ANALYSE | Når der den 6. maj skal afholdes parlaments-, præsident- og lokalvalg i Serbien, vil de fleste vælgere stemme på et af de to største partier, det regeringsbærende social-liberale DS og det kun godt tre år gamle nationalkonservative oppositionsparti SNS. Magasinet rØST har set nærmere på, hvad forskellen mellem de to partier reelt er, og hvilken retning de vil tage Serbien efter valget.
De to store stemmeslugere ved valget den 6. maj bliver uden tvivl det etablerede regeringsparti DS og det nye oppositionsparti SNS. På trods af de to partiers vidt forskellige ideologiske og historiske baggrund går de, i den pragmatiske jagt på midtervælgerne, til valg på stort set samme tema, nemlig EU og Kosovo. Begge partier vil således både prioritere serbisk EU-medlemskab, og at Kosovo ”forbliver” en del af Serbien. Forskellen mellem partierne skal derfor nærmere findes i vægtningen af de to prioriteter, samt ikke mindst i deres meget forskellige vælgerskarer.
Serbiens nuværende regering er ledet af det store social-liberale midterparti DS (Det Demokratiske Parti) anført af Boris Tadic, som desuden har siddet på præsidentposten siden 2004. Partiet blev stiftet i 1990 som det første oppositionsparti i det daværende kommunistiske Jugoslavien og har i tidens løb udspaltet et antal mindre partier, hvoraf de fleste hurtigt er blevet marginaliseret og forsvundet fra den politiske scene.
To vidt forskellige datterpartier
Det mest betydningsfulde af de overlevende er uden tvivl Vojislav Kostunica’s DSS (Serbiens Demokratiske Parti), og mindre indflydelsesrigt, omend stadig interessant, er Cedomir Jovanovic’s LDP (Det Liberalt-Demokratiske Parti). Begge partier er nu i opposition til DS, dog med vidt forskellige bevæggrunde. Hvor DSS er blevet stadigt mere nationalistisk og EU-skeptisk, er LDP det eneste serbiske parti, der er fortaler for at anerkende Kosovos selvstændighed – og komme videre.
DS har gennem årene opbygget en solid partiorganisation med prominente medlemmer, og partiet har siddet med i alle regeringskoalitioner siden de demokratiske omvæltninger i 2000 på nær én: Under Kostunica’s regering i 2004-2007 var DS undtagelsesvist henvist til rollen som oppositionsparti. I samme periode satte Tadic sig dog tungt på præsidentposten, så reelt slap partiet aldrig grebet om magten.
DS konsoliderede for alvor sin magtposition i 2008. Tadic genvandt præsidentposten d. 3. februar, og ved parlamentsvalget i juni vandt partiet en solid sejr. Forud for valget var gået et par turbulente måneder med tiltagende stridigheder i den daværende kortlivede regering under Kostunica, som også DS var del af. Den i forvejen ustabile koalition kollapsede som følge af intern uenighed om EU-linjen efter Kosovo’s selvstændighedserklæring d. 28. februar. Kostunica valgte at forlade sin ellers officielt pro-europæiske politik og bakkede i stedet op om den nationalistiske opposition, der krævede EU’s anerkendelse af Kosovo som del af Serbien, for at Serbien kunne fortsætte sin EU-kurs. I realiteten et rungende nej til EU og Europa.
På vej mod EU med DS
Den rigide tilgang til ”Kosovo-spørgsmålet” kom til at koste Kostunica og hans parti DSS regeringsmagten. Tadic og DS valgte derimod den pragmatiske linje og dannede sammen med et antal mindre partier listeforbundet ZES (”For et europæisk Serbien”) og gik til valg på en entydigt pro-europæisk dagsorden. Dette indebar blandt andet, at landets EU-integrationsproces skulle foregå uafhængigt af spørgsmålet om Kosovos status, hvilket matchede EU’s officielle linje om, at Serbiens medlemsperspektiv ikke er betinget af, at landet anerkender Kosovos selvstændighed. Strategien viste sig klog, og serberne belønnede DS’ listeforbund med hele 38 % af stemmerne. Sammen med SPS (socialisterne) og et par minoritetspartier kunne DS sætte sig i spidsen for en regering, der skulle vise sig både ganske stabil og i stand til at levere en række resultater, der levede op til ZES’ pro-europæiske slogan.
Mest nævneværdige af disse er nok arrestationen og udleveringen til Haag af de to sidste eftersøgte krigsforbrydere, nemlig Ratko Mladic og Goran Hadzic; visa-liberaliseringen i december 2009, der betyder, at serbere med biometriske pas kan rejse frit i Schengen-zonen; og endelig regeringens ansøgning om EU-medlemskab og opnåelse af kandidatstatus den 1. marts i år – umiddelbart inden valget blev udskrevet. Læg hertil lidt positiv udvikling, hvad angår de reformer, der skal til, for at Serbien lever op til EU’s Københavnerkriterier samt kan påtage sig den såkaldte acquis communitaire, EU’s samlede lovkompleks, og der danner sig et billede af en regering, der i høj grad har leveret varen.
Den DS-ledede regering har oven i købet formået, i pragmatismens hellige navn og med EU som mægler og indpisker, at påbegynde en såkaldt teknisk dialog med Pristina (Kosovos hovedstad, red.) for at løse de praktiske problemer for almindelige borgere på begge sider af konflikten i forbindelse med Kosovos uafklarede status. Her tales altså udveksling af fødselsregistre, anerkendelse af universitetsdiplomer, telekommunikation og andre usexede emner, der dog har enorm betydning for almindelige menneskers tilværelse.
At dialogen udelukkende er teknisk er naturligvis en illusion, for under overfladen er alt som bekendt genstand for politik, og det at gå i dialog med fjenden kan tolkes som en anerkendelse af dennes eksistensberettigelse. Ved at indgå i dialog med Pristina har DS og regeringen altså presset pragmatismen til det yderste, og måske endda lidt længere. Men regeringen har selv været under pres fra EU, der, ligeledes i pragmatismens navn, ikke har en officiel holdning til Kosovos status, men som heller ikke bryder sig om udsigten til flere medlemsstater med uafklarede grænsespørgsmål (som f.eks. Cypern, red.).
Serberne er blevet mere EU-skeptiske
Alt dette lyder umiddelbart som en solstrålehistorie om et moderne parti og en præsident, der kan skabe resultater og er godt på vej til at føre Serbien ud af fortidens nationalistiske og kommunistiske skygger. Ikke desto mindre er DS gået markant tilbage i meningsmålingerne de sidste par år. Årsagerne kan være mange, men det, at Serbien er særdeles hårdt ramt af den økonomiske krise, og arbejdsløsheden er eksploderet fra 14 til 21 %, mens regeringen har set handlingslammet til, har formentlig vækket bekymring hos de i forvejen hårdt prøvede serbere.
Endvidere er den pro-europæiske agenda ikke længere i sig selv en garanti for stemmer. Befolkningens opbakning til EU-medlemskab er ifølge regeringens EU-integrationskontor faldet fra 61 % ved udgangen af 2008 til 51 % ved udgangen af 2011. Eurokrisen har sandsynligvis ikke gjort noget godt for EU’s image i Serbien, og den har i hvert fald vist, at EU ikke nødvendigvis er garant for økonomisk fremgang, endsige stabilitet. Endelig viste EU sig fra sin mest utilregnelige side, da beslutningen om Serbiens kandidatstatus blev udskudt fra det Europæiske Rådsmøde d. 9. december 2011 til det efterfølgende møde d. 1. marts 2012. Denne kontroversielle beslutning var et udslag af Tysk enegang og var i høj grad politisk motiveret.
Selvom trådene blev redet ud på målstregen, og Serbien fik kandidatstatus d. 1. marts, så bekræftede hele den pinagtige proces, at EU ikke taler med én stemme, men med mange stemmer, der prøver at overdøve hinanden. Ligeledes bekræftede den en udbredt forestilling blandt serbere om, at EU anvender konditionalitet – altså det at stille betingelser for hvert skridt i EU-integrationsprocessen – som politisk afpresning. Hvad værre er, så føler mange serbere, at EU ”opfinder” disse betingelser efter forgodtbefindende, således at Serbien altid famler i mørke, når EU’s krav skal opfyldes.
Europa i anden række
Denne udvikling taget i betragtning er det ikke mærkeligt, at DS’ listeforbund ved dette valg har taget et navn uden direkte europæiske konnotationer: ”Valget for et bedre liv”. EU-perspektivet er absolut ikke lagt på hylden, men retorisk kommer Europa nu i anden række, og serbernes livskvalitet i første. Spørgsmålet er dog, om det er nok, eller om DS alligevel skal til at vænne sig til tanken om at være i opposition – denne gang uden nødvendigvis at kunne trøste sig med præsidentposten.
Partiets nedadgående meningsmålinger står nemlig i kontrast til det nationalkonservative oppositionsparti, SNS’ (Serbiens Fremskridtsparti) konstante fremgang, siden partiet så dagens lys for tre år siden. Både DS og SNS står nu til mellem 25 og 30 % af stemmerne, så hvem der ender med regeringsmagten afhænger i høj grad af, hvilke koalitioner de vil være i stand til at danne med mindre partier efter valget. Det er dog sikkert at ét af de to partier får en dominerende rolle i den kommende regering. En stor koalition med både DS og SNS i regering er også en mulighed, den er dog indtil videre højest teoretisk, og ingen af de to partier omtaler den som realistisk forud for valget.
SNS i fremgang
SNS, under ledelse af Tomislav Nikolic, er den hurtigst stigende stjerne på Serbiens brogede parti-himmel. Partiet blev dannet af en fraktion af afhoppere fra det ultra-nationalistiske SRS (Serbiens Radikale Parti) umiddelbart efter valget i 2008. Nikolic havde siden 2003 fungeret som SRS’s de facto leder og opnået stadig større popularitet, ikke mindst i kraft af sit fremragende resultat ved første runde af præsidentvalget i 2008 (Nikolic slog Tadic i første runde, og Tadic vandt kun snævert i anden runde, red.).
Der havde dog i lang tid ulmet rygter om interne stridigheder mellem Nikolic og SRS’s officielle leder Vojislav Seselj, der har tilbragt de sidste ni år i Haag, tiltalt ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal. Da Nikolic kort efter valget tog den overraskende – og pragmatiske – beslutning om ikke at stemme imod parlamentets ratificering af Stabiliserings- og Associeringsaftalen med EU, slog stridighederne ud i lys lue.
Med sin kontroversielle beslutning havde Nikolic formastet sig til at stille spørgsmålstegn ved det helt grundlæggende princip for SRS, nemlig den indædte modstand mod EU og Vesten. Som konsekvens af disse alvorlige uenigheder blev Nikolic og hans støtter, der udgjorde godt en fjerdedel af SRS’s parlamentsgruppe, ekskluderet af partiet og dannede i oktober 2008 SNS. Siden er det kun gået én vej for partiet og Nikolic, nemlig fremad. SRS er derimod gået markant tilbage.
Ny nationalkonservativ attitude
Forskellen mellem SRS og SNS er først og fremmest synlig i stilen: Nikolic har lagt afstand til den afstumpede retorik og hårde attitude, der kendetegner SRS. SNS har valgt en moderat og pragmatisk facon og taler således med alle relevante aktører. For eksempel har Nikolic holdt flere møder med EU’s kommissær for udvidelse, Stefan Fule. En meget væsentlig indholdsmæssig forskel mellem de to partiers programmer er, at SNS officielt har droppet ambitionerne om et ”Storserbien”, der forener alle ”serbiske historiske territorier”, og at partiet går ind for EU-medlemskab – med Kosovo som integreret del af Serbien.
Men nu hvor Nikolic og SNS har lagt afstand til de radikales mest rablende nationalistiske utopier og i øvrigt marginaliseret deres stemmeandel, står spørgsmålet tilbage, om ikke partiet bare vil det samme som DS. Begge partier ønsker naturligvis at bekæmpe arbejdsløsheden og få gang i økonomien, men deres handlerum er under alle omstændigheder stærkt begrænset af låneaftaler med IMF. Begge partier går desuden til valg på en pragmatisk ”EU og Kosovo” agenda og har udtalt, at de vil arbejde for en snarlig åbning af optagelsesforhandlinger med EU.
EU-skeptiske SNS-vælgere
Forskellen skal derfor snarere findes i de to partiers vægtning af deres prioriteter. DS vil formodentlig være mere indstillet på at indgå kompromis’er i dialogen med Pristina, som skal genoptages efter den nye regering er blevet indsat, med henblik på at holde EU-tilnærmelsesprocessen i fremdrift. Omvendt vil SNS formodentlig være mere villig til at skrue ned for tempoet i Pristina-dialogen og EU-tilnærmelserne for at bevare opbakningen fra den nationalistiske vælgerskare.
Ifølge en meningsmåling foretaget for nylig for den serbiske medievirksomhed B92 er 80 % af DS’ vælgere for EU-medlemskab, mens det samme kun gør sig gældende for 39 % af SNS’ vælgerskare. Sådanne tal peger i retning af, at Nikolic, trods sin pro-europæiske dagsorden, ikke vil frygte vælgernes straf, hvis optagelsesforhandlingerne med EU ikke kommer i gang inden udgangen af 2012, og hvis dialogen med Pristina skulle gå i hårdknude. Med andre ord lader en opbremsning af EU-tilnærmelserne alt andet lige til at være en større risiko med SNS ved roret.
Koalitions-kluddermor
Hvem af DS og SNS der ender med regeringsmagten kommer som sagt til at afhænge af de mulige koalitionspartnere efter valget. Begge partier kan dog risikere at få deres sag for. Muligheden står åben for, at LDP, de Liberale, som indtil nu har været i opposition, tilbyder sig som regeringspartner for DS. LDP går, som det eneste parti, ind for anerkendelse af Kosovos selvstændighed, hvilket DS selvsagt vil have nogle betænkeligheder ved.
På den anden side har Kostunica erklæret, at DSS er klar til at gå i dialog med SNS efter valget. De to partier deler en nationalkonservativ platform, men Kostunica’s tiltagende nationalisme og stadigt mere rigide euro-skepticisme kan gå hen og blive en bremseklods for Nikolic’s nye pro-europæiske dagsorden – hvis han da stadig vil forfølge den efter en eventuel valgsejr.
Endelig er der Milosevic’s gamle socialistparti under ledelse af Ivica Dacic, som er regeringspartner i den nuværende regering, og som endnu ikke har valgt side. Hvis alt andet fejler, er der som sagt også muligheden for en stor koalition bestående af både DS og SNS. I politik er alting som bekendt muligt, dette er ikke mindre sandt i Serbien end andre steder, og de to store partier deler – i hvert fald officielt – ”EU og Kosovo” agendaen.
Louise Buxbom, cand.scient.pol, har beskæftiget sig med serbisk politik gennem praktikophold på Danmarks ambassade i Beograd og i Europa-Kommission, samt skrevet speciale om effekten af EU’s førtiltrædelsesbistand i Serbien.
