ANMELDELSE | Rikke Sofie Møller har talt med den russiske forfatter Lena Eltang om hendes forfatterskab, som endnu ikke er tilgængeligt på dansk.
Lena Eltangs mails klingede mærkbart anderledes. Jeg lyttede derfor opmærksomt. Jeg blev inviteret indenfor, ind i den eftertænksomme verden hun befinder sig i. Derinde i den verden, synes der at være en oprigtig interesse for at undre sig, samtale, lytte og svare. Gennem tre uger skrev og talte vi om hendes tre romaner, Побег куманики (Pobeg Kumaniki) Каменные клёны, (Kamennye Kleny) og Другие барабаны (Drugi Barabani), som alle er skrevet på hendes modersmål russisk. Samtalerne blev dels til et radioprogram, som netop nu sendes på www.den2radio.dk, dels til denne artikel.
Nærvær
Måske er det fordi Lena er vant til at skrive og vant til at være i kontakt med det hun har på hjertet, at hun er så nærværende – også når hun svarer på e-mails. Interessen for at være tæt på følger hende. Når hun laver research til sine historier bosætter hun sig gerne dér hvor historierne foregår. I kortere eller længere tid. Hun vil se miljøet og mærke det. Hun vil dufte og smage på omgivelserne, for når hun kender den fysiske situation og miljøet, kan hun også sætte sig ind i sine hovedpersoners tanker. I sådanne omgivelser kan hun skabe sine historier og hovedpersoner. Her kan hun holde en dialog kørende med dem. De beskriver deres tanker og handlinger i breve og mails og på webblogs, som hun skriver for dem.
Skriv
Somme tider har hun lagt hovedpersonernes tanker ud i det virkelige cyberspace med det resultat, at virkelighedens læsere har responderet på det. Hovedpersonen Mo fra hendes første roman, Побег куманики (Pobeg Kumaniki), udviklede hun på denne måde. På web-bloggen udspillede der sig en dialog, ikke kun mellem Mo og Lena, men også mellem Mo og hans bloglæsere, som skrev tilbage med beundring og taknemlighed over de oplevelser og konfrontationer, han tog med sine indre dæmoner. Det var dét, Lena oprindeligt havde på hjertet: At skrive om hvor vigtigt det er at skrive. For ved at skrive, kan du overleve alt, understreger Lena. Har du blot blyant og papir, kan du få kontakt til dine egne indre dæmoner og lære at forstå dem og ikke mindst dig selv og hvem du er i denne verden.
Surrealistisk eksistentialisme
Eltang skriver altså i et rum, hvor hverdagens filosofi ender og litteraturen begynder. Hun sætter af i en filosofisk retning, som er dybt præget af eksistentialisten Kierkegaard og den engelske empirist George Berkeley. På hver deres måde har de sat deres præg på Eltang.
Berkeley var blandt andet optaget af at afdække problematikken med at forstå, og forholde sig til forandringer – især de forandringer, der foregår mens han ikke så dem. Han lavede et forsøg med sig selv, hvor han prøvede at vende sig om så hurtigt, at han kunne afsløre landskabet bag ham. Han var sikker på, at der foregik noget andet, når han ikke kiggede. Måske gjorde der? Men det lykkedes ham aldrig at få det afsløret.
Overfor denne gåde anvender Eltang sin inspiration fra Kierkegaard, der i forlængelse af Berkeley og efter Lena Eltangs opfattelse, søgte efter en forståelse af forandringens væsen, eller punktet, hvor ud fra forandringen udgår. Han søgte at afdække bifurkationspunktet i livet. Bifurkationspunktet er et kompleks begreb taget fra matematikkens verden, der dækker den ændring, der forårsager forandringen i løsningen til en ligning.
Indsigten man opnår når man stiller sig ansigt til ansigt med sig selv
Løsningen er selvfølgelig ikke en absolut størrelse. Derfor foregår historierne også på mange niveauer og mange lag foldes ud. Karaktererne ønsker at forstå, hvad det er der forårsager de fatale forandringer, de ikke forstår, men tydeligvis oplever. Derfor forsøger de at finde ændringspunktet, som har bevirket at tingenes sammenhæng har ændret sig.
Løsningerne peger i mange retninger og med indviklede beskrivelser af, hvor og hvordan forandringen i livet sker, forføres læseren ind i utrolige fortællinger. Løsningen forbliver tåget, relativ og gådefuld, for det er historier, som piller ved selve meningen med at færdes i disse moderne samfund, som er så fyldt af camouflage. Relationen mellem mennesker og samfundsinstitutionerne betvivles, og kampen med overhovedet at kunne leve i disse samfund beskrives.
De forandringer, der foregår er eksempelvis forandringen af opfattelsen af hvad der er norm og ekstremitet. Det er også en af grundene til, at Eltangs næste roman tegner sig til at blive ret voldelig. For i disse voldelige miljøer, forstår hun at betragte denne form for forandringer:
”I just started book number four and it is extremely cruel and violent book with a lot of bad things going on and a lot blood pooring around. Not because I want to write a thriller …but because I am trying to look at reality from another point of view. From another corner. And this is a challange. I am very fare away from thrillerbook my self. But i have to use this thriller concept to show how I see society today. So it even scares me… that this is needed”
Rammen er sat indenfor krimigenren, men det er ikke så meget forbrydelserne, der er det interessante, som det er hovedpersonernes psykologiske udvikling. De gådefulde forbrydelser er som oftest blot et udgangspunkt for fortællingen, mens det der overtager plottets handling, er hovedpersonernes måde at bryde ud. Det handler om, at de møder sig selv og det samfund, de (ikke) forstår.
Frihed, lykke og meningen med at gennemgå smerte
Hovedpersonerne går igennem smerte, fordi de er fremmedgjorte overfor dem selv. Hvis der er en mening med det, handler den om at acceptere livet og dets forpligtelser. Inden det kan ske, følger vi historierne om forskellige former for eskapisme som Eltang beskriver allegorisk set på tre forskellige måder i hver roman: En mand tager på mental flugt ud af en galeanstalt i Barcelona. En kvinde vælger at isolere sig fra et lille indspist landsbysamfund i Wales, og så er der Kostas, hovedpersonen i Eltangs tredje roman, som vælger at være fri ved at acceptere, at han holdes indespærret i et fængsel i Lissabon. De søger alle en form for frihed, men hvad er det, de søger at komme fri af? Og hvad betyder frihed for dem?
“Doing nothing can be a method to manifest your personal freedom…but let us ask Kostas (the main character in my thirds novel) why he accepts the lack of freedom so submissively and even meekly? Did hidden power of the subconscious make him ready for isolation, indifference, an unjust and aggressive behavior of his warders? Why does he not fight, why doesn’t he hunger strike, why doesn’t he blaze with anger?
Perhaps because the world he came from was surrounded by the same scaffolding and constructed by the same laws and these dirty regulations were clear and fully acceptable for him… He agrees to become a victim because for a person with his type of mind and battle experience such kind of relations between people – apathetic, brutal and unfair – is quite normal.”
Friheden forekommer altså relativ og er hægtet op på måden, hvorpå samfundet er indrettet. Det er derimod ikke relativ, men gennemgående entydigt, at det der driver hovedpersonerne til at handle som de gør, er ønsket om at ville forstå.
De er ikke modne nok til at beskæftige sig med at være lykkelige. Men man kan sige, at den fælles lykkeopfattelse blandt hovedpersonerne i Lena Eltangs romaner handler om at ønske sig tilgivet og om selv at blive i stand til at tilgive.
Den camouflerede virkelighed, som holder dem fanget, forandres, fordi de selv forandrer sig. Mens hovedpersonerne skræller flere og flere lag af, er det historien om at komme tættere på sig selv, der kommer til syne. Lena Eltang skriver om at blive klogere og modigere og om forsøget på bedre at kunne forstå, hvad det er, der forandrer sig.
Fakta
Lena Eltang blev født i 1964 i Skt. Petersborg, hvor hun senere uddannede sig som journalist og oversætter. Hun har udgivet to digtsamlinger – Стихи / Худож i 2003 og O чём пировать i 2007 og har desuden bidraget til en novellesamling, inden hun i 2006 fik sit roman-gennembrud med fortællingen, Побег куманики (Pobeg Kumaniki), som på dansk kan oversættes direkte til Brombærskud. Denne bog vandt stor opmærksomhed i Rusland og blev af anmeldere opsummeret som en: Tryllebindende debutroman, hvor skrivestilen både får tankerne hen på Umberto Eco og Dostojevskij. Debutromanen blev desuden omtalt som “den bedste russiske roman i nyere tid”.
I 2008 udkom Lena Eltangs anden roman Каменные клёны (Kamennye Kleny). Det er denne roman, hun har modtaget litteraturprisen NOS for. NOS en en årlig russisk litteraturpris, der blev etableret af Mikhael Prokhorov Charitable Fonden – en fond, der søger at opdage og støtte tendenser indenfor ny russisk fiktion. Каменные клёны, som på engelsk bliver til “The Maple Stones” (navnet på den B&B i Wales, hvor historien udspiller sig), blev af anmeldere omtalt som et imponerende familiedrama fortalt med en præcision, der får tankerne hen på Nabokov, og som desuden er skrevet med en hypnotisk intensivitet, som får en til at tænke på James Joyce.
I 2011 kom så hendes tredje roman Другие барабаны (Drugi Barabani). “De andre trommer”, som indtil nu også er blevet godt modtaget og er blevet nomineret til RUSKAJA PREMJA – en russisk litteraturpris i kategorien Prosa skrevet af russisksprogede forfattere, der bor udenfor Rusland. Men som hun siger, “jeg kan ikke lægge pennen ned” – så skriveriet fortsætter. Da jeg ringede Lena Eltang op, sad hun netop og var igang med at arbejde på sin fjerde roman.
Til hver af Eltang romaner foreligger der foreløbigt kun engelske prøveoversættelser. De kan downloades på www.okno-gency.com.
Hør programmet med Lena Eltang på Radio rØST
