkt i disse år, hvor vi har mere end 250 danske virksomheder repræsentereret på det russiske gigantmarked. Med denne udvikling er der opstået et behov for at forstå den russiske forretningskultur. For der er stor forskel på, hvordan vi gør forretning i Danmark, og hvordan russisk business går for sig. Det er sket, at danske virksomheder har brændt sig på Rusland. Især i de vilde 1990’ere. Også i de seneste år har vi set, at danske virksomheder søger lykken på det lukrative vækstmarked, men har måttet trække sig på grund af manglende forberedelse og manglende forståelse for forretningsgangen i Rusland.
Det er svært at svare på, hvorfor det er knald for nogen og fald for andre, men der er evidens for, at de virksomheder, som har tilpasset deres produkt og forretningsmodel til russiske vilkår ud fra en viden om forskellene mellem dansk og russisk forretningskultur, og som har sat sig ind i den russiske forbrugers måde at tænke på, generelt kommer bedre fra start. De formår i højere grad at styre uden om faldgruberne og få succes med deres forretning i Rusland.
Relevante blogindlæg:
Danskernes mentale barrierer på Rusland
Jysk – eksporteventyret i Rusland, som bare ikke vil lykkes
Dansk Erhvervs landeanalyse af Rusland
Om skribenten:
Mette Bærbach Bas er cand.mag. i russisk og idéhistorie fra Aarhus Universitet og forsker i forskellen mellem dansk og russisk forretningskultur. Hun driver sitet Ruslandseksperten.dk, hvor hun samler erfaringer fra danske virksomheder i Rusland og blogger om nye tendenser inden for Rusland som eksportmarked. Herudover holder hun foredrag om forskellene mellem dansk og russisk forretningskultur og forbrugermentalitet.
Hvis du vil vide mere om danske virksomheders vilkår på det russiske marked, så gå ind på Ruslandsekspertens blog på www.ruslandseksperten.dk/blog, hvor du kan fordybe dig i den spændende russiske forretningskultur. Her kan du også tilmelde dig Ruslandsekspertens Nyhedsbrev og få en gratis lydfil med de 5 mest almindelige begynderfejl, som danskere laver i mødet med russiske forretningsfolk.